

Om stedet
Sasuke Inari-helligdommen er en shinto-helligdom beliggende i Kamakura. Som navnet antyder er denne dedikeret til guden Inari, og ligesom med mange andre Inari-helligdomme, så er også denne kendt for at have en masse røde torii-porte, der til sammen skaber en tunnel, man kan gå igennem på sin vej til selve helligdommen. I området finder man ligeledes mange mindre torii-porte samt skulpturer - især af ræve, da Inari ligeledes er guden for ræve, der derfor siges at være hendes budbringere.
Helligdommen blev ifølge legenden grundlagt i 1100-tallet, efter at Minamoto no Yoritomo, havde set Inari i en drøm. I denne blev han bedt om at samle en hær og bekæmpe Taira-klanen, hvilket førte til en sejr og etableringen af Kamakura-shogunatet. Minamoto no Yoritomo blev dermed den første Kamakura-shogun, og som tak valgte han at opføre Sasuke Inari-helligdommen, der også er kendt som den skjulte landsby i Kamakura, fordi den ligger gemt i naturlige omgivelser.
Find vej
Sasuke Inari-helligdommen ligger nærmest Kamakura station, som ligger lidt over en kilometer væk.
