2. april 2015: Himeji og Kyoto

Turen går til Himeji

Jeg havde valgt at tilbringe den anden halvdel af min ferie i Kansai-regionen, fordi jeg hjemmefra havde besluttet mig for at tage til Himeji og se byens borg, som netop var åbnet efter en længere renovering. Mens dagen forinden havde været præget af regn, så skinnede solen derimod fra en klar himmel på denne, så jeg besluttede mig for, at dette skulle være dagen, hvor jeg ville besøge borgen. Og eftersom jeg på hotellet havde adgang til internet, var jeg nu blevet bekendt med Osakas tognet, så jeg dermed vidste, hvordan jeg skulle komme dertil. I nærheden af hotellet lå nemlig en station, hvorfra jeg tog toget til Shin-Osaka station, hvor jeg dagen forinden var ankommet med shinkansen fra Tokyo. Alt jeg skulle gøre var at benytte den samme linje, der kører videre til Himeji, hvilket kun tog en halv time.

Da jeg forlod Himeji station, fik jeg straks øje på den imponerende borg, der tårnede op i det fjerne. Der var derfor ingen tvivl om, hvor jeg skulle gå hen, men eftersom borgen er den mest populære i Japan, så kunne jeg også bare følge de mange hundrede mennesker, der også havde besluttet sig for at tage til byen på denne dag - primært for at se borgen, nu hvor den atter var tilgængelig for besøgende.

Himeji-borgen er en af Japans kun 12 originale borge og den mest intakte af dem alle. Dens størrelse kan man derfor ikke begribe. På afstand virker den enorm, og jo tættere på man kommer, desto mindre føler man sig. På samme tid er den helt utrolig flot. Den fremstår så tydelig med sin hvide farve og virker så fjern, eftersom den er bygget på et forhøjet fundament af sten.

Det var afsindigt mange mennesker, så jeg havde egentlig ikke lyst til at betræde borgen, men jeg valgte dog alligevel at finde en plads i mylderet og flyde med strømmen. Jeg er nu også glad for, at jeg gjorde det, for selvom det gik langsomt og tog over en time at passere gennem borgen, så var det en fascinerende tur først at nærme sig borgen, så røre den og til sidst blive en del af den, når man fik adgang til det indre. På enkelte etager kunne man frit bevæge sig rundt, men ellers var man tvunget til at forholde sig på små gange, der hele tiden ledte op ad en smal og stejl trappe.

Det indre af borgen var mørkt og trangt, og der var ikke nogen udsmykninger eller møbler - kun bart træ, så man på autentisk vis fik følelsen af, at man vandrede rundt i en historisk bygning. På visse etager var der dog små udstillinger, og på et tidspunkt skulle man endda bøvle med at tage skoene af, som herefter skulle bæres rundt i en pose.

Det var næsten ikke til at tage billeder indenfor, fordi folk bevægede sig meget tæt, men på øverste etage fik man trods alt plads til at nyde udsigten. Man blev dog opfordret til at holde gang i flowet af det vagtsomme personale, for hver gang nogen stoppede op, førte det jo til en menneskelig trafikprop, så det var generelt lidt svært at betragte omgivelserne og nyde stemningen.

Turen op gik imidlertid ekstremt langsom, så der ikke var meget andet at gøre end at kigge rundt, fordi der var mange ældre mennesker på turen, og da flere af dem var gangbesværede, tog det en krig for dem at bestige trapperne, og der var ikke rigtig plads til at overhale. Da man skulle ned igen, kunne de unge dog møve sig forbi de gamle, og det var derfor ikke en lige så langsommelig proces, så på denne del af ruten var der knap så megen trængsel og således også mere plads. Mængden af mennesker kom ikke desto mindre bag på mig, for jeg havde ikke regnet med, at der ville være så mange besøgende på en onsdag.

Udenfor kunne man igen nyde synet af den store bygning sammen med de mange andre turister, og blandt disse var også danskere. Omkring borgen er der mange kirsebærtræer, og eftersom disse stod i fuld flor, var det eventyrlige omgivelser, man befandt sig i. Japans borge bliver nogle gange fejlagtigt kaldt for slotte, men dette føltes faktisk som et slot, selvom det jo var en prominent fæstning.

