Minakuchi-borgen ligger i byen Koka og er også kendt som Hekisui-borgen. Der er tale om en af de få borge, der blev bygget i 1600-tallet, hvor Tokugawa-shogunatet ellers stræbte efter at begrænse Japans antal af borge ved at rive mange af disse ned. Minakuchi-borgen blev dog opført i 1634 som shogunen Tokugawa Iemitsus personlige residens, så han havde et sted at bo, når han rejste mellem sin base i Edo (nutidens Tokyo) og datidens hovedstad Kyoto.
Borgen blev opført med udgangspunkt i Nijo-borgen i Kyoto, og den blev senere overdraget til en af shogunens daimyoer, hvis slægt besad kontrollen frem til slutningen af 1800-tallet, hvor Japan påbegyndte en hæsblæsende moderniseringsproces, hvilket førte til, at størstedelen af landets borge blev revet ned. Dette var også tilfældet med Minakuchi-borgen, der efterfølgende blev omdannet til en ruin, indtil det i 1991 blev besluttet at opføre dele af borgens fæstningsanlæg i form af mure, porte og vagttårne. I et af disse vagttårne findes desuden et lokalhistorisk museum, ligesom borggrunden nu om dage fungerer som en park.
Minakuchi-borgen ligger lige ved siden af Minakuchijonan station.