I det feudale Japan var befolkningen officielt inddelt i et vertikalt hierarki baseret på deres hverv, hvilket samtidig angav deres status i samfundet. Øverst oppe var Kejseren, for selvom han som sådan ikke havde nogen politisk magt, så var han Japans symbolske overhoved, idet man mente, at Kejserslægten nedstammede fra selveste solguden. Under ham lå Japans egentlige overhoved, shogunen, og herunder dennes regionalt udsendte tillidsrepræsentanter, daimyoerne. Denne beskedne elite udgjorde toppen af Japans sociale kransekage, og under disse fandtes så resten af befolkningen, der var inddelt i fire kategorier: krigere (samuraier og roniner), arbejdere (landmænd og fiskere), håndværkere og til sidst købmænd. Kvinder befandt sig som sådan uden for hierarkiet, men de var alligevel en del af det, idet de via deres ægteskab eller slægt var tilknyttet en af de nævnte kategorier, og det var meget ildeset, at man giftede sig på tværs af disse. Andre befolkningsgrupper såsom munke befandt sig også uden for hierarkiet, men der var imidlertid også en skjult befolkningsgruppe, der var af så lav social status, at de slet ikke blev anset for at være en del af det. Disse blev kaldt for eta og hinin, men går i dag under den samlede betegnelse burakumin.
Etaer var mennesker, som var udstødte fra samfundet, fordi de typisk beskæftigede sig med såkaldte urene hverv. Ofte var det fordi man havde med død at gøre, hvilket vil sige at slagtere, bødler og bedemænd altså ikke var arbejdere, men derimod etaer, og med denne status fulgte en tilværelse med foragt og afstandstagen fra fællesskabet. Etaer var derfor nødt til at etablere deres egne små landsbyer, idet man simpelthen ikke tillod dem at bosætte sig i byerne, og derfor er de endt med at få betegnelsen burakumin, der direkte oversat betyder "stammefolk". Med i denne betegnelse finder man altså også befolkningsgruppen kaldet hinin, der ligeledes måtte leve i separate landsbyer, fordi denne gruppe bestod af andre udstødte såsom tidligere straffede, gadekunstnere og tiggere. Mens eta betyder "virkelig uren", så betyder hinin derimod "umenneske".
Eftersom etaer var ekskluderet fra det sociale hierarki, så kunne man desuden heller ikke bryde med sin status. Man var simpelthen født som eta, fordi ens forældre var eta, så ens skæbne var bestemt fra fødslen. Folk fra de andre socialgrupper kunne dog ende med at blive eta, hvis de i en krisetid så sig nødsaget til at påtage sig et urent erhverv, og når dette først var gjort, kunne man aldrig få sin gamle samfundsstatus tilbage. I modsætning til etaer, så var man som hinin ikke uren - man var bare af så lav status, at man befandt sig under de andre i det officielle hierarki, men man kunne derfor også arbejde sig op i dette ved for eksempel at blive adopteret ind i det eller påtage sig en stilling, der med tiden kunne gøre, at man kunne bryde fri fra sit miljø.
Som burakumin var man ikke blot udstødt fra samfundet. Man var samtidig frataget visse goder. For eksempel kunne man ikke købe ris, så mange burakumin levede ofte af at producere korn. Særligt etaer måtte finde sig i at blive behandlet som skidt, da man mente, at en eta kun var 1/7 menneske, og derfor kom de meget sjældent i fysisk kontakt med andre befolkningsgrupper, og hvis det hændte, skulle vedkommende, som var blevet rørt af en eta, omgående gennemgå en spirituel rensning. Det kunne også sagtens ske, at der slet ikke var nogen straf forbundet med at dræbe en eta, fordi de altså ikke blev anset for at være hele mennesker.
Den hierarkiske samfundsstruktur blev afskaffet i 1871, hvor alle borgere blev ligestillet, men der gik dog mange år, før særligt etaer kunne afkaste sig deres status som udstødte og blive accepteret i samfundet, fordi man stadig betragtede deres hverv og dermed også dem som urene. Mange etaer fortsatte derfor med at beskæftige sig med det samme arbejde, og det har betydet, at der selv nu om dage findes efterkommere af etaer, som stadig beskæftiger sig med den samme type arbejde som deres forfædre, fordi de simpelthen er blevet mødt af diskrimination, hvilket hat tvunget dem til at forblive i en ensporet tilværelse. Flere traditionelle eta-hverv bliver desuden stadig betragtet som værende urene, for eksempel bedemænd og slagtere, og derfor bliver japanere med denne type arbejde endnu set ned på af nogen.
I Japan er det også muligt at grave i andres slægtslinje og således trække rødder til deres forfædre, og hvis det bliver opdaget, at man nedstammer fra en eta eller en hinin, så kan man ligeledes opleve stigmatisering - også selvom man ikke selv havde nogen anelse om, at man var efterkommer af en burakumin. Dette sker selvom love ellers har gjort det ulovligt at diskriminere folk på grund af deres eller deres forfædres samfundsstatus, men nogle steder hersker der altså fortsat en opfattelse af, at visse befolkningsgrupper er ulige i forhold til andre. Af den grund er mange burakumin-efterkommere faktisk blevet stimuleret til at blive medlem af den japanske mafia, yakuza, fordi dette har været et fællesskab, der modsat resten af samfundet har taget imod en med åbenhed.
Mens nogle burakumin-landsbyer udviklede sig til slumdistrikter, så var der derimod andre der blev integreret i storbyer, hvor de blev til hele bygader, hvor man specialiserede sig i alt fra slagtning til læderproduktion. Selvom det sociale hierarki og dermed statussen som burakumin blev afskaffet i 1800-tallet, så bliver folk stadig kategoriseret som burakumin, og selve betegnelsen er derfor ikke afskaffet, hvilket fortsat gør det muligt at identificere og diskriminere folk.