Kamikaze

KamikazeKamikaze betyder guddommelig vind, og var et udtryk, man i Japan brugte om den tyfon, der i 1281 destruerede den mongolske flåde, da denne var ved at invadere Japan. Man var nemlig af den opfattelse, at guderne havde frelst landet, idet man før i tiden troede, at Japan var skabt af guderne, og at den japanske kejser nedstammede fra dem, hvilket dermed gjorde ham guddommelig. Disse tanker spillede en stor rolle i Japans krigsførelse i starten af det 20. århundrede, idet japanerne simpelthen betragtede sig selv som værende overlegne i forhold til andre folkefærd, ligesom folk var villige til at dø for Kejseren for på den måde at udvise sin loyalitet. Det at overgive sig til fjenden blev nemlig anset for at være en skam, som mange derfor undgik ved at tage livet af sig selv. Øverstbefalende såvel som soldater og civile.

Under Anden Verdenskrig vendte kamikaze-begrebet tilbage som synonym for de piloter, der tog ud på missioner med det formål at dø i kamp ved bevidst at styrte deres fly ned og på den måde ramme fjenden. Kamikaze-fænomenet optrådte faktisk allerede i 1941, hvor mandskabet på 5 miniubåde blev opfordret til at påsejle den amerikanske flåde under angrebet på Pearl Habor og dermed ofre sig selv. 9 af de i alt 10 japanere ombord på disse ubåde omkom i angrebet og blev efterfølgende hyldet som helte i Japan, hvorimod den ene, som overlevede, måtte mærke skammen over dette. Det amerikanske militær bemærkede også allerede japanernes selvofringsvilje under de såkaldte banzai-angreb på land, hvor menneskelige bølger bestående af japanske soldater ville bestorme amerikanske tropper, mens der både blev affyret skud og granater imod dem. Tusindvis af japanere blev dræbt i sådanne angreb og hele enheder blev udslettet, mens det amerikanske militær led langt mindre tab, men formålet med banzai-angrebene var trods alt også bare at benytte sig af sit liv til at påføre bare den mindste skade på fjenden. Kamikaze-angreb som taktik opstod tilsyneladende først efter, at piloter havde fået beskadiget deres fly i en sådan grad, at de valgte at styrte ned og dermed dø og samtidig påføre fjenden skade, fordi man ikke ønskede at blive taget til fange. Dette viste sig at være et kraftfuldt våben, idet man fra japansk side kunne udføre skade og kræve adskillige ofre ved blot at miste en pilot og et fly, hvilket i forvejen var en risiko under angreb og endda en hyppig konsekvens af disse.

Man stod nemlig i den situation, at man havde mange udtjente fly og tilmed alt for mange piloter. Dermed blev kamikaze-missioner gjort til en del af det japanske militærs krigsførelse, da disse officielt blev iværksat i 1944, og det kommende år mistede mange piloter livet i tilrettelagte selvmordsmissioner, mens de krævede mere end dobbelt så mange ofre. Hvor mange kamikaze-piloter, der helt nøjagtigt var tale om, er dog uvist, idet antallet i de forskellige kildematerialer varierer gevaldigt fra mellem 1000 til 4000. Dette kan skyldes, at en stor del af de udsendte kamikaze-piloter aldrig nåede at udføre et kamikaze-angreb, fordi deres fly blev skudt ned på vejen, men selvom de altså ikke mistede livet i et selvmordsangreb, så havde de stadig status som kamikaze-piloter og blev hyldet som sådanne. De fleste piloter var desuden helt unge mænd, der efterlod både forældre og små børn eller slet ingen, fordi de ikke havde nået at gifte sig.

Som pilot blev man ikke direkte beordret i kamp. Man fik mulighed for at melde sig som frivillig, men blev man spurgt, så ville det være forbundet med skam at afslå, hvilket vil sige, at man i teorien kun kunne sige ja, medmindre man ville tabe ansigt og blive udstødt fra fællesskabet. At ofre sig selv for fædrelandet og Kejseren var forbundet med stor ære, og ved at blive kamikaze-pilot var man sikker på at sætte sit præg i kampen mod fjenden, hvilket var tiltalende for nogen, selvom det betød, at de ville dø, fordi de i forvejen risikerede dette under almindelig kamp. Omvendt følte andre, at det var en pligt, de var nødt til at udføre, og hvis man fejlede ville man ikke blive hyldet, ligesom dem der havde mistet livet. At overleve en selvmordsmission var nemlig en lige så stor skam som at takke nej til en, da man dermed fik status som en kujon eller en uduelig soldat. Det var derfor ikke stolthed for fædrelandet og viljen til at dø for dette, der primært stimulerede mænd til at blive kamikaze-piloter, men derimod udsigten til at ens sociale position enten kunne blive svækket eller styrket, så trods fællesskabsfølelsen var det altså ens personlige behov for anerkendelse, der var drivkraften.

