Shamisen er et strenginstrument, der oprindeligt stammer fra Kina, idet det er en udgave af et lignende instrument kaldet sanxian. Ligesom en sanxian har en shamisen tre strenge i forskellig tykkelse, og disse kan enten strammes manuelt eller med brug af fingerspil for at producere forskellige toner, hvilket gøres med den ene hånd, imens man med den anden spiller på strengene med brug af et stykke træ, der benyttes som plekter. At spille på en shamisen er altså som at spille på en guitar, og formmæssigt minder en shamisen da også em en guitar - dog med en meget mindre krop, der egentlig udgøres af en tromme ligesom en banjo, og faktisk lyder en shamisen meget som en banjo.
Shamisen findes i forskellige størrelser, der anvendes i forskellige sammenhænge. Man kan nemlig spille på en shamisen på forskellige måder, så der altså findes forskellige stilarter, som en shamisen-spiller kan specialisere sig i. Oprindeligt kunne shamisen fungere som baggrundsmusik til enten en sang eller en narrativ fortælling, ligesom shamisen optrådte som et instrument under kabukiforestillinger. Folk kunne optræde som soloartister eller som gruppe, og særligt buddhistiske munke og blinde kvinder var kendte for at spille på shamisen, der generelt var populært under optrædener i de højere kredse, men ellers var det også et hyppigt instrument, der blev benyttet af gademusikanter.
I slutningen af 1800-tallet blev reglerne for brugen af traditionelle instrumenter lempet, så det blev muligt for folk at kreere deres egen stil, hvilket førte til udviklingen af flere stilarter. I dag er shamisen derfor et alsidigt instrument, som kan spilles på mange måder, så mens nogen holder sig til en meget traditionel metode med en lige så traditionel påklædning, er der andre, der anvender shamisen på mere moderne vis, og der findes derfor også elektriske shamisen. Man kan spille på en shamisen, imens man sidder ned, eller imens man står op.