

Om stedet
Anamori Inari-helligdommen er en shinto-helligdom beliggende i Ota-distriktet i Tokyo, hvor den blev opført i begyndelsen af 1800-tallet. I dag er det den helligdom, der ligger tættest på Haneda lufthavn, så denne er blandt andet dedikeret til flysikkerhed, og det er derfor populært blandt flypersonale, rejsende og deres familier at tage forbi helligdommen for at bede for en sikker rejse. Ved helligdommen er sågar blevet opført en udkigspost, som man kan bestige, så man kan nyde udsigten til lufthavnen, hvor man kan se fly lande og lette.
Som navnet indikerer, er Anamori Inari-helligdommen dog også dedikeret til guden Inari, og ligesom med mange andre Inari-helligdomme er Anamori Inari-helligdommen kendt for sine talrige torii-porte, som er blevet doneret af både firmaer og privatpersoner. Tilbage i 1931 stod der intet mindre end 80.000 torii-porte ved Anamori Inari-helligdommen, hvilket er langt flere, end man finder ved Fushimi Inari-helligdommen i Kyoto. Anamori Inari-helligdommen blev derfor en landskendt seværdighed, men fordi man ikke havde plads til alle torii-porte, blev de fleste samlet i enorme bunker. Disse er med tiden gået tabt, så i dag er der langt færre torii-porte ved helligdommen, hvor de står placeret på række, så de former tunneller.
Generelt er Anamori Inari-helligdommen ikke andet end en skygge af sit oprindelige jeg, så den nu om dage er forholdsvis lille med et beskedent antal bygninger. Dette skyldes eksempelvis, at helligdommen blev ødelagt under Anden Verdenskrig, så det herefter blev nødvendigt at genopføre den, men efterhånden som Haneda lufthavn blev udvidet, blev det nødvendigt at flytte helligdommen, som flere gange blev relokaliseret, indtil den i 1990'erne blev placeret på sin nuværende grund uden for lufthavnen, hvor der i forvejen lå mange bygninger, så der derfor var begrænset plads til rådighed.
Find vej
Anamori Inari-helligdommen har sin egen togstation kaldet Anamori-Inari station, som ligger 200 meter væk.
