Okazaki-borgen

Okazaki-borgenBorgen i Okazaki blev først grundlagt som et fort i 1455, før en egentlig borg blev bygget i 1531 af Matsudaira Kiyoyasu. I 1542 blev hans barnebarn, Motoyasu, født hér, og han ville senere blive kendt som Tokugawa Ieyasu, der i 1603 etablerede Tokugawa-shogunatet. Han havde kortvarigt kontrol over borgen som voksen, før han overlod den til sin søn, Nobuyasu, for i stedet at bosætte sig i borgen i Hamamatsu. Nobuyasu blev dog beordret til at begå seppuku i 1579, da Oda Nobunaga indtog området, mens Ieyasu blev tvunget til at flytte til Edo – nutidens Tokyo. Herefter blev Okazaki-borgen overdraget til en ny klan, der sørgede for at restaurere den, men med etableringen af Tokugawa-shogunatet skiftede borgen igen ejer, da den blev overdraget til Honda Yasushige, som sørgede for at bygge en tre-etagers hovedbygning i 1617. Denne fik lov at stå helt frem til 1873, hvor den ligesom så mange andre borge i Japan blev revet ned, fordi man i denne periode ønskede at modernisere samfundet, hvilket betød, at borge blev anset for at være et unødvendigt levn fra fortiden. En stor del af borggrunden blev solgt til private opkøbere, men byen valgte at købe en stor del tilbage og omdanne stedet til en park, og i 1959 valgte man desuden at opføre en moderne rekonstruktion af Okazaki-borgen for at fremme turismen. Denne blev lavet i beton og fungerer i dag som et lokalhistorisk museum, og siden 1990’erne er flere strukturer kommet til, så man kan få en fornemmelse af, hvordan den originale borg engang har set ud.

Okazaki-borgen ligger under en kilometers gang fra både Okazakikoen-Mae station og Nakaokazaki station.

Total Page Visits: 274 - Today Page Visits: 1