Inden for shintoismen kaldes dødsriget for Yomi, og dette er skildret som en mørk grotte, der befinder sig i den fysiske verden - nærmere betegnet i byen Matsue i Shimane-præfekturet i Japan. Det er hér alt levende ender, så der er altså hverken tale om en himmel eller et helvede, men derimod en spirituel endestation, hvor sjæle er dømt til at skulle forblive til evig tid. Yomi er styret af guden Izanami, der var en af de to guder, som skabte Japan, men som endte med at dø, eftersom det i shintoismen er en skæbne, der også kan overgå guder. Ud fra hendes historie er det blevet afsløret, at man i Yomi beholder sin fysiske fremtræden, men dog går i forfald på samme måde som et lig går i forrådnelse.
Da Izanamis partner, Izanagi, formår at opspore sin kære i Yomi, bliver han forfærdet over at se, hvad hun er blevet til, og han vælger derfor at efterlade hende i grotten, som han desuden barrikaderer med et klippestykke, så de døde derfor ikke kan vende tilbage til livet. Izanami forbander da den levende verden ved at sige, at hun vil kræve 1000 liv om dagen, mens Izanagi svarer, at han i så fald vil sørge for, at der bliver født 5000 nye. Og således opstod livets cyklus ifølge shintoismen. Efter sit besøg i Yomi vælger Izanagi at vaske sig, hvilket skabte nogle af de vigtigste guder i shintoismen - heriblandt solguden Amaterasu - hvorved renlighed blev gjort til en dyd inden for shintoismen, mens døden blev tillagt negative værdier.
Izanagi spredte nemlig sin historie videre til de andre guder ved at fortælle, at Yomi er et ulækkert sted, så døden dermed blev betragtet som noget beskidt, som man skulle beskytte sig mod og samtidig afholde sig fra at beskæftige sig med. Dette er eksempelvis forklaringen på, at visse hverv i Japan gennem tiden har været udsat for stigmatisering, hvilket blandt andet drejer sig om bedemænd og slagtere, idet man mente, at de blev udsat for spirituel urenhed, mens der er flere ritualer og traditioner forbundet med dødsfald og begravelser.