15. april 2019: Kawaguchiko og Takao-bjerget

Endelig fik jeg Fuji-bjerget at se

På min anden dag i Japan skulle jeg videre vestpå til Toyama, hvor mit hotel for de næste par dage lå. De ting, som jeg havde planlagt at se på denne dag, havde jeg faktisk klaret dagen før, da jeg ankom til Japan, men denne dag var himlen blå og skyfri, så jeg besluttede mig for at gøre noget, som jeg efter fire gange i Japan aldrig havde prøvet - nemlig at se Fuji-bjerget på afstand, hvilket jeg egentlig havde planlagt at gøre senere på ugen, men fordi vejret var klart, besluttede jeg mig altså for, at dette skulle være dagen. Tidligt om morgenen tjekkede jeg derfor ud fra mit hotel i Yokohama og begav mig mod byen Kawaguchiko med tog. En stor del af turen kunne tilbagelægges med brug af mit Rail Pass, men på et tidspunkt skal man skifte til en privat toglinje for at komme til Kawaguchiko, hvilket kostede cirka 1000 yen for en billet.

På togturen fik jeg første gang Fuji-bjerget at se, da det pludselig blev annonceret i højtalerne, at det fremstod helt tydeligt på denne dag. Folk sprang da over i den ene side af toget for at tage billeder, mens jeg blot nød udsigten af Japans vartegn, for jeg vidste, at jeg i løbet af dagen ville få rig lejlighed til at tage billeder. Eftersom det var midt om foråret, så var tinden endnu dækket af sne, så det var dejligt at kunne betragte bjerget med sit ikoniske udtryk. Jeg havde besteget Fuji-bjerget sommeren året før i 2018, så det var lidt sjovt, at jeg først fik det at se nu, når jeg jo allerede havde befundet mig på det.

Før turen gik til endestationen i Kawaguchiko valgte jeg dog at stige af og tage et smut forbi Arakura Sengen-helligdommen. Det var der mange andre, der havde gjort, for stedet var pakket med mennesker, og med god grund, for det er nemlig hér, man finder Chureito-pagoden, der sammen med Fuji-bjerget i baggrunden er et af de mest fotograferede steder i Japan, så der var hundreder og atter hundreder af mennesker på den lange passage af trapper, som gik fra helligdommen og frem til pagoden. Fordi Kawaguchiko ligger centralt placeret i landet, så var her desuden også stadig blomstrende kirsebærtræer, selvom de var afblomstret mange andre steder i landet. Da jeg ankom til toppen, fik jeg således både Fuji-bjerget og kirsebærtræer at se, så jeg kunne næsten ikke være lykkeligere over at kunne opleve det utrolige syn, der sjovt nok var et resultat af en spontan tur, mens jeg havde misset at se Fuji-bjerget på alle de dage, jeg tidligere havde planlagt og forsøgt at se det.

Selvom der var mange mennesker, så var det stadig muligt at få gode billeder, og på det tilhørende stisystem kunne man i ro og fred nyde udsigten fra forskellige vinkler. Udover Fuji-bjerget var der jo også et smukt landskab, der omgav en, så det var generelt et sted, man kunne opholde sig i timevis. Solen skinnede dog fra en skyfri himmel, så det var også meget varmt, og mig og varme er ikke gode venner, så det varede ikke længe, før det var ubehageligt at opholde sig uden for skygge. Utroligt nok gjorde mine ben allerede ondt på andendagen, selvom jeg ellers havde gået en del hjemme i Danmark i ugerne op til min ferie, men antallet af trapper i Japan er trods alt overvældende, selvom man er vant til dem. Heldigvis var turen ned ikke nær så krævende, og jeg kunne trods alt sidde ned i toget, da turen herefter gik videre til Kawaguchiko, hvor jeg gerne ville se Fuji-bjerget fra søen med samme navn og fra Tenjo-bjerget, hvor der er et observatorium, som man kan komme til med svævebane.

