Den døde familie i Saitama

Den døde familie i SaitamaDen 20. februar 2012 blev politiet kaldt ud til en lejlighed i Saitama nord for Tokyo, da man mistænkte, at der var sket beboerne noget, eftersom de ikke havde betalt husleje i et halvt år. Da politiet blev lukket ind i lejligheden, fandt man ud af hvorfor, idet der lå tre mumificerede, der viste sig at være husets beboere – et par i 60’erne samt deres søn i 30’erne, der lå på hver deres futon i to separate rum. De havde nemlig ikke været udsat for en forbrydelse, men var derimod døde på naturligvis, da det senere blev afsløret, at de ganske enkelt var sultet ihjel i deres eget hjem. Køleskabet var tomt, og politiet kunne kun finde frem til et par enkelte yen, hvilket tydede på, at de tre havde mistet livet grundet noget så groteskt som fattigdom. De havde trods alt ikke betalt deres husleje, og der var ligeledes blevet lukket for gassen og slukket for strømmen, så det eneste, de havde adgang til, var postevand, som de tilsyneladende levede af, da der stod en flaske ved siden af den døde søn.

Det er uvist, hvornår familien døde, men men antog, at det var omkring 3 måneder tidligere, og ved at forhøre sig omkring viste det sig, at de ganske vist var i pengenød. Moderen havde i december været forbi en nabo for at låne penge, men fordi naboen ikke kende hende, så måtte hun gå tomhændet hjem, og faderen var tilsyneladende blevet syg, så han havde mistet sit arbejde og måtte passes af sønnen, der ligeledes ikke havde nogen stilling og derfor heller ingen indkomst. Det, der startede som en sag med kritik mod systemet, endte derfor med at blive en sag med kritik mod japanerne, for den lille familie havde trods alt mulighed for at søge om sociale ydelser, så de på den måde kunne få hjælp fra staten til at klare sig og dermed overleve, men af ukendte årsager valgte de aldrig at søge om hjælp. Naboen, der afviste moderen, rådede hende til at benytte sig af velfærdsystemet, men hun sagde selv, at hun var okay, så forklaringen på den døde familie var ikke kun fattigdom, men også den skam, som mange japanere synes at føle, når de ser sig nødsaget til at søge om hjælp hos det offentlige.

Skønt Japan har udviklet sig til at blive en velfærdsstat, så besidder mange japanere nemlig stadig en traditionel overbevisning om, at ens personlige problemer er ens egne, og dem skal man selv eller ens nærmeste derfor tage sig af, fordi man ikke ønsker at belaste andre, eller fordi man simpelthen ikke ønsker at involvere dem. At man ikke er i stand til at tage vare på sig selv kan virke nedværdigende for nogen japanere, der nægter at lægge ansvaret over på andres skuldre, og derfor vælger de at bære videre på det så længe som muligt. At have et velfærdsystem har altså ingen betydning, hvis ikke folk frivilligt vælger at gøre brug af det, og denne villighed til at bede om hjælp og tage imod den er i visse kulturer forbundet med tab af ære, fordi man dermed erkender sin egen svaghed eller hjælpeløshed.

At man går så langt, at man er villig til at sulte ihjel er dog ekstremt, men det hænder ikke desto mindre – især blandt Japans ældre, fordi deres tankegang er præget af traditionelle værdier, ligesom de voksede op under Japans økonomiske fremgang i efterkrigstiden, hvor alle kunne klare sig selv og ingen derfor havde behov for sociale ydelser. At en familie på tre kunne dø af sult vakte dog forargelse i Japan, hvor det samtidig blev slået fast, at hvis man har brug for hjælp, så skal man altså bede om den. Egentlig bliver myndighederne også tilkaldt, hvis de har mistanke om såkaldte sårbare husstande, men fordi familien i Saitama ikke havde registreret sig selv på kommunen, så eksisterede de ikke i systemet, så de ville tilsyneladende slet ikke være en del af det, selvom det ellers kunne have reddet dem. Debatten baserer sig derfor på, hvilken part der skal række hånden ud, før det er muligt at hjælpe nogen.

Selv hvis man søger om at modtage hjælp fra de offentlige myndigheder, så kan dette faktisk vise sig at være svært at modtage, hvilket en sag en måned forinden viste, da to søstre i begyndelsen af 40’erne blev fundet døde i deres hjem på Hokkaido, hvor de simpelthen var omkommet af kulde, fordi der var blevet slukket for varmen, idet de ikke kunne betale deres varmeregning, fordi de ikke havde modtaget offentlig støtte, til trods for at de havde søgt om det. I 2006 døde tre personer på Kyushu, efter at de havde fået afvist deres ansøgning om at modtage offentlige ydelser, og samme år døde en kun 37-årig mand af sult i sit hjem i Akita. Året efter omkom endnu en mand af sult på Kyushu og det samme skete igen i 2009 – endnu engang fordi de ikke kunne modtage økonomisk støtte fra det offentlige.

 

Total Page Visits: 33 - Today Page Visits: 1