
Maneki-neko er en populær lykkeamulet i Japan, der har skikkelse som en kattefigur. Typisk vil denne være i besiddelse af en gammeldags mønt, da dette engang var et symbol for held. Maneki-neko er baseret på katteracen Japansk bobtail og er derfor oftest haleløse, men ellers kan de findes i alverdens former og farver. Hvad de alle har til fælles er dog, at de holder deres ene pote op i en tillokkende gestik. For en vesterlænding kan det se ud, som om at katten vinker, men i Japan prøver man at få folk til at komme hen til sig ved at vende håndfladen udad og vippe fingrene nedad - altså det modsatte af hvad man gør i Vesten, hvor man vender håndfladen og ligeledes vipper med fingrene ind mod sig selv. Maneki-nekos fremtræden har ført til, at det at folde fingrene og løfte hånden er blevet den mest populære måde at imitere en kat i Japan.
Maneki-nekos oprindelse er ukendt, men det siges, at den stammer fra Gotokuji-templet i Tokyo, hvor katte blev gjort til et tilbedelsesobjekt, efter at den lokale fyrste blev ledt frem til templet af en kat under et tordenvejr - og netop derfor er Maneki-neko kendetegnet ved at holde en lokkende pote oppe, fordi den vil bringe en lykke. Som lykkeamulet blev den dog først udbredt i Japan i løbet af 1800-tallet, og nu om dage er den noget nær allemandseje - særligt blandt butiksejere grundet folkesagn, hvor katte har det med at bringe god omsætning til sælgere. Maneki-neko er mest almindelig i keramik, men de er ligeledes populære at eje i plastik, da der ofte er tale om mekaniske figurer, der kan vippe med den oprejste pote, enten ved brug af batterier eller solceller. Ydermere bliver Maneki-neko hyppigt anvendt som sparegris i Japan.