Senjimojushobun

SenjimojushobunSenjimojushobun betyder direkte oversat “afskaffelse af farlige dyr i krigstiden” og var en kampagne under Anden Verdenskrig, der netop havde til formål at afskaffe farlige dyr i flere af Japans zoologiske haver, for hvis disse blev ramt af bombetogter, kunne dyrene nemlig risikere at bryde ud fra deres bure og indhegninger, hvilket kunne sprede panik blandt folk – en frygt, der startede i 1936, da en panter slap løs fra Ueno Zoo og var løs i Tokyo i 13 timer. For at forhindre dette scenarium på ny besluttede man sig altså for at skille sig af med alle de farlige dyr, der både inkluderede rovdyr såsom løver, tigere og bjørne samt andre farlige dyr såsom elefanter, slanger og flodheste. I begyndelsen forberedte de japanske zoologiske haver sig blot på at fange eller dræbe dyrene, hvis de skulle ende med at slippe ud, men efterhånden som krigen skred frem, blev truslen fra bombetogter en realitet, og det stod hurtigt klart, at alle japanske storbyer ville ende med at blive ramt, og i så fald ville man ikke risikere, at vilde dyr slap fri. Mange zoologiske haver (og tilmed cirkusser) modtog derfor ordrer om at skille sig af med deres farlige dyr i tide, hvilket hovedsagligt skete via aflivning.

En national massakre fandt dermed sted i mange af Japans zoologiske haver i 1943 og 1944, hvor man enten sultede dyrene ihjel, forgiftede deres mad, stak dem ihjel eller sågar kvalte dem – man afholdt sig generelt fra at skyde dyrene, da man antog at lyden af skud ville skræmme folk, men dette valgte man alligevel at gøre i Higashiyama Zoo i Nagoya i 1944, hvor alle de farlige dyr blev dræbt på under en time, efter byen var blevet ramt af bombetogter den 13. december. En af de mest kendte historier er dog den om elefanterne i Ueno Zoo, der nægtede at indtage deres forgiftede mad, hvorved de i stedet endte med at sulte ihjel over en periode på flere uger. Dyrene i Ueno Zoo var desuden de første, der måtte lade livet som en del af senjimojushobun-kampagnen, da direktøren her fik en måned til at skille sig af med havens farlige dyr i august 1943, hvor han samtidig blev nægtet tilladelse til at evakuere dyrene til blandt andet Higashiyama Zoo. Eftersom Ueno Zoo var åben for offentligheden, mens masseudryddelsen af dyr fandt sted efter lukketid, kunne besøgende således betragte det gradvise fald i antallet af vilde dyr, indtil der kun var harmløse arter tilbage. Folk fik først kendskab til sandheden bag dyrenes mystiske forsvinden den 2. september, og en officiel mindehøjtidelighed for de døde dyr blev afholdt to dage senere, hvor to af havens elefanter endnu var i live. I dag står der et monument i Ueno Zoo til minde om alle de dyr, der måtte lade livet i krigstiden.

Under Anden Verdenskrig var der desuden mangel på mad i Japan, så endnu flere dyr døde af sult, da man simpelthen ikke havde mulighed for at fodre dem. Befolkningen blev samtidig beordret til at dræbe deres hunde for på den måde at spare på maden, hvilket næsten førte til udryddelsen af japanske racer såsom akita– og shiba-racen. Nogen valgte at spise deres husdyr (inklusive deres hunde) og i Japans zoologiske haver valgte man desuden at dræbe mange dyr, så de kunne blive brugt som føde til sulte soldater og borgere. Ved krigens afslutning var de zoologiske haver i Japan altså nærmest blevet drænet for liv, og det tog mange år, før man igen kunne fremvise et alsidigt udvalg af arter. 

 

Total Page Visits: 288 - Today Page Visits: 1