30. marts 2015: Nikko

30. marts 2015: Nikko

På denne dag besøgte jeg:
 
-Toshogu-helligdommen og Futarasan Jinja i Nikko

 

Godmorgen Tokyo

30. marts 2015: Nikko
Udsigten fra hotelværelset klokken 7

Efter min første nat i Japan stod jeg op klokken 7, og det første, jeg gjorde, var at trække gardinerne fra og kigge ned på Shinjukus gader, hvor der var fuldkommen øde. Der var kun et par cyklister og nogle taxier at få øje på. Jeg tænkte, at jeg måske var stået for tidligt op, for der var slet intet af det mylder, som ellers kendetegner en storby. Der var helt stille, så man kunne høre fuglene synge. Men klokken var godt nok 7, så jeg besluttede mig for at gøre mig klar til at starte min anden dag i Japan. Med i opholdet var inkluderet morgenmad, men jeg gad ikke spilde min tid på det, så jeg drak noget af det juice og spiste nogle af de kiks, jeg havde købt dagen forinden, inden jeg med min rygsæk bevægede mig udenfor. Jeg kiggede ikke ud af vinduet, inden jeg gik ud, så jeg blev pænt overrasket, da det viste sig, at gadebilledet på under en halv time havde foretaget sig noget af en forvandling. Nu vrimlede det med mennesker, så jeg for første gang fik indtryk af, at jeg var i en millionby. Massevis af mænd og kvinder i jakkesæt og nederdel fyldte gadebilledet. Klokken var ved at blive 8, så de var alle på vej til arbejde på punktlig vis. Det var ikke synderligt stressende, for når man først havde fundet en plads i strømmen, så var man fanget der. Heldigvis skulle folk i samme retning som mig - hen til verdens travleste station, hvor jeg skulle veksle min medbragte kvittering og få et Rail Pass, som er et kort, der gør det muligt for turister at rejse kvit og frit med offentlig transport i en uge. Dette var med i rejsepakken, og det sparer en for rigtig mange penge, hvis man under sit ophold i Japan rejser meget rundt.

              

30. marts 2015: Nikko
Myldretid klokken 8
Shinjuku station minder om en lufthavn. Den er gigantisk. Der var både butikker, automater, politikontorer, restauranter og rulletrapper overalt, som førte videre til de enkelte perroner. Jeg var absolut ikke forberedt på det størrelsesforhold, da man i Danmark har et par enkelte linjer, der på meget få stationer krydser med andre. Her var der tog i alle retninger og i alle kategorier. Godt nok var mange skilte på engelsk, men hvis man ikke er vant til et så omfattende system, så får man alligevel brugt en del tid på at finde ud af, hvor man skal hen. Man kan dog ikke komme frem til perronerne uden billet, da man først skal passere igennem automatiske porte, der lukker op, når man har skannet sin billet. På den måde har japanerne sikret, at man ikke kan rejse uden billet, og folk, der ikke har noget at gøre på perronerne, kan altså heller ikke komme ind på dem. Før jeg overhovedet kunne rejse med toget, skulle jeg altså først have fat i mit Rail Pass. Dette blev klaret i et informationscenter i stationsbygningen. Hver gang jeg skulle rejse med toget, skulle jeg blot vise mit Rail Pass til personalet ved de automatiske låger, og så ville de lukke mig ind. I de fleste tilfælde nærstuderede de det ikke en gang – de så bare, at jeg havde et og gav mig adgang.
 
