Komuso

KomusoKomuso var zen-buddhistiske munke fra Fuke-sekten, der praktiserede suizen: meditation via fløjtespil. Dette foregik med et instrument kaldet shakuhachi, som munkene vandrede omkring og spillede på, mens hele deres hoved var dækket til af en stråkurv kaldet tengai. Munkene var nemlig pilgrimme, der ikke altid var tilknyttet et bestemt tempel, og de var derfor afhængige af almisser fra folk, som de modtog ved at passere igennem byer i forbindelse med udførelsen af suizen, og eftersom fløjtespillet var et element tilknyttet deres vandring, så kunne man altid høre, når en komuso var på vej. Det var dog også populært for munke at vandre i flok, og de ville i så fald danne en række og spille en melodi synkront – typisk i takt med deres bevægelser.

Selvom munkenes hoveder var dækket til, så var det stadig muligt for dem at se ud gennem deres tengai, der ofte var forsynet med kighuller. Formålet med at bære en tengai var, at munkene dermed pakkede deres ego væk, men det skjulte samtidig deres identitet, og derfor blev en komuso en hyppigt anvendt forklædning blandt ninjaer, hvis de skulle infiltrere et område med mange mennesker. Mange munke ernærede sig dog også ved at arbejde som spioner, for det var nogle af de eneste folkegrupper, der var priviligerede nok til at kunne rejse frit rundt i det feudale Japan. I slutningen af 1800-tallet valgte Japan dog at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vesten og dennes værdier, og dette førte til Fuke-sektens kollaps. Nu om dage kan man dog stadig opleve tiggere forklædt som komuso og folk, der dyrker suizen på samme måde som komuso eller sågar optræder til for eksempel festivaler.

 

Total Page Visits: 332 - Today Page Visits: 1