Takeda-borgen

Takeda-borgenTakeda-borgen blev opført i 1400-tallet i det, der i dag er Asago i Hyogo-præfekturet. Borgen blev bygget på et 350 meter højt bjerg, hvorfra man havde udsigt ud over dalen ved foden og således kunne kontrollere, hvem der passerede igennem denne. Takeda-borgen fungerede nemlig som en højborg tilknyttet Izushi-borgen, der lå længere nordpå. Borgen blev udstykket i slutningen af 1500-tallet af Akamatsu Hirode, der først havde været modstander af Tokugawa Ieyasu, før han med tiden sluttede sig til ham, da han forsøgte at tilkæmpe sig den politiske magt i Japan, hvilket blev en succes, da han i 1603 etablerede Tokugawa-shogunatet. Selvom Akamatsu Hirode ellers havde skiftet side, så blev han dømt for ildspåsættelse og blev beordret til at begå seppuku, og efter hans død blev Takeda-borgen forladt, hvorefter den henover de kommende hundrede år gik i forfald. Til sidst var borgen ikke andet end en ruin, men i løbet af 1970’erne og 80’erne valgte man imidlertid at restaurere grunden og åbne denne op for offentligheden, der siden har haft adgang til resterne af borgen, der nu udelukkende udgøres af de stenmure, der engang udgjorde dens fundament. Dette har dog vist sig at være en populær turistattraktion, der har ført til, at Takeda-borgen blandt andet er kendt som Japans Machu Picchu. Ydermere går den også under navnet “borgen i skyerne”, fordi skyerne sidst på efteråret hænger så lavt i de tidlige morgentimer, at man på afstand kan se ruinerne stikke frem over dem, så det ser ud som om, at de svæver på skyerne.

Man kan vandre direkte til Takeda-borgen fra Takeda station, hvilket tager omkring tre kvarter. 

 

Total Page Visits: 82 - Today Page Visits: 1