 
 
 
Turen går til Nikko
30. marts 2015: Nikko
Shinkansen

Jeg skulle nordpå til Utsunomiya, så jeg skulle i første omgang have et lokaltog til Tokyo station. Det var heldigvis ikke så svært, at finde en linje, der passerede igennem Tokyo, hvorfra jeg skulle videre med shinkansen. Jeg havde på forhånd planlagt min rejse, så jeg vidste godt, hvilket tog, jeg skulle tage. Problemet var at finde det. Man skal for det første finde den rigtige type tog, så skal man sikre sig, at det er det, der går i den rigtige retning, og så skal man også lige være sikker på, at man hopper på den rigtige linje, eftersom der i Japan er normale linjer, hurtiglinjer og express-linjer, hvor man springer visse stationer over. Jeg fandt dog den rigtige perron med det rigtige tog og gav mig til at vente. Der var heldigvis butikker og automater på stationen, så jeg kunne købe noget at drikke og spise. Det var også her, jeg blev opmærksom på genbrugsskraldespandene, som folk flittigt anvender. Der er ikke pant på flaskerne i Japan, men alligevel stiller folk dem ikke fra sig. De bærer dem flittigt på sig, indtil de støder ind i en skraldespand, hvor de kan skille sig af med dem. Af samme grund er stationerne virkelig rene – det flyder ikke med affald på skinnerne som man ser det i Danmark.

 

30. marts 2015: Nikko
Shinkyo-broen

På japanske stationer standser togene på nøjagtige steder, så man kan på forhånd stille sig i kø på de markerede pladser og vente på, at toget kommer. Når det sker, vil der på perronen lyde en jingle fra højtalerne, der er forskellig fra station til station. Jeg havde ikke reserveret plads, så jeg skulle køre i en vogn med ikke reserverede pladser. Jeg havde regnet med, at der ville være proppet – især så tidligt på dagen, men det lykkedes mig alligevel at få en vinduesplads, og sæderne ved siden af mig var ledige på hele turen. Fra toget så jeg for første gang i mit liv bjerge, som er et sædvanligt syn, når man kører i tog i Japan. Shinkansen er et lyntog, der virkelig har fart på. Når jeg tog billeder ud af vinduet, var der mange der blev sløret, fordi det gik så stærkt. Indeni mærker man slet ikke farten. Det er en rigtig behagelig oplevelse, hvor man kan slappe af med god benplads. Informationen i højtalerne er både på japansk og engelsk, og indimellem kommer der en servitrice igennem vognen og sælger blade, slik og te. Når hun ankommer, bukker hun til passagererne, hvilket hun også gør, når hun forlader vognen. 

 

30. marts 2015: Nikko
Toshogu-helligdommen

Da jeg ankom til Utsunomiya, skulle jeg skifte til et lokaltog, for formålet med min tur var nemlig, at jeg skulle til Nikko, hvilket var et af de steder, jeg virkelig gerne ville besøge, hvilket var grunden til, at jeg valgte at gøre dette så tidligt på min ferie. Toget gik dog ikke så tit, så jeg brugte meget tid på at vente på stationen. Det var her jeg lærte, at det er praktisk at undersøge togtider hjemmefra - ikke kun hvilke linjer, man skal med. Der var mange hvide turister omkring mig, så jeg vidste, at jeg var på rette vej. Da toget endelig ankom, var der ikke mange stop til Nikko. Det er en lille by med mange gamle bygninger, men det var byens berømte helligdomme og templer, jeg var kommet for at besøge. Selvom det var sidst i marts, var det omkring 20 grader, så vi turister gik med armene bar, mens japanerne åbenbart syntes, at det endnu var koldt, eftersom mange af dem havde jakke på. Nikko er et sted, hvor man fascineres jo mere, man bevæger sig frem.

 

30. marts 2015: Nikko
Toshogu-helligdommen

En rød bro over en brusende flod gør en opmærksom på, at man er ved at nærme sig et af Japans mest hellige områder - nemlig Toshogu-helligdommen, der gradvist præsenteres, da man herefter bestiger en høj gang af trapper, der fører frem til en lille gruppe af særprægede strukturer. Næste stop på turen er en stor åben plads med en femetagers pagode, hvorfra man kan købe adgang til endnu flere oplevelser. Efter at have besteget endnu en samling trapper, ankommer man til et overdådigt område, der består af prægtige bygninger med imponerende udskæringer, der er malet i funklende farver. Det hele er flettet sammen i et smalt stisystem, hvor der bliver trængsel, hver gang nogen af de besøgende stopper op for at beundre de udsøgte detaljer. På hele turen er man omringet af Nikkos enorme træer, der rager op mod himlen og giver det hele en huleagtig stemning, hvilket også gav nogle af mine billeder et tusmørkelignende udseende.