Da besøget var overstået begav jeg mig tilbage til stationen, og på vejen købte jeg nogle souvenirs til mine forældre. Selvom jeg havde tilbragt et par timer i byen, så var dagen dog langt fra slut, så jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne tage videre til Kyoto, som jeg også gerne ville besøge. Turen dertil var nemlig kort og hurtig, fordi at denne også kunne foregå med shinkansen, men hér var imidlertid en hel del at se, som ikke bare kunne klares på et par timer.

På rundtur i Kyoto

I Kyoto ville jeg blandt andet set Nijo-borgen, som jeg derfor først satte kursen mod, da jeg forlod Kyoto station. På vejen kunne jeg nyde nogle af Kyotos gamle bygninger, der ligger side om side med de nye af slagsen. Det var et hyggeligt mix af traditionelt og moderne, og en hel del folk gik også rundt i kimonoer, men flere af disse var dog udenlandske turister, for dem var der ekstremt mange af, så jeg stort set ikke hørte nogen tale japansk. Det var virkelig tydeligt, at Kyoto er en af de mest populære destinationer i Japan, men i forhold til Osaka og Tokyo, så minder Kyoto mere om en dansk storby, fordi bygningerne ikke er så høje. Selvom gaderne er brede, er der heller ikke lige så meget plads, så det var svært at begive sig rundt i folkemængden.

Med tiden ankom jeg dog til Nijo-borgen, hvor jeg brugte en times tid på at gå rundt og nyde områdets haver og bygninger. Trods navnet, så er selve borgen blot en ruin bestående af et fundament, men der var derimod andre originale bygningsværker, hvoraf det mest kendte af disse nok er Karamon-porten, hvor langt de fleste folk derfor også befandt sig. Da jeg begav mig tilbage i Kyotos gader, satte jeg denne gang kursen mod det gamle kejserpalads. Dette befandt sig lige i nærheden, men området var noget nær enormt, da det er blevet bevaret i sin oprindelige form. Der var tale om en kæmpe park med store grusstier, der ledte frem til forskellige små områder med helligdomme og templer. I midten lå det gamle kejserpalads, der var omkranset af en høj mur og lukkede porte. For at få adgang skulle man reservere en guidet tur, hvilket jeg ikke havde gjort, så jeg begav mig i stedet rundt i parken, hvor der trods alt var god plads, så jeg kunne finde afkroge, hvor jeg for en gangs skyld kunne være alene.

Det var dog ved at blive sent, og på vej tilbage mod Kyoto station kom jeg tilfældigvis forbi templet Higashi Honganji, der desværre var under istandsættelse, så en del af bygningen var dækket til. Man kunne dog stadig betragte templets indre, hvilket jeg derfor valgte at gøre. Jeg passerede desuden også forbi en manga-cafe, hvor hundredvis af folk både sad ved borde og lå i haven og læste mangaer, hvilket er en udbredt aktivitet i Japan, men sjældent noget man ser folk gøre i Danmark.

Det var myldretid på vej tilbage til Osaka, så jeg måtte stå op i et proppet tog på hele turen. Og selvom jeg ellers troede, at jeg havde fået styr på Osakas tognet, så endte jeg med at tage et forkert tog, der havde endestation et par stationer før den, hvor jeg skulle af.

Mit hotel lå dog ikke langt derfra, så jeg valgte at gå det sidste stykke. Og selvom det måske kun var en kort tur, så havde det imidlertid været en lang dag. Mine ben var derfor ømme, så jeg fortrød lidt, at jeg havde valgt et businesshotel uden adgang til badekar, da jeg virkelig havde brug for at slappe af i et varmt bad. Selvom jeg er vant til at sove i en almindelig seng, så var det dog ret behageligt at sove på en futon, så hver morgen var jeg veludhvilet og frisk.

Forrige dag - Næste dag

Total Page Visits: 912 - Today Page Visits: 1