

Om stedet
Kotokuin er et buddhistisk tempel beliggende i Kamakura, der er verdenskendt for sin enorme Buddha-statue i bronze, der efter al sandsynlighed blev støbt tilbage i 1252. Oprindeligt var det en statue af træ, der befandt sig i Kotokuin, og denne havde taget ti år at lave, men allerede fem år efter den var færdig, blev både statuen og templets hovedbygning ødelagt af en storm i 1248, og man valgte derfor at fremstille en solid statue ud af bronze i stedet. Denne statue blev ligeledes placeret i templets hovedbygning, men denne blev atter ødelagt af en storm i 1334 og så igen i 1369, før en tsunami smadrede den sidste bygning i 1498.
Herefter gad man simpelthen ikke genopbygge templet mere, og Buddha-statuen fik derfor lov at stå udendørs, hvor den lige siden har befundet sig under åben himmel. I sin tid sad der 32 lotusblade af bronze rundt om statuen, men i dag er der kun fire tilbage, og disse er ikke længere en del af statuen. Denne har en højde på 11,4 meter (13,35 meter inklusiv piedestal), mens den vejer 93 tons - selvom den er hul indvendigt. Den bliver fejlagtigt kaldt for Japans største siddende Buddha-statue, hvilket dog ikke er tilfældet, men det er uden tvivl en af de mest populære, idet Buddhaen er endt med at blive et symbol på Kamakura, hvilket derfor trækker mange besøgende til byen, som kommer for at se statuen.
Piedestalen tog desuden skade under det store Kanto-jordskælv i 1923, men den blev genopført to år efter, og selve statuen bliver med jævne mellemrum restaureret, så den nemmere kan modstå tidens tand, der har sat sine spor, hvilket særligt kan ses på bronzen, der har antaget den karakteristiske grønne patina. Selvom tempelgrunden mest udgøres af en åben plads, hvor man finder Buddha-statuen, så består Kotokuin dog også af enkelte bygninger samt et haveområde, som besøgende har adgang til.
Find vej
Kotokuin ligger 600 meter fra Hase station.