 

30. marts 2015: Nikko
Tokugawa Ieyasus urne

Som det allersidste på ruten, når man frem til en noget nær endeløs forhøjning af stentrapper, der fører en langt væk fra de smukke bygninger. I noget tid er der ikke andet end træer omkring en, indtil man dog når til enden, der viser sig at føre frem til en afsides liggende bygning, der er lige så ekstravagant som de andre. Bag denne står en gammel urne, som indeholder den første Tokugawa-shogun, Ieyasus, rester, eftersom Toshogu-helligdommen er dedikeret til ham. Man har ikke mulighed for at komme tæt på urnen, men kan gå uden om den og betragte den på afstand. Dette symboliserer desuden afslutningen på turen, da man herfra kun kan bevæge sig tilbage ad den vej, man er kommet. Man får dermed lejlighed til igen at nyde arkitekturen og omgivelserne, inden man kan begive sig videre til nogle af de andre seværdigheder såsom Rinnoji-templet og Futarasan Jinja-helligdommen. Rinnoji-templet var dog ved at blive renoveret under mit besøg, så jeg slog kun et smut forbi Futarasan Jinja, der er noget mere uformel i sin fremtiden i forhold til sig tilbage til Toshoku-helligdommen.

 

30. marts 2015: Nikko
Futarasan Jinja

Bagefter gik turen tilbage mod byen og stationen - overmæt af sanseindtryk. Nikko har dog to stationer, og på vej mod den ene, bemærkede jeg, at der foregik noget på den anden. Jeg besluttede mig for lige at gå derhen og se, hvad det var, og det vidste sig, at personalet var gået i en form for alarmberedskab grundet en ”personulykke”. Det betyder for det meste selvmord. Det havde medført, at den ene linje var sat ud af drift, og jeg blev nu vidne til japanernes punktlighed, idet personalet gjorde alt, hvad de kunne, for at få folk over i et andet tog, der var blevet sat ind som erstatning, og for alt i verden skulle af sted til tiden, så køreplanen kunne holdes. Højtalerne flød med informationer, personalet stod med gule veste og fløjter og dirigerede folk mod den rigtige perron, mens der samtidig blev talt ned til afgang over en megafon. Passagererne LØB fra det ene tog til det andet, og på få minutter var det lykkedes at få et nyt tog af sted til tiden.

 

Efter denne unikke oplevelse tog jeg hen til den rigtige station og nåede lige at fange et tog til Utsunomiya, hvorfra jeg igen tog shinkansen til Tokyo og derfra videre til Shinjuku, hvor jeg ankom om aftenen, efter det var blevet mørkt. Da stationen befinder sig under jorden, skal man være opmærksom og finde den rigtige udgang, ellers ender man op et sted, man ikke kender til. Det skete for mig, men jeg kunne heldigvis kende bygningerne, så jeg fandt hurtigt tilbage til mit hotel, hvor jeg igen købte noget at spise hos købmanden og derefter tog et bad, inden jeg gik i seng med meget ømme og rystende fødder.

 

 

Dagens højdepunkt:Besøget ved Tokugawa Ieyasus grav. En hård og spændende tur mod resterne af en af Japans mest betydelige personligheder

 

Dagens gode minde: Jeg fik mulighed for at opleve, hvordan det japanske jernbanesystem går i alarmberedskab, når der er sket en ulykke.

 

Dagens forbrug på seværdigheder: 2300 yen.

 

Dagens gode råd: Husk at tjekke togtiderne til Nikko, da togene kører uregelmæssigt.

 
 

30. marts 2015: Nikko253total visits,1visits today