Hikarigoke-hændelsen

Hikarigoke-hændelsenUnder Anden Verdenskrig havde man i Japan brug for så mange soldater som muligt, og mænd i alle aldre blev derfor hvervet af militæret fra flere egne af landet. Den 4. december 1943 lagde 5 skibe fra kaj på Hokkaidos nordøstlige kyst med besætninger bestående af lokale mænd, som skulle fragtes til Otaru på vestkysten, så de hér kunne indgå i militærtjeneste. Turen skulle imidlertid foregå nord om Hokkaido på det Det Okhotske Hav, der fryser til om vinteren, og hér endte skibet Daigo Seishin Maru med at bryde sammen og støde på grund ved Shiretoko-halvøen, hvorved det og dets besætning på 7 mand blev fanget i en voldsom snestorm, der på dette tidspunkt hærgede området. I løbet af de kommende dage døde 5 af de ombordværende mænd af en kombination af kulde og sult, men den 29-årige kaptajn og en 18-årig mand forholdt sig dog i live, og de besluttede sig til sidst for at drage ind på land, hvor de i stærkt svækket tilstand fandt frem til en lille træhytte, hvor de i det mindste kunne få varmen, mens snestormen fortsatte med at rase udenfor.

De to mænd havde dog stadig intet at spise, så det varede ikke længe, før den 18-årige mand døde, og samme skæbne ventede umiddelbart også kaptajnen. Men et par måneder senere – i februar 1944 – dukkede han dog pludselig op, da han i levende live bankede på ved et hus i en lille landsby og fortalte om ulykken, og at han havde været strandet i en hytte flere kilometer væk, hvor han havde overlevet ved at spise tang og fisk. Den 29-årige kaptajn var allerede formodet død, så han blev hyldet som et levende mirakel, da han vendte hjem til sin egn, men der var imidlertid også skeptikere, som mente, at han umuligt kunne have fundet tang nok til at overleve, mens havet var frosset til, og at dette samtidig ville gøre det besværligt at fange fisk. Der opstod af den grund en overbevisning om, at manden simpelthen havde dræbt de seks andre mænd og spist dem for at overleve, så for at få opklaret mysteriet, besluttede man sig for at sende et hold efterforskere ud til træhytten og skibsvraget, hvor man dog kun fandt frem til et enkelt lig nær dette, som man sørgede for at få begravet. Først tre måneder senere, da sneen var smeltet, kom sandheden samtidig frem i lyset, da hyttens ejer ankom til denne og fandt knoglerester, som var gemt af vejen. Da disse blev samlet, kunne man se, at det drejede sig om et afpillet menneskeskelet, der viste sig at være resterne af den 18-årige mand, der havde fået alt muskelvævet skrællet af med en kniv, mens hans organer, hjerne og indvolde var forsvundet, så der kun var hans knogler og hud tilbage. 

Det stod hurtigt klart, at kaptajnen ikke havde overlevet på tang og fisk, men derimod menneskekød, og han blev nu i stedet udråbt som kannibal, så selvom han altså havde spist et andet menneske for overlevelsens skyld, blev han sigtet for usømmelig omgang med lig, og eftersom kraniet var flækket, gik man ud fra, at han havde dræbt den unge mand for at spise ham, så blev han tilmed også sigtet for drab. Kaptajnen nægtede dog at have dræbt den unge mand, men tilstod, at han havde spist ham, og han blev således den første i Japan, som blev dømt for usømmelig omgang med lig i form af kannibalisme, da dette alene ikke er forbudt ifølge loven. Han modtog en dom på 1 års fængsel, men efter Anden Verdenskrig blev mange retsdokumenter brændt, og dette inkluderede også alle de officielle rapporter om denne sag, så visheden om den i høj grad skyldes, at historien blev overleveret mundtligt blandt lokalbefolkningen, ligesom billeder og notater om sagens forløb formåede at blive bevaret, men i myndighedernes papirer er hændelsen med Daigo Seishin Maru dog registreret som et skibsforlis.

Sagen blev udgangspunkt for en bogudgivelse i 1954 kaldet Hikarigoke, og det er titlen på denne, som siden har lagt navn til hændelsen, men bogen er i høj grad en fiktiv skildring, for forfatteren bag kunne nemlig aldrig få kaptajnen til at tale åbent om sine oplevelser, og han døde i 1989 uden rigtig at have fortalt sin personlige historie, men han har derimod udtrykt sin anger over at have spist et andet menneske og mente selv, at hans straf var alt for lav, så han levede det meste af sit liv med selvbebrejdelse og skam. Han fortsatte med at benægte at have dræbt den 18-årige mand, ligesom han heller ikke tilstod at have spist nogle af de andre mænd, hvoraf man kun fandt frem til yderligere to lig, efter sneen var smeltet.

Total Page Visits: 71 - Today Page Visits: 1