Silver Spoon er en lærerig anime, som man faktisk burde vise til folkeskoleelever, så man kan få presset dem ud af forestillingen om, at gymnasiet er den eneste retning i livet. Serien forstår nemlig at underholde og fortælle en realistisk historie om livet på en landbrugsuddannelse, og man bliver sat ind i alt det seriøse, der er forbundet med det, lige fra hårdt arbejde til opdrætning af dyr, der skal slagtes. Det er rart, at handlingen ikke bliver Disneyficeret, selvom det nogle gange bliver lidt for idyllisk og pussenusset med et ret så omfattende indtag af mad. Serien er opdelt i to sæsoner, og den første er den absolut mest lærerige, mens sæson 2 balancerer mere mellem det fjollede og alvorlige.
Tonari no Seki-kun: The Master of Killing Time er en rigtig hyggeserie, hvor handling eller karakterer ikke udvikler sig, så hvert afsnit er ligesom plottet i dem bare rent tidsfordriv. Og hvis man skal slappe af med en serie, så er denne værd at anbefale, idet hvert afsnit er under 10 minutter langt, så det er nemt at se et eller flere afsnit, hvis man keder sig, mens man tilmed kan se hele serien på en dag. Der er tale om en komedieserie, der har pigen Rumi i fokus, idet hun altid ender med at komme i problemer på grund af sin sidemand Seki, der sjovt nok aldrig bliver opdaget af andre end hende. Det, der gør serien interessant, er Sekis mange forskellige projekter, der ændrer sig fra episode til episode, men det er de komiske indslag, der udgør seriens styrke.
Monthly Girls’ Nozaki-kun er en typisk hyggeserie, hvor der på det overordnede plan ikke er nogen handling, mens der i hver episode alligevel bliver bygget videre på karaktererne og deres forhold til hinanden. Det mest interessante ved denne serier er at se, hvordan det er at arbejde som manga-tegner. Det visuelle er der virkelig gjort noget ud af i denne serie, så det virker realistisk – selvom det foregår i en anime. Der er dog tale om en komedie med meget jordnær humor. Personerne er sjove på hver sin måde, da de har hver deres personlighed, som både komplimenterer og kommer i konflikt med hinanden. Det er primært konflikten, der er underholdende, da den sjovt nok også udgør grundlaget for romantik på tværs af stort set alle medvirkende.
Kakushigoto: My Dad’s Secret Ambition er en af den slags serier, der kun har til formål at underholde. Selve plottet er meget svagt, for historien handler kort sagt bare om en enlig far, der forsøger at skjule, at han er mangategner over for sin datter. Det er på ingen måde dramatisk, men det gør han det alligevel til, og det er dette, som er seriens fundamant. Det bliver lidt trættende i længden, så der er heldigvis også mange andre indslag såsom forholdet mellem far og datter. Dette aspekt gør også serien ret sød, men overordnet set mangler den dybde for at kunne fungere som andet end tidsfordriv, så der er altså ikke tale om den store fortælling.
Kimi to Boku er en serie, som man bare kan sætte sig ned og nyde uden at skulle bekymre sig om en kompliceret handling eller overdrevet drama. Der er simpelthen tale om en realistisk fortælling om helt almindelige skoledrenge og deres helt almindelige problemer – eller mangel på samme. Til at starte med virker serien en anelse flad og kedelig, hvilket skyldes, at der i begyndelsen kun er fire hovedpersoner, og deres personligheder er meget afslappede, men så møder både de og seerne dynamik med indskrivningen af den femte karakter. Det er ikke, fordi kvaliteten eller stilen er af særlig høj kvalitet, men det hele passer bare til stemningen, som der skabes, så serien er også et eksempel på, hvordan man på meget simpel vis kan lave en sød historie.
One Week Friends er en sød serie med en jordnær handling uden særlig meget drama – altså en rigtig hygge-anime. Nogle gange kan afsnittene dog være lidt for idylliske og underspillede, så det føles, som om at fortællingen er gået i stå, men langsomt udvikler karaktererne sig dog, og det er deres forhold til hinanden, der både skaber handlingen og holder den i gang, for ellers er der ikke særlig meget indhold i serien, idet mange afsnit som sådan er en alternativ gentagelse af sig selv, og når personregistreret kun består af under 10 karakterer, så er det ret nemt at holde fokus fra start til slut, så det gode er trods alt, at One Week Friends ikke overfodrer seerne med indtryk og plotfyld, så det går over gevind.
My Roommate is a Cat er en sød serie, som overordnet set ikke har andet formål end at underholde, hvilket gøres ved på en komisk måde at vise, hvordan det er at eje en kat. Der er dog også en del sørgelige indslag, men dermed bliver forholdet mellem ejer og dyr også bare mere følelsesladet, så det ikke kun handler om lutter idyl. Selve plottet kan egentlig virke ret svagt, men det interessante ved denne serie er, at historien fortælles ud fra både kattens og ejerens perspektiv, så man får at se, hvordan situationer kan opfattes på forskellig vis. Som dyreejer er det også interessant at se, hvor meget ens kæledyr rent faktisk fylder i ens liv, så man kan reflektere over, hvor meget man gensidigt tilpasser sig hinanden.
Polar Bear’s Cafe en virkelig hyggelig serie, som udelukkende har til formål at underholde. Der er kun begrænset udvikling i karakterer og plot trods hele 50 episoder, men alle afsnit hænger kronologisk sammen, så de fungerer som en samlet historie, der hele tiden bliver bygget videre på. Selvom det umiddelbart ligner en børneserie, så kan den faktisk nydes af voksne, fordi dyrene rent faktisk ser realistiske ud. Alle dyr har hver deres egen personlighed, hvilket giver serien et komisk præg. Man tænker slet ikke over, hvorfor dyrene kan tale, og hvorfor de lever som mennesker. Det virker fuldkommen naturligt fra første afsnit, og det er faktisk temmelig interessant, at se naturtro dyr opføre sig som mennesker.
Bunny Drop er en idyliseret fortælling om det at være eneforælder, så det bliver en meget dramafri fortælling, men det fungerer fint, for hvert afsnit gør bare en varm indeni. Hovedpersonerne kan man ikke andet end at holde af, da de bare er så elskværdige og fejlfri, og sammen skaber de en naturlig form for komik. Det er virkelig befriende med en serie, hvor børn både taler og opfører sig som rigtige børn. Der er ikke gjort brug af store øjne eller høje pibestemmer for at gøre børnene søde – de er det bare, fordi de er ægte. Samtidig er det interessant at se, hvordan noget så tabubelagt i Japan som at være eneforsørger bliver gjort til en fortælling, hvor folk rent faktisk er lykkelige.
Når det kommer til hyggelige anime-serier, er der ikke mange, der kan slå Laid-back Camp, der sådan set ikke handler om andet end en gruppe piger, der tager på campingudflugt. Selvom der ikke er meget handling, så bliver man på lærerig vis sat ind i campinglivet, som virker så tillokkende, når det nærmest bliver glorificeret. Den afslappende stemning, den rolige musik og de idylliske scener er virkelig stimulerende, og selv karaktererne er så kompleksløse, at man ikke kan andet end at holde af dem og deres til tider sorte humor i det dramaløse univers, som er virkelighedens verden.