
Roller-zoku er betegnelse for en subkultur, hvor man dyrker den amerikanske rock and roll-kultur, som blev populær i 1950'erne - også i Japan, hvor den blev dyrket blandt de japanske unge, da de begyndte at lytte til rockmusik og iklæde sig som såkaldte greasere, hvilket for kvindernes vedkommende drejede sig om swingkjoler, mens det blandt mænd derimod var bukser, jakker og veste fremstillet af denim og læder. Med til stilen hørte også karakteristiske frisurer, der var kendetegnet ved at være tilbageredt og opsat i såkaldte pompadourer. I takt med at musikken ændrede sig, så gjorde moden det samme, så rockkulturen begyndte gradvist at høre fortiden til, så færre og færre dyrkede denne.
I slutningen af 1970'erne blev den amerikanske rockkultur dog genintroduceret i Japan, da tøjbutikken Cream Soda slog dørene op i Harajuku-bydelen i Tokyo. For da denne solgte 50'er-inspirerede beklædningsgenstande, var der mange, som tog den gamle mode til sig, som de tilmed valgte at vise frem ved at danse i det offentlige rum, hvor de blandt andet optrådte med jitterbug til lyden af rockmusik. Dette blev begyndelsen på Roller-zoku, der kan beskrives som en moderne japansk udgave af greaser-kulturen, som både unge og ældre japanere altså hyldede ved at dyrke denne foran andre, hvilket primært foregik i Harajuku, hvor særligt området omkring Yoyogi park blev populært.
I 1977 blev der nemlig indført bilfri søndag i Harajuku, hvor det blev populært for Roller-zoku'er at forsamle sig, så de kunne lytte til rockmusik og danse foran tusindvis af fremmødte, og deres tilstedeværelse førte inden længe til, at ungdomskulturen Takenoko-zoku ligeledes indtog Harajuku, der således blev kendt som en kulturel oase i Tokyo. Takenoko-zoku var dog kendetegnet ved, at folk dansede til diskomusik og var iført farverige kostumer, hvorved de stod i kontrast til Roller-zoku, som imidlertid blev ved med at bestå, da Takenoko-zoku gradvist døde ud i 1990'erne, hvor de bilfrie søndage blev ophævet, så det ikke længere var muligt for folk at optræde i gaderne.
De tilbageværende Roller-zoku-medlemmer rykkede derfor til Yoyogi park, hvor nogle af dem har sørget for at bevare kulturen, så man selv nu om dage kan opleve offentlige danseopvisninger om søndagen, hvor Roller-zoku'er mødes og optrædener til lyden af rockmusik. Folk imiterer tilmed stadig greaser-stilen - både med påklædning og frisurer, hvilket mange sågar også gør til dagligt, så man nu og da kan se dem i gadebilledet. Dog primært i Tokyo, da det er her Roller-zoku-kulturen har sin base, og ved at dyrke denne i fællesskab som offentlig underholdning, sørger man ikke kun for at holde den i live, idet man samtidig kan gøre andre interesserede, så de muligvis vælger at tilslutte sig den.