Da jeg ankom til svævebanen og så, at der var kø på 30 minutter, skippede jeg dog denne og tog i stedet direkte til Kawaguchiko-søen, hvor jeg fik nogle gode billeder af Fuji-bjerget på lidt nærmere hold, så man bedre kunne se, hvordan skyerne kælede mod tinden, når de blæste forbi den. På vejen tabte jeg dog min rejseplan, hvor jeg havde hele min rejse skrevet ned med toglinjer, billetpriser osv. så resten af min ferie blev lidt besværligere, fordi jeg kom til at mangle disse informationer, så det var da heldigt, at jeg nu var blevet vant til at rejse rundt i Japan.

Klokken var endnu ikke ret mange, så i stedet for at tage svævebanen op ad Tenjo-bjerget besluttede jeg mig for at gøre brug af vandreruten og begive mig op til et mindre observatorium, som jeg havde helt for mig selv. Udsigten til Fuji-bjerget var også overdådig herfra, så jeg undrede mig over, hvorfor der ikke var andre, som havde valgt at tage dertil.

Videre til Takao-bjerget

Fordi jeg havde startet dagen tidligt før klokken 7, så var der endnu nogle timer til, inden det ville blive mørkt. Oprindeligt ville jeg have besøgt Takao-bjerget dagen før, og eftersom dette befinder sig i udkanten af Tokyo med retning mod Fuji-bjerget, så valgte jeg at tage forbi på min tur tilbage mod Tokyo. Fra foden af Takao-bjerget kan man tage en kabelvogn op langs bjerget, så turen altså er hurtigt klaret, og så er det tilmed den stejleste i Japan. Fordi det var blevet sent på dagen, så var der heller ikke så mange mennesker, da jeg ankom til bjerget - faktisk var der kun 1 foruden mig ombord i kabelvognen, og på selve bjerget stødte jeg ind i færre end 30 andre. Det er virkelig dejligt og specielt at kunne nyde så smukke og historiske steder på noget nær egen hånd, hvilket var i fuldkommen kontrast til stederne omkring Fuji-bjerget, hvor der både var fyldt med mennesker og larm.

På Takao-bjerget ligger templet Yakuoin, så det var en herlig spirituel atmosfære at vandre rundt i mod toppen, der lå nogle hundrede meters gang fra kabelvognen. Turen dertil er nemlig fyldt med alle mulige effekter såsom lanterner, så der hele tiden er noget at se. På vejen blev jeg overhalet af en brandbil, og jeg kunne da også lugte røg, men den drejede ikke i retning mod selve templet, så det var tilsyneladende ikke der, det brændte. Det blev også bekræftet, da jeg ankom til tempelbygningerne, som jeg kunne beundre i lutter stilhed, og et stykke længere oppe på bjerget var der en smuk udsigt ud over Tokyo, som jeg sugede til mig, før turen gik tilbage til kabelvognen.

Sidste stop: Toyama

Jeg skulle nemlig videre til Tokyo, så jeg kunne fange en shinkansen til Toyoma, hvilket er en tur på flere timer. Af den grund havde jeg også tilladt mig at presse mig selv hårdt på denne dag, fordi jeg vidste, at jeg kunne hvile ud på den lange togtur, og da jeg omsider ankom til Toyama, var klokken endt med at blive over 21. Jeg skulle endda gå et pænt stykke frem til mit hotel, men selvom Toyama ellers er en storby, så var der faktisk temmelig tomt i gaderne. Hotelpersonalet var virkelig venlige og gav mig tilmed fribiletter til sporvognen i Toyama, hvilket gjorde det lettere at komme til og fra stationen de næste par dage, hvor jeg skulle bo i byen med et helt bestemt formål, der havde krævet ugers planlægning forud. Jeg havde nemlig i sinde at fuldføre den japanske alperute, men dagen efter skulle imidlertid bruges på at udforske nogle af de kendte seværdigheder i området.

Total Page Visits: 699 - Today Page Visits: 1