Når piloter drog ud på selvmordsmissioner, ville de få mulighed for at nyde en sidste kop sake, ligesom der typisk ville  blive taget et billede af dem, hvor de blev opfordret til at smile, så man kunne se, at de var glade og stolte og ikke frygtede at dø. Der var tale om en nærmest ceremoniel afsked, hvor piloterne blev hyldet af deres kammerater og overordnede, og nogle gange ville man indhente kvinder fra lokalområdet, så de kunne stå og vinke farvel for på den måde at opmuntre dem til at fuldføre deres mission. Det er en hyppig opfattelse, at kamikaze-piloter iførte sig et bandana, før de fløj af sted, men faktisk bar langt de fleste flyverhjelme af læder. I nogle tilfælde var der ikke kun én pilot ombord på et enkelt fly, eftersom man tillod soldater at flyve med, hvis de havde meldt sig frivilligt og ville være med til at indgå i en så ærefuld mission. På en af de sidste missioner lykkedes det sågar for en pilot at smugle sin kone ombord, så hun på den måde kunne miste livet sammen med sin mand. Der er også historien om en kvinde, der valgte at tage livet af sig selv og sine børn, så hendes mand på den måde kunne deltage i et kamikaze-angreb uden at fortryde, at han ville efterlade sin familie.

Under selve angrebet blev kamikaze-piloterne eskorteret af jægerfly, der kunne bane dem vejen ved at beskyde fjendens skibe og holde disse beskæftiget, så et selvmordangreb kunne finde sted. Ofte var flyene nemlig så faldefærdige, at der ikke skulle meget til, før de styrtede ned, så piloternes fokus skulle være rettet mod at foretage et angreb frem for at afværge et. Kamikaze-angreb er desuden også kendt som banzai-angreb, fordi det er en normal overbevisning, at piloter råbte “banzai”, umiddelbart før de styrtede deres fly ind i fjendens skibe, hvilket netop var det, de amerikanske tropper hørte under banzai-angreb på land, når japanske soldater stormede dem, mens de råbte Tennoheika banzai (længe leve Kejseren/Fædrelandet), hvilket er grunden til, at de blev navgivet banzai-angreb. Eftersom kamikaze-piloter døde under deres angreb er der imidlertid ingen beviser på, at dette rent faktisk blev råbt, for der var i høj grad tale om et fælles kampråb, der skulle stimulere folks kamplyst og offervilje, så når man sad alene i et fly blev det mindre relevant at anvende. Overlevende fra disse selvmordstogter har trods alt forklaret, at de var skræmte fra vid og sans og for det meste tænkte på deres kære med fortrydelse eller sorg.

Japan tabte dog krigen og efter afslutningen på Anden Verdenskrig valgte man at afskaffe shintoismen som statsreligion, samtidig med at Kejseren frasagde sig sin guddommelige titel. Dermed anerkendte man, at Japan og japanerne ikke er et folkefærd, som er hævet over andre, og man har fremover valgt at forbyde krigsførelse ved lov for dermed aldrig igen at indgå i lignende aktiviteter. Generelt betragter man i Japan dog stadig kamikaze-piloter som martyrer, idet man anerkender, at de blot blev anvendt som brikker af de øverstbefalende i militæret, der udnyttede unge mænds kamplyst og loyalitet til at bedrive krig på noget alternativ vis. Det var desuden ikke kun piloter, der blev sendt på selvmordsmissioner, for man benyttede ligeledes bemandede ubåde (kaiten) og motorbåde (shinyo) som torpedoer, mens man ved krigens afslutning havde trænet dykkere i at fungere som levende undervandsbomber (fukuryu).

Total Page Visits: 711 - Today Page Visits: 1