Under Anden Verdenskrig var det ikke ualmindeligt, at japanske soldater aktivt ofrede deres liv i kamp, og for at man samtidig kunne gøre skade på fjenden, blev det derfor udbredt at foretage forskellige former for selvmordsangreb. Disse fandt eksempelvis sted i luften, hvor kamikaze-piloter bevidst styrtede deres fly ned i skibe i forsøget på at sænke disse, men selvmordsangreb fandt dog også sted på land, hvor man benyttede sig af et våben kaldet shitotsubakurai.
Dette bestod i al sin enkelthed af et træskaft med en påsat stødmine for enden, som ville detonere, når denne blev skubbet imod noget, og shitotsubakurai blev derfor primært anvendt under angreb til fods, hvor en soldat kunne gå efter at ramme et mål ved at benytte sig selv som en selvmordsbombe. Normalt udså man sig en panservogn, for granaten bestod nemlig af en hulladning, som ville føre til en fremadrettet sprængning, der var mest kraftfuld i en 90 graders vinkel, hvilket man kunne sikre med håndkraft, men ellers befandt der sig også tre fødder for enden af granathovedet, som netop skulle sikre balance og den nødvendige afstand under sammenstødet.
En shitotsubakurai var forsynet med en sikkerhedslås, så den ikke blev aktiveret ved et uheld, men denne ville en soldat afmontere i forbindelse med et angreb, hvor man ville løbe med en shitotsubakurai på samme måde som et gevær, inden man ved ankomsten til sit mål ville "stikke" dette med minen for enden, hvorved skaftet ville blive ført ind i minen og hér komme i kontakt med detonatoren, hvilket ville udløse en sprængning, der som regel også kostede soldaten livet eller i hvert fald kvæstede vedkommende. Hvis man fejlede i at nå frem til sit mål, kunne man også vælge at kaste en shitotsubakurai imod sit mål, men eksplosionen ville i så fald ikke være lige så kraftig.
En shitotsubakurai var i teorien et menneskeført missil, som var mere effektiv end en håndgranat og nemmere at håndtere end en panserværnskanon, og da den japanske hær manglede begge dele, opfandt man et alternativ i skikkelse af shitotsubakurai, der første gang blev taget i brug i 1944. For eftersom de japanske soldater var villige til at dø i kamp, kunne man lige så godt sikre sig, at de med deres død ville skade fjenden.