12. april 2017: Miyajima og Okayama

Første stop: Miyajima

Dagen var kommet, hvor jeg skulle forlade Hiroshima og rejse videre til Nagoya, hvor jeg skulle bo på hotel under resten af min ferie i Japan. Jeg havde dog planlagt at starte dagen ved at tage til øen Miyajima, for selvom det ellers er en af de mest populære destinationer i Japan, så havde jeg endnu ikke besøgt den, hvilket jeg derfor lige så godt kunne få gjort, nu hvor jeg befandt mig i nærheden. Miyajima ligger nemlig ikke langt fra Hiroshima, hvorfra jeg tog toget til Miyajimaguchi station og hér skulle videre med en færge til Miyajima, der mest er kendt for sin ikoniske torii-port, der står placeret i havet.

Denne kunne man derfor betragte fra færgen på vej til Miyajima, og eftersom der var tale om en JR-færge, så kunne jeg heldigvis rejse gratis med denne med brug af mit rail pass. Turen tog kun et kvarters tid, og selvom det ellers var tidligt om morgenen, så var færgen fyldt med mennesker, og det samme var øen, da jeg ankom til denne. De fleste opholdt sig dog nær gaden bestående af restauranter og souvenirbutikker, så det var muligt for mig at udforske øen uden at skulle mase mig frem.

Ligesom i Nara er der desuden også en masse tamme hjorte på Miyajima, der vandrer rundt i gaderne, hvor de enten tigger om mad eller stjæler det. Nogle kinesiske turister på skovtur blev eksempelvis skræmt væk af en hjort, der gav sig til at æde deres frokost. Men det er måske heller ikke helt klogt, at sætte sig til at æde på jorden med sulte dyr omkring en.

Første stop var Itsukushima-helligdommen som den store torii, er en del af, og da denne er bygget på vandet, mindede den nærmest om en gigantisk badebro - dog en meget flot en af slagsen, da bygningerne ligesom toriien er malet orange, så den virkelig stikker ud i omgivelserne. Blandt turisterne gik shinto-præster, så det var tydeligt, at skønt der er tale om en seværdighed, så er det faktisk stadig en aktiv helligdom. Og eftersom størstedelen af Miyajimas seværdigheder er begrænset til det samme område af øen, så var det kun en kort gåtur frem til næste stop, hvilket var Daishoin-templet, der havde langt mere at byde på. Dette er eksempelvis kendt for sine 500 Rakan-statuer, men generelt var der fyldt med skulpturer overalt på tempelgrunden, hvor der også var en bygning fyldt med lanterner. I kontrast til havneområdet var her stort set mennesketomt, så her kunne jeg virkelig gå rundt og nyde atmosfæren.

Ved siden af templet løber et vandfald, som jeg havde tænkt mig at følge, for jeg var nemlig kommet til Miyajima for at bestige Misen, der er navnet på øens højeste bjerg. Der er flere vandreruter, man kan vælge imellem, når man bestiger Misen, og jeg valgte at tage en af de hårdere, fordi den samtidig har nogle af de bedste udsigter. Man kan faktisk også tage en svævebane til toppen af Misen, men jeg havde aldrig besteget et bjerg og med en højde på 535 meter virkede Misen som en overkommelig udfordring, som jeg var villig til at tage imod. Der var åbenbart ikke andre, der valgte at bestige Misen-bjerget på samme rute som mig, for jeg var fuldkommen alene på hele turen, og jo højere op jeg kom, desto varmere blev det, så det var heldigt, at jeg på forhånd havde forsynet mig med en sodavand. Eftersom jeg var tjekket ud fra mit hotel, havde jeg jo også min bagage at bære rundt på, men det var trods alt kun en enkelt rygsæk, så det var til at overkomme.

Eftersom jorden hele tiden vinklede op, var det en hårdere vandretur end normalt. Mine akillessener var slet ikke vant til at være spændte så længe, og mine knæ gav også udtryk for, at de var trætte af belastningen, så jeg var glad for, at jeg havde udset mig et lille bjerg som mit første. Løbende informerede skilte desuden om, at man skulle være opmærksom på giftslanger, hvilket jeg dog ikke fik set nogen af, og selvom det siges, at man kan være heldig at se vilde aber på Miyajima, så spottede jeg heller ikke nogle af dem. Faktisk så jeg slet ingen dyr på min vej, men jeg hørte dog masser af fuglekvidder, for det gode ved at begive sig ud i naturen er trods alt, at man kommer væk fra den menneskelige larm. Men efter at have nærmet mig himlen i godt og vel to timer blev jeg dog igen omgivet af mennesker, da jeg ankom til et lille tempelområde, hvor en gruppe turister befandt sig. De var nemlig ankommet med svævebanen, der lå nogle hundrede meter derfra, men der var stadig et stykke frem til selve toppen, hvor de fleste folk befandt sig.

