Den 24. april 1771 blev Yaeyama-øerne, der er en del af nutidens Okinawa-præfektur, ramt af et jordskælv, som man mener havde en styrke på omkring 8,0 på momentmagnitudeskalaen, hvilket man dog ikke er sikker på, eftersom man på denne tid ikke kunne måle styrken af jordskælv. Man ved dog, at jordskælvet opstod omkring klokken 8, og at det ikke umiddelbart førte til nogen skader på de omkringliggende øer, men fordi jordskælvets epicenter lå under havets overflade, så udløste det imidlertid en tsunami, der i timerne efter ramte Yaeyama-øerne samt naboøerne Miyako-øerne.
Man har anslået, at bølgerne nåede en højde på omkring 30 meter, og tsunamien endte derfor med at lægge op til flere landsbyer i ruiner, hvilket både ødelagde tusindvis af hjem, mens endnu flere mennesker mistede livet i de små ø-samfund. Det endelige dødstal varierer fra 9.000 til 13.000, hvorved 1/3 af indbyggerne på Yaeyama-øerne forsvandt. Dette var desuden en tid, hvor fjernt beliggende øer var temmelig isoleret fra fastlandet, og det var derfor ikke muligt at skaffe hjælp, så de små lokalsamfund var altså overladt til sig selv i kølvandet på tsunamien. Denne havde desuden gjort skade på øernes landbrug, og et år senere var yderligere 1/3 af indbyggerne derfor døde af både sygdomme og sult som et indirekte resultat af katastrofen, der således var en lokal tragedie. Baseret på antallet af dødsofre var tsunamien i 1771 dermed en af de værste naturkatastrofer, der nogensinde har ramt Japan, men på dette tidspunkt var Okinawa-øerne dog ikke en del af Japans territorium, da de var en del af Ryukyu-kongeriget.
I dag er der blandt andet mange store klippestykker at finde rundt omkring på Yaeyama-øerne, som siges at være blevet skyllet i land under tsunamien. Nogle af disse vejer flere tons, og hvis det er sandt, at de blev bragt til øerne med bølgerne, så er de et fysisk bevis på den styrke, som invaderede øerne og kostede flere tusinde menneskeliv.