Under optakten til Anden Verdenskrig opførte man fra 1937 til 1940 et opberedningsanlæg i byen Aikawa på øen Sado, hvor man udvandt og bearbejdede malm, som var blevet hentet fra den nærliggende mine. Det såkaldte Kitazawa-anlæg bearbejdede godt og vel 50.000 tons malm per måned under sin storhedstid, så det blev muligt for Japan at producere våben og udstyr til deres krigsførelse. Dog endte Japan med at tabe krigen i 1945, hvilket førte til, at produktionen blev sat ned, inden det i 1952 blev besluttet at lukke Kitazawa-anlægget. De fleste bygninger blev efterfølgende revet ned, idet der blev opført golfbaner og en svømmehal på grunden, men dele af anlægget blev imidlertid bevaret og har siden fået lov at stå uberørt som en ruin.
Takeda-borgen blev opført i 1400-tallet i det, der i dag er Asago i Hyogo-præfekturet. Borgen blev bygget på et 350 meter højt bjerg og blev udstykket i slutningen af 1500-tallet af Akamatsu Hirode, der først havde været modstander af Tokugawa Ieyasu, før han med tiden sluttede sig til ham, da han forsøgte at tilkæmpe sig den politiske magt i Japan, hvilket blev en succes, da han i 1603 etablerede Tokugawa-shogunatet. Selvom Akamatsu Hirode ellers havde skiftet side, så blev han dømt for ildspåsættelse og blev beordret til at begå seppuku, og efter hans død blev Takeda-borgen forladt, hvorefter den henover de kommende hundrede år gik i forfald. Til sidst var borgen ikke andet end en ruin, hvis fundament nu er det eneste, som er tilbage.
Matsuo-minen åbnede i Iwate-præfekturet i 1914, men fordi denne ikke lå i nærheden af nogen by, måtte man anlægge en såkaldt mineby. Efter Anden Verdenskrig var omkring 10.000 minearbejdere ansat ved minen, og det blev derfor nødvendigt at forbedre forholdene ved at opføre moderne etageejendomme af beton, som var udstyret med toiletter og centralvarme, hvilket blot trak endnu flere folk til byen, så hele 13.600 mennesker var ansat ved Matsuo-minen, da denne havde sin storhedstid i 1960. Minen gik konkurs og lukkede i 1971, og der var således ikke længere behov for arbejdere, og som konsekvens af dette blev den enorme minelandsby forladt. For at forhindre brande blev alle træbygninger revet ned, mens de store lejlighedskomplekser blev efterladt som en spøgelsesby i det tomme landskab.
Sarushima er en naturlig ø i Tokyo-bugten. Der er tale om en ubeboet ø, men ikke desto mindre er denne åben for offentligheden, idet den blandt andet er et populært sted for campister. Dog er det noget helt andet, der har gjort øen til en turistmagnet, for Sarushima har ikke altid været åben for almindelige mennesker. I slutningen af 1800-tallet blev den nemlig gjort til et fort tilknyttet det japanske forsvar, og derfor opførte man en militærbase på øen, som var aktiv helt frem til slutningen på Anden Verdenskrig, hvor denne blev taget ud af drift, og øen blev forladt. Sarushima blev herefter åbnet op for offentligheden, indtil man igen lukkede for øen i 1993 blot for igen at tillade adgang i 1996. Nu om dage eksisterer resterne af militærbasen fortsat på Sarushima, hvor flere bygninger findes integreret med naturen, hvilket er en oplevelse, der tiltrækker mange turister fra hovedstadsområdet.
På Shikoku anlagde man i 1691 en kobbermine kaldet Besshi-kobberminen, hvorfra man nåede at udvinde 650.000 tons kobber, før minen måtte lukke i 1973. Minen var derfor blandt de største og mest produktive kobberminer i Japan, og gennem tiden blev der derfor udgravet flere tunneller, mens der blev opført et raffinaderi og sågar en jernbane, så man nemt kunne fragte arbejdere til minen og kobber derfra. Minen var imidlertid årsag til en del forurening i området, som derfor var ret øde, da minen lukkede i 1973, men man har siden forsøgt at genskabe naturen, samtidig med at man har ladet de forladte bygninger stå intakte. Nu om dage er flere af disse dog ruiner, men de er ikke desto mindre tilgængelige for offentligheden. Besshi-kobberminen er nemlig blevet omdannet til en temapark kaldet Minetopia Besshi, som åbnede i 1991, så folk har mulighed for at komme og opleve en autentisk mine fra fortiden.