Da jeg havde fået tilbagelagt det sidste stykke og endelig nåede frem til toppen, gav jeg mig tid til at nyde udsigten og selve bedriften af for første gang at have besteget et bjerg, inden jeg valgte at påbegynde turen ned. Mine ben værkede dog så meget, at jeg ikke havde lyst til at gå, så denne gang valgte jeg at benytte mig af svævebanen - også for at spare tid. Og dette var desuden endnu en førstegangsoplevelse, idet jeg aldrig havde prøvet at rejse i en svævebane før.

Svævebanen på Miyajima er delt i to. Først bliver man som gruppe placeret i en stor vogn, der kører hvert kvarter, inden man halvvejs splittes op og placeres i mindre vogne, der kører hele tiden. Det var en helt fantastisk udsigt derfra, hvor man kan kigge ned på træernes kroner og se, hvordan man gradvist nærmer sig havet og byen for enden. Der var ikke så mange, der skulle ned, som der skulle op, så jeg sad kun i selskab med en pige på det sidste stykke.

Efter at være kommet tilbage til byen tog jeg et hurtigt smut forbi Senjokaku, hvor der både er en pagode og en kæmpe sal i træ uden vægge. Dette blev så mit sidste stop på Miyajima, inden jeg vendte tilbage til havnen, hvor der nu var fyldt med hundredvis af mennesker, så det næsten ikke var til at komme frem. På vejen købte jeg nogle souvenirs, og derefter tog jeg færgen tilbage til fastlandet, hvor jeg nåede toget tilbage til Hiroshima og her steg på shinkansen i retning mod Nagoya.

Men selvom Nagoya var min endelige destination, så var det dog kun eftermiddag, så jeg havde på forhånd planlagt at gøre stop i Okayama, der kun ligger en time fra Hiroshima, idet jeg gerne ville besøge byens borg og haven Korakuen, der er kendt som en af Japans tre bedste landskabshaver.

Andet stop: Okayama

Okayama er en storby, så fra stationen var der et stykke vej til Okayama-borgen, der meget passende ligger lige ved siden af Korakuen. Af den grund ville jeg gerne besøge de to steder på samme tid, og jeg kunne oven i købet købe en kombinationsbillet.

Selve borgen var pænest udefra, for eftersom det ikke er en original bygning, så var den indvendigt meget moderne, idet den var indrettet som et museum, men fra øverste etage var der dog en flot udsigt til Okayama og Korakuen lige ved siden af. For at komme dertil skal man krydse en gangbro, der går over en flod, og hér fungerede borgen som et virkelig smukt scenarium, hvilket den desuden også gjorde fra selve haven, hvor den var synlig i baggrunden fra flere steder.

Det var starten af april, så kirsebærtræerne i Korakuen var i flor, hvilket naturligvis tiltrak mange besøgende. Herudover var der dog ikke andre farver udover grøn, brun og gul, eftersom de andre blomster endnu ikke var sprunget ud, men ikke desto mindre var der nogle flotte landskaber, og grundet havens størrelse kunne man også vandre rundt i dele af den alene. Et nygift ægtepar var desuden på besøg i haven for at få taget bryllupsbilleder i deres traditionelle klædedragter, så det var et interessant lille indslag at følge, eftersom de gik rundt i hele haven og fik taget billeder i alle afkroge af den, og vi andre besøgende fik tilmed også lov at fotografere dem.

Da jeg forlod Korakuen, blev jeg passet op af en fartende sælger, der spurgte om jeg ville købe noget chokolade. Jeg fik udleveret en smagsprøve, og selvom det var lidt dyrt, valgte jeg at købe en pakke udelukkende for at støtte hans lille foretagende. Japanere bliver endnu venligere, når man viser, at man kan japansk, så det er altid hyggeligt at handle med dem, hvis man kan nå at udveksle et par ord. Dog prøver de også at foretage mersalg, fordi de ved, at man forstår, hvad de siger. Det er lidt nemmere at virke afvisende, hvis de går ud fra, at man ikke kan japansk, fordi de dermed opgiver at kommunikere med en.

Tilbage på Okayama station tog jeg så shinkansen videre til Nagoya, hvor jeg ankom tidligt på aftenen, mens det var ved at blive mørkt.

Sidste stop: Nagoya

I Nagoya skulle jeg som nævnt bo på hotel de sidste dage i Japan. Men byen er Japans tredje største, så det var en flere kilometer gåtur til det område, hvor hotellet befandt sig, hvilket gav mig mulighed for at få et indtryk af Nagoya, der på denne tid af dagen virkede til at være kendetegnet af lys, larm og travlhed. Der var shoppingcentre overalt, og flere steder lå de side om side. Og det var sådan et jeg valgte at besøge først, for hjemmefra havde jeg lovet min nabo at købe noget tegneudstyr i en butik, der tilfældigvis lå i nærheden af mit hotel, hvor jeg efterfølgende afsluttede dagen ved at tjekke ind. Internettet var desværre elendigt, så resten af aftenen blev brugt på et langt bad, før jeg gik til køjs med meget trætte ben efter en temmelig lang og aktiv dag.

Total Page Visits: 835 - Today Page Visits: 1