Inukai Tsuyoshi blev i 1931 udpeget som Japans premierminister, efter at Wakatsuki Reijiro havde valgt at træde tilbage efter mindre end et år på posten. Dette skyldtes i høj grad, at Japan på dette tidspunkt var præget af nationalistiske værdier, hvilket i sandhed kunne mærkes hos militæret, som man havde svært ved at kontrollere fra politisk front. Den 76-årige Inukai Tsuyoshi fik derfor til opgave at lede landet uden at skabe voldsomme samfundsændringer via politiske tiltag, idet dette kunne resultere i et militært oprør. Dog var det japanske parlament sammensat af stridende partier, som havde svært ved at enes, så det var nærmest umuligt at lave politiske beslutninger, uden at nogen blev sure.
Inukai måtte samtidig jonglere med Kejseren på den ene side og militæret på den anden. For mens Kejseren ønskede at bevare de internationale relationer, så var militæret derimod opsat på at udbrede Japans grænser ved at invadere nabolandende. Da Inukai trådte til som premierminister, var Japan eksempelvis i gang med at invadere Manchuriet, og for at undgå mistillid fra militærets side så Inukai sig nødsaget til at sende flere tropper afsted mod det asiatiske fastland, hvor invasionen var en så stor succes, at Inukai blev genvalgt som premierminister i begyndelsen af 1932, hvor flere prominente personligheder blev udpeget som ofre for attentater, fordi de af oprørsgrupper blev anset for at udgøre en trussel mod den militante bevægelse, som var med til at styrke Japans status på verdenskortet.
Inukai Tsuyoshi blev også anset for at være en fjende af militæret grundet hans tilbageholdende tilgang til at føre krig og støtte militærets indsats i udlandet. Det japanske militær forsøgte derfor at tilegne sig den politiske magt ved at udføre et statskup den 15. maj 1932, hvor det egentlig var planen, at man ville dræbe Inukai under en reception for skuespilleren Charlie Chaplin, som var ankommet til Japan dagen forinden. Der var derfor også planer om at dræbe Chaplin, men han var tilfældigvis ude for at se sumobrydning sammen med Inukais søn, da unge soldater invaderede premierministerens hjem i Tokyo, hvor Inukai blev likvideret af 11 unge mænd med ordene "Hvis jeg kunne tale, ville I forstå mig", hvortil der blev svaret, at "Dialog er unødvendigt".
Efter 155 dage som Japans premierminister blev Inukai skudt ihjel i sit hjem, samtidig med at der blev foretaget fejlslagne angreb mod andre højt profilerede personer i fosøget på at begå et statskup under det, der blev kendt som 15. maj-hændelsen. Dette mislykkedes imidlertid, idet de 11 soldater, der havde likvideret Inukai blev retsforfulgt for drabet. Og selvom de modtog over 100.000 støtteunderskrifter, ligesom 9 unge mænd var villige til at tage straffen på deres vegne, hvilket de viste ved at sende retten en krukke med deres afhuggede lillefingre, så blev de 11 soldater alligevel dømt for at have slået premierministeren ihjel. Dog erkendte man også, at de sådan set var blevet beordret til dette, og de slap derfor med korte fængselsdomme og blev løsladt efter ganske få år bag tremmer.
Da man ikke kunne identificere de ansvarlige, som havde beordret likvideringen af Inukai, kunne man heller ikke bekæmpe de nationalistiske magter i militæret, som derfor forblev uændret. Dette havde den konsekvens, at militæret fik større politisk indflydelse, idet politikerne ikke ønskede at komme i unåde. Således blomstrede nationalismen i Japan, og landets krigsførelse blev forstærket, idet man i de kommende år begyndte at udbrede de japanske grænser ved at invadere nabolandende, hvilket ville føre til Stillehavskrigen, der senere ville blive en del af Anden Verdenskrig. I denne tid var Kejseren og Japans politiske organ i høj grad styret af det japanske militær, som derfor også blev afskaffet efter krigens afslutning, hvor Japan måtte affinde sig med kun at have et forsvar.