Tomogashima er en lille øgruppe bestående af 4 småøer beliggende i strædet mellem øen Avaji og Wakayama-præfekturet. Den største af disse øer hedder Okinoshima, men kaldes ofte bare Tomogashima, og på denne byggede man under Meiji-perioden (1868-1912) et fyrtårn samt et fort af mursten, så man kunne holde Osaka-bugten beskyttet fra uønskede skibe fra udlandet. Øen var en officiel del af det japanske forsvar og var derfor lukket af for offentligheden helt frem til Anden Verdenskrig. Men efter nederlaget i denne valgte man dog at ophæve forbuddet og gøre Tomogashima offentlig tilgængelig som en nationalpark. Fortet, der i sin tid blev opført på øen, står der stadig den dag i dag, men er nu blot en ruin, der befinder sig i forholdsvis naturlige omgivelser.
På øen Inujima åbnede i 1909 et kobberraffinaderi. Prisen på kobber faldt dog i årene efter, og det samme gjorde efterspørgslen, hvilket havde den konsekvens, at raffinaderiet måtte lukke i 1919. Der var på dette tidspunkt over 1000 indbyggere på Inujima, men tallet styrtdykkede i slutningen af 1900-tallet, og i begyndelsen af det nye årtusinde var der kun 100 beboere tilbage på øen. Da man på naboøen Naoshima ligeledes oplevede affolkning, forsøgte man at løse problemet ved at omdanne øen til en såkaldt kunst-ø ved at inkorporere moderne kunst i både naturen og øens gamle bygninger. Det samme valgte man at gøre på Inujima, hvor den næsten 100 år gamle ruin af kobberraffinaderiet i 2008 blev omdannet til et museum kaldet Inujima Seirensho Art Museum. Dette blev gjort ved, at man bevarede ruinen som en lokalhistorisk ramme, hvori man inkorporerede moderne arkitektur for på den måde at lade fortiden og nutiden mødes.
Katsuren-borgen blev opført på Katsuren-halvøen på Okinawa i det 13. århundrede, hvor Ryukyu-folket endnu ikke var blevet samlet under et fælles kongerige. På Okinawa eksisterede der derfor separate klaner, og Katsuren-borgen blev opført af en lokal klan, hvis domæne befandt sig på Katsuren-halvøen, hvor borgen derfor blev anlagt. I 1458 blev Katsuren-øen dog belejret af Ryukyu-kongeriget, og den blev dermed overtaget, hvilket betød, at borgen blev lagt i ruiner. Dog fik disse lov at blive stående, så der i dag kun eksisterer et stenfundament, der viser, hvor stor Katsuren-borgen i sin tid har været.
Hashima – også kendt som Gunkanjima – er en af Nagasaki-præfekturets mere end 500 ubeboede øer, men denne adskiller sig dog fra de andre, idet den fra 1887 til 1974 fungerede som en kulmine indtil produktionen lukkede ned, og øen blev forladt. Da befolkningen på Hashima nåede sit højeste i 1959, boede her 5259 mennesker. Opførelsen af lejlighedskomplekser gjorde det muligt for så mange folk at bosætte sig og leve på øen, og mange af bygningerne står stadig den dag i dag, selvom stedet officielt betegnes som en stor ruin, hvor ting har fået lov at forfalde. Af den grund er øen lukket af for privatpersoner, og folk havde kun mulighed for at betragte den på afstand fra både, indtil i 2009 hvor man åbnede den op for turister, der har mulighed for at sejle dertil med særlige færger og sætte fod på Hashima.
Atombombekuplen er det danske navn for Genbaku Domu, som er den eneste tilbageværende “hele” bygning i Hiroshima, efter byen blev ødelagt af den første atombombe anvendt i krig, som blev kastet under Anden Verdenskrig den 6. august 1945. Denne sprang lige over bygningen, der derfor ikke blev jævnet med jorden af trykket, idet dette stammede oppefra. En stor del af strukturen forblev således stående som noget af det eneste, men bygningen var dog totalskadet, og det var derfor planen at rive den ned, da genopbygningen af Hiroshima begyndte. Dette delte vandene i Hiroshima, hvor bygningen for nogen mindede om de rædsler, de havde været igennem, mens den for andre stod som et symbol på den ødelæggelse, som krig kan føre med sig. Det var den sidste gruppe, der endte med at vinde debatten, for fra 1950 til 1964 anlagde man en fredspark i området med udgangspunkt i ruinen, og i 1966 blev det besluttet, at den skulle bevares for eftertiden som et fredsmonument.