Matagi er traditionelle vinterjægere, der særligt har specialiseret sig i jagt af bjørne. Matagi-kulturen opstod nemlig i Tohoku-regionen i det bjergrige område omkring grænsen mellem Akita-præfekturet og Aomori-præfekturet, hvor der lever mange bjørne, som jægerne primært jagtede om vinteren, hvor maden var knap, og hvor bjørnene oftest lå i hi, så de dermed var et nemt bytte. Traditionelt set dræbte man så bjørnene med spyd eller sværd, indtil man i slutningen af 1800-tallet gik over til at anvende rifler, hvilket førte til, at matagier blev specialister i jagt af bjørne og blev landskendte for deres evner til at nedlægge disse.
Bjørnebestanden i Japan faldt dog drastisk som følge af jagt og skovrydning i 1800-tallet, og der blev derfor indført regler for jagt, hvilket inkluderede introduktionen af jagttegn og jagtsæsoner, så hvervet som traditionel jæger efterhånden døde ud. Det samme gjorde den oprindelige matagi-kultur, men matagi-jægere eksisterer dog stadig i det nordlige Akita-præfektur, hvor de har en særlig licens til at bedrive jagt i området. Når man oplever bjørneangreb begået af den samme bjørn, er det derfor heller ikke ualmindeligt, at man sender bud efter matagi-jægere, så disse kan opspore og nedlægge bjørnen, fordi de har et særligt kendskab til dyrenes adfærd.
Magati-jægerne er desuden kendte for at have fremavlen hunderacen Akita, som derfor er navngivet efter Akita-præfekturet, og disse er også kendt som bjørnehunde, fordi de netop er designet til bjørnejagt. Hundene er nemlig robuste og har tyk pels, så de kan holde på varmen under den kolde vinter, hvor der falder sne i Tohoku-regionen. Hundene blev ikke blot anvendt til at opspore bjørne, men bidrog samtidig til at nedlægge dem ved at bide dem og holde deres opmærksomhed væk fra jægerne, så de kunne dræbe bjørnene. Nu om dage er det dog ikke længere almindeligt for bjørnejægere at gøre brug af hunde under angrebet, så de anvendes udelukkende til at sniffe sig frem til bjørne.
I den traditionelle matagi-kultur jagede man for overlevelsens skyld, idet dyrenes kød blev spist, mens deres pels blev anvendt til beklædning. Man havde derfor også et spirituelt forhold til naturen, hvor man tilbad dennes guder og takkede dem, når det var muligt at nedlægge et bytte. Dette blev blandt andet gjort via ceremonier, hvor dyret blev slagtet på en bestemt måde, så man kunne frivriste dets ånd, så man undlod at indtage denne. Historisk set har indtagelsen af kød derfor også været tabu i Japan, og matagi-jægere tilhørte derfor også den socialt udstødte samfundsgruppe kendt som burakumin, fordi de ikke blot beskæftigede sig med død, men også indtog døde dyr. Dette er også forklaringen på, at der er opstået myter om matagi, der selv nu om dage skildres på overdramatiseret vis i populærkulturelle medier. Det samme gøres dog i legender, for ifølge disse var den første matagi Banji Banzaburo, der levede i slutningen af 800-tallet, hvor han nedlagde et enormt monster, hvorefter han flyttede til samme område, hvor matagi-kulturen opstod.
Moderne matagi-jægere er dog helt almindelige mennesker, der i størstedelen af året bedriver en tilværelse som landmænd, mens de kun praktiserer hvervet som vinterjægere i vinterhalvåret, hvor man langt fra gør dette på traditionel vis. Det eneste traditionelle aspekt, som de fleste forsøger at bevare, er konceptet om, at dyrene har en ånd, som man skal ære ved at anvende hele deres lig, og derfor er matagi-jægerne blandt andet kendt for stadig at spise bjørnekød. Selv matagi-jægere er dog underlagt japansk lovgivning, så det er forbudt at dræbe fredede dyr, og netop fordi at de lever af at dræbe dyr, så er matagi-hvervet også et kontroversielt et af slagsen, der ofte bliver mødt af kritik fra det moderne samfund.