Dobbeltdrabet i Hikari

Dobbeltdrabet i HikariDen 14. april 1999 vendte Hiroshi Motomura hjem fra arbejde og fandt sin 23-årige kone, Yayoi, og deres kun 11 måneder gamle datter, Yuka, døde i deres hjem i byen Hikari i Yamaguchi-præfekturet. Begge var blevet kvalt, og noget tydede på, at der kunne være tale om et røveri, eftersom Yayois pung var forsvundet fra hjemmet. Dette gjorde det dog muligt for politiet at opspore gerningsmanden, der viste sig at være den kun 18 år gamle Takayuki Fukuda, der umiddelbart efter drabene havde brugt Yayois penge i en spillehal. Fordi Fukuda var under 20, og kun var fyldt 18 måneden forinden, så var han umyndig og kunne således ikke idømmes dødsstraf og han slap således med livsvarigt fængsel, hvilket han blev idømt i år 2000. Dette blev imidlertid begyndelsen på en af de mest famøse retssager i nyere japansk historie, idet enkemanden Hiroshi Motomura nægtede at acceptere dommen. Han stod offentligt frem som en fortaler for dødsstraf og fortalte, at hvis Fukuda nogensinde blev løsladt, så ville han slå ham ihjel, så retfærdighed kunne ske fyldest.

I årevis kæmpede Motomura for at få omstødt dommen, der først blev stadfæstet i 2002, før den blev taget op igen i 2006, hvor Takayuki Fukuda imellemtiden havde skiftet navn til Takayuki Otsuki. I den nye retssag blev der lagt vægt på, at der slet ikke var tale om et mislykket røveri. Den dengang 18-årige unge mand var nemlig brudt ind i hjemmet i Hikari med det formål at voldtage Yayoi, som han altså endte med at slå ihjel og samtidig forgribe sig på efter hendes død. Da hendes lille datter begyndte at græde, valgte Otsuki ligeledes at kvæle hende, og hans handlinger blev derfor anset for at være bevidste. På trods af hans unge alder på gerningstidspunktet, så blev Otsukis livstidsdom ophævet og erstattet af en dødsdom i 2008, hvilket sjældent sker i Japan, hvor umyndige kun kan dømmes til døden i forbrydelser af særlig bestialsk karakter, fordi man mener, at de ikke kan rehabiliteres. Det blev debatteret, hvorvidt kvælning kunne karakteriseres som værende bestialsk, men fordi et spædbarn var et af ofrene, så blev forbrydelsen anset for at være ekstra brutal. Otsukis forsvar lød blandt andet på, at han havde haft en hård opvækst med en voldelig far og en mor, der havde begået selvmord, men i sidste ende var det hans forbrydelse man vægtede højest.

Efter flere års krav om dødsstraf havde Hiroshi Motomura endelig fået sin vilje, og hans kamp blev efterfølgende til en bog, der senere blev lavet til et TV-drama. 

Dobbeltdrabet i Hikari18total visits,1visits today