I Japan er der mulighed for at opleve og prøve mange forskellige ting, og der er naturligvis altid en første gang, der bliver udgagspunktet for mere erfaring. Jeg har rejst meget rundt i Japan og prøvet lidt af hvert, men jeg kan stadig huske, hvor specielt eller overvældende det var at prøve noget den første gang, fordi der trods alt var tale om en ny oplevelse, som jeg ikke havde prøvet før – hverken i eller uden for Japan.
Dette er en liste over ti af mine udvalgte førstegangsoplevelser i Japan med en beskrivelse af, hvornår og hvordan de fandt sted. Klik på billederne for at komme videre til mine rejsedagbogsindlæg, hvor oplevelserne er beskrevet nærmere.
10: Første tur i et game center
I Japan findes der spillehaller kendt som game centre, hvor man både kan spille arkadespil og præmiespil såsom kranspil. Game centre er hektiske steder, hvor man hurtigt kan få brugt mange penge, men hvis man er rigtig god (eller heldig), så kan man også vinde et eller andet. Jeg vandt dog ikke så meget under min første tur i et game center, hvilket foregik under min fjerde tur til Japan i 2018, hvor jeg tog i et game center i Tokyo sammen med en ven i forbindelse med vores første møde. Han vandt en præmie i et kranspil, men jeg fik ikke andet end noget slik, selvom jeg brugte flere hundrede yen. Men det var en sjov oplevelse, og siden er jeg blevet bedre til at spille og vinde, for jeg er blevet helt pjattet med japanske game centre.
9: Første tur i en svævebane
I 2017 var jeg i Japan for tredje gang, hvor jeg valgte at besøge øen Miyajima. Hér besteg jeg øens højeste bjerg, Misen-bjerget, men fra toppen valgte jeg at tage den nemme vej ned, da jeg benyttede mig af den tilknyttede svævebane, hvilket blev første gang i mit liv, jeg fik prøvet en sådan. Svævebanen er dog delt i to, så først foregik turen i en større vogn, der afgik på faste tidspunkter, hvorefter man i forbindelse med et stop blev sendt videre til en mindre svævebane, der var i konstant bevægelse. Der var en virkelig flot udsigt fra denne, og at beundre træerne under sig var ret unikt, efterhånden som man kom nærmere foden af bjerget. Jeg har siden prøvet mange svævebaner, men husker selvfølgelig altid tilbage på min første tur.
8: Første besøg ved en borg
Der findes mange borge i Japan, men kun 12 af disse er originale, og den første borg, som jeg besøgte i Japan, er en af disse, idet jeg naturligvis valgte at tage en tur forbi den største og mest kendte i landet i skikkelse af Himeji-borgen, hvilket foregik under min første tur til Japan i 2015 på en solrig og skyfri forårsdag, hvor kirsebærtræerne stod i blomst. Dog var borgen netop blevet genåbnet efter at have gennemgået en omfattende renovering, så der var proppet med mennesker, hvilket forringede oplevelsen, men det var alligevel et imponerende sted, og jeg faldt virkelig for konceptet bag de japanske borge og deres historie på et lokalt såvel som nationalt plan.
7: Første overnatning på et kapselhotel
Et kapselhotel er et type hotel bestående af separate sovekabiner på et fællesværelse. Disse kabiner er lige netop så store, at der kan være en madras, hvor en person kan ligge og sove, for formålet med kapselhoteller er udelukkende at give folk et sted at overnatte med en vis grad af privatliv, og derfor benyttes de typisk af forretningsfolk. Turister kan dog også gøre brug af kapselhoteller, hvilket jeg valgte at gøre på min sidste overnatning under min 7. tur til Japan i 2023. Dette var udelukkende for at prøve et kapselhotel, for prisen var sådan set den samme som på et rigtigt hotel, og selvom det var en speciel oplevelse, var det ikke ligefrem noget, der tiltalte mig. Jeg nyder derimod privatliv, så jeg holder mig til rigtige hoteller i stedet.
