Japansk trane

På trods af navnet, så lever den japanske trane ikke kun i Japan, eftersom den også lever i andre dele af Asien såsom Sibirien, Kina og Mongoliet, mens de om vinteren emigrerer så langt som til Korea. I begyndelsen af 1900-tallet troede man sågar, at arten var uddød i Japan, indtil man i 1926 opdagede en lille flok på 20 individer på Hokkaido, hvilket førte til en ihærdig indsats efter at få reddet og genoprettet bestanden, der siden har resulteret i, at der nu lever over 1000 vilde traner i vådområderne nær byen Kushiro, som i dag har status som nationalpark. Dette er således det eneste sted i Japan, hvor der findes vilde traner, og fuglen har derfor status som værende truet, hvilket ligeledes gør sig gældende på verdensplan, hvor antallet er på under 3000 vilde eksemplarer.

På trods af dette bliver tranen ofte anvendt som et symbol på Japan, hvor fuglene længe har været omgærdet af myter. Før i tiden troede man blandt andet, at traner levede i tusinde år, men i virkeligheden bliver de dog kun omkring 35 år gamle i naturen, mens de i fangenskab kan blive over dobbelt så gamle. Ikke desto mindre er der altså tale om en af de længst levende fuglearter i verden. Tranen forbindes derfor med et lang liv og er desuden et symbol for lykke og fred, hvilket blandt andet har ført til, at tranen er den mest populære type origamifigur. I Japan er det nemlig en tradition at folde 1000 origamitraner, hvis man vil have et ønske opfyldt, og det er af den grund blevet udbredt at give en sådan gave til folk, der er syge, for at vise, at man ønsker dem god bedring, ligesom det er en populær ofring til helligdomme og templer som et ønske efter verdensfred. 

Den japanske trane er kendetegnet ved at være hvid med sorte vingespidser fra midten og ned, hvilket får halen til også at fremstå sort, når disse er foldet sammen. Ydermere er halsen og undersiden af hovedet ligeledes sort hos hannerne, mens denne del er i en lysere nuance hos hunnerne. Panden har som det eneste røde fjer og af den grund er tranens engelske navn red-crowned crane. En tranes højde runder typisk 1,5 meter, mens vingerne kan nå en samlet længde på 2,5 meter. Gennemsnitsvægten befinder sig på lige under 10 kilo. Dette gør desuden den japanske trane til den største fugl i Japan.

Når en trane er cirka 3 år gammel er den kønsmoden og klar til at finde en mage. Parringssæsonen starter i løbet af foråret, hvor tranerne er kendt for at udføre parringsdanse i flok eller par. En hun lægger som regel to æg, hvoraf det ene dog er ubefrugtet. Både hannen og hunnen ruger i en måned, og når ungen udklækkes, vil den holde sig til sine forældre i op til 9 måneder, før den begynder at leve selvstændigt. Japanske traner opholder sig typisk i vådområder, idet deres kost består af fisk og krybdyr.

Mange udlændinge tror fejlagtigt, at den japanske trane er Japans nationalfugl, men det er faktisk den grønne fasan, mens den japanske trane trods sit navn er Kinas nationalfugl. Til gengæld har den status som et naturmonument.

Total Page Visits: 2644 - Today Page Visits: 5