Den 13. november 1990 var den 9-årige Fusako Sano på vej hjem fra en baseballkamp i byen Sanjo i Niigata-præfekturet, da hun blev kidnappet af 28-årige Nobuyuki Sato, der både var mentalt forstyrret og arbejdsløs. Året forinden havde tilmed modtaget en dom for et overfald på en anden 9-årig pige, og han skulle derfor have befundet sig i fængslet, men han blev i stedet overdraget til sin mors varetægt, og manden var således fri til at slå til igen, da han i 1990 tilfældigvis kørende forbi Fusako Sano og med brug af en kniv tvang den lille pige ind i bagagerummet på sin bil. Hun blev herefter bragt med hjem til Satos bolig i Kashiwazaki cirka 50 kilometer fra Sanjo, hvor han stadig boede hos sin mor, der holdt sig til underetagen, mens hendes søn havde indrettet sig på førstesalen. Og det var hér, Fusako Sano blev holdt fanget de næste 9 år, og i al den tid fik hun kun lov at bevæge sig nedenunder, når Satos mor ikke var hjemme, og hun fik på intet tidspunkt lov til at gå udenfor. Cirka et år efter sin kidnapning fik pigen desuden det eneste brusebad under hele sin tilfangetagelse.
Sato truede pigen med både knive og vold, hvis hun ikke gjorde, som han sagde, og når hun ikke makkede ret, straffede han hende med en strømpistol. Sato låste dog aldrig døren, men han var stort set altid hjemme, og Sano var så bange for ham, at hun ikke turde flygte og til sidst opgav tanken om det. Det er aldrig kommet frem, om Sato begik seksuelle overgreb mod pigen, eller hvad hans hensigter med hende egentlig var, idet han selv har fortalt, at han bare gerne ville have nogen at interagere med. Det er ydermere uvist, hvor meget kendskab Satos mor havde til Sanos tilstedeværelse i huset, idet hun selv påstod, at hun ikke vidste, hvad der foregik ovenpå, skønt hun må have bemærket mistænkelige lyde derfra. Sato blev altid vred og voldelig, når hans mor prøvede at bevæge sig op ad trapperne, så dette afholdt hun sig fra at gøre, og det var da også Sato, der havde drevet faderen fra hjemmet, da han allerede begyndte at blive voldelig over for sine forældre som teenager.
Da Sano begyndte at få sin menstruation, bad Sato sin mor om at købe hygiejnebind til ham, hvilket hun sørgede for at gøre uden at stille spørgsmål. Men det blev imidlertid også Satos mor, der endte med at spille en rolle i pigens befrielse, for allerede i 1996 havde hun kontaktet politiet og fortalt, at hendes søn opførte sig underligt, og at han desuden var fysisk voldelig imod hende. Hun var en ældre dame på mere end 70, så hun kunne ikke længere kontrollere sin søn. Det hele eskalerede i januar i år 2000, hvor den ældre dame flere gange ringede til politiet og bad dem komme forbi og se til hendes søn. Dette valgte politiet så endelig at gøre den 28. januar, hvor man med lægepersonale ankom for at få Nobuyuki Sato tvangsindlagt, og hér fandt man så den da 19-årige Fusako Sano, der kunne identificere sig selv og fortælle om sin kidnapning. Samme dag tog hun for første gang i mere end 9 år et skridt udenfor. Pigen var på det tidspunkt dehydreret og sygeligt tynd, og eftersom hun var vokset op uden at røre sine muskler særlig meget, så kunne hun knap nok gå. Vinduerne havde været barrikaderet, og hun var derfor ikke blevet udsat for sollys, hvilket betød, at hendes hudfarve var temmelig lys, ligesom hendes hår var blevet klippet kort. Sano havde desuden ikke modtaget undervisning, og hendes mangel på social kontakt med andre medførte, at hun endnu tænkte som et barn, selvom hun var blevet til en kvinde. Via aviser, tegneserier og TV havde hendes sproglige kundskaber og intellekt dog formået at udvikle sig.
Fusako Sanno vendte hurtigt tilbage til sin familie, men mens hendes krop hurtigt kom sig oven på de ni år i fangenskab, så havde hendes psyke svært ved at justere sig til livet i frihed. Hun endte derfor med at blive en enspændertype, der foretrak sit eget selskab, men hun fik ikke desto mindre et nært forhold til sin familie, som hun flyttede ind hos. Dog druknede hendes far i en dam i nærheden af deres hjem i 2007. Nobuyuki Sato blev anholdt og sigtet for kidnapningen. Det blev konkluderet, at han var rask nok til at modtage fængselsstraf, og efter at have erklæret sig skyldig blev han idømt 14 års fængsel. Dommen blev dog omstødt efter en appelsag, og straffen blev nedsat til 11 års fængsel, men også denne endte med at blive appelleret - denne gang af anklageren, der argumenterede for, at det var en al for mild straf. Dette var den nye dommer enig i, og Sato blev igen idømt 14 års fængsel. Satos mor blev hverken sigtet eller dømt for at have haft noget med kidnapningen at gøre. Sato blev løsladt efter endt afsoning i 2015, men allerede to år senere blev han fundet død i sit hjem, hvor han omkom af naturlige årsager som følge af sygdom.
Fusako Sano er officielt set det kidnapningsoffer, der i Japan har været holdt fanget i længst tid efter at være blevet kidnappet. På internettet bliver billeder af Fusako Shigenobu, der er grundlægger af Japans Røde Hær, fejlagtigt benyttet som billeder af Fusako Sano, idet alle offentlige fotografier af hende blev destrueret efter hendes befrielse, hvor hun siden har været kendt under pseudonymet Sachiko Yamada.