6: Første sejltur
Japan er et Ørige, så nogle gange kan der være behov for at benytte sig af både og færger til transport. Dette gjorde jeg eksempelvis to gange under min tredje tur til Japan i 2017, hvor jeg blandt andet besøgte Miyajima, hvilket foregik med færge. Men nogle dage forinden havde min første sejltur i Japan dog fundet sted i forbindelse med mit besøg til øen Ganryujima, der er kendt for at være stedet, hvor den mest berømte samuraiduel fandt sted mellem Musashi Miyamoto og hans rival Kojiro Sasaki i 1612. Der er tale om en ubeboet ø, der ikke har meget andet end sin historie at byde på, så for at komme dertil skal man sejle med en lille passagerbåd, hvor jeg var den eneste udlænding blandt den lille gruppe japanere, som også valgte at besøge øen samtidig med mig.
5: Første syn af Fuji-bjerget
Jeg havde været i Japan fire gange, før jeg under min femte tur omsider fik set Fuji-bjerget, hvilket skete i 2019. Ironisk nok havde jeg i 2018 besteget Fuji og dermed befundet mig på bjerget, som jeg på afstand aldrig havde set, før jeg lavede om på mine rejseplaner og tog til Kawaguchiko på en solrig dag, hvilket viste sig at være en klog beslutning, eftersom Fuji fremstod synlig på en stort set skyfri himmel. Alle andre gange, jeg havde forsøgt at se Fuji-bjerget, havde skyer nemlig spoleret udsigten, hvilket fortsatte med at være en tendens på mine kommende rejser.
4: Første Indenrigsflyvning
I 2023 havde jeg min første indenrigsflyvning i Japan, da jeg under min 7. ferie rejste fra Tokyo til Osaka. Dette skete i forbindelse med min ankomst til Japan, fordi det var billigere at flyve til Tokyo og videre til Osaka i stedet for at købe en flybillet direkte dertil. Jeg kunne sagtens have taget shinkansen fra Tokyo, som jeg så ofte gør, men det var bare hurtigere at flyve, og så fik jeg også prøvet en indenrigsflyvning, der var kendetegnet ved, at al information foregik på japansk. Stort set alle passagerer var også japanere. På vejen fik jeg tilmed set Fuji-bjerget, og selvom jeg ikke havde en vinduesplads, fik jeg lov at tage billeder af pigen ved siden af.
3: Første tur med shinkansen
Shinkansen er Japans lyntog, og jeg rejser altid med shinkansen, når jeg er i Japan, idet det er en hurtig og bekvem måde at komme rundt mellem de store byer. Min første tur med shinkansen foregik allerede på min anden dag i Japan i 2015, hvor jeg valgte at besøge Nikko, imens jeg boede på hotel i Tokyo. Man kan dog ikke komme til Nikko med shinkansen, så turen med shinkansen foregik fra Tokyo til Utsunomiya, hvor jeg skiftede til et lokaltog, og det var som ventet en hurtig og behagelig tur, der bestemt ikke skuffede. Problemet bestod i at finde de rigtige tog i de rigtige spor, hvilket var en virkelig forvirrende oplevelse under min første tur til Japan, eftersom jeg skulle vænne mig til de enorme stationer med den absurde mængde af informationer og afgange.
2: Første besøg i et observatorium
Min første dag i Japan i 2015 bød også på min første tur i et observatorium, da jeg to gange valgte at tage en tur forbi Tokyo Metropolitan Government Building, der meget praktisk befandt sig i nærheden af mit hotel i Shinjuku. Dagen var blevet brugt på at vænne mig til synet af skyskrabere, så det var en speciel oplevelse at komme op i en og betragte synet af Tokyo, der på overvældende vis fortsatte helt ud i horisonten. I dagslys var der ikke andet end bygninger, mens der i mørke var utallige lys som en jordisk stjernehimmel. Tokyo Metropolitan Government Building var endda gratis at besøge, så jeg slet ikke brugte penge på seværdigheder på min første dag.
1: Første bjergbestigning
Jeg havde aldrig før set bjerge i virkeligheden, før jeg i 2015 satte fod i Japan. Der gik dog to år, før jeg så valgte at bestige mit første bjerg, og dette var da også et overkommeligt et af slagsen, idet der var tale om det 535 høje Misen-bjerg på Miyajima, som jeg valgte at bestige, så jeg kunne beundre udsigten fra toppen. Selvom det var en udmattende tur, så var det ikke en udfordrende en af slagsen, så det tog mig kun omkring to timer at komme frem til toppen, hvorfra der var en flot udsigt og flere spændende ting at se. Dog valgte jeg at tage svævebanen ned, og det blev dermed også min første tur i en sådan. Året efter valgte jeg så at gå all in ved at bestige Fuji-bjerget.