Flere steder ved de japanske kyster findes der klippestykker, der er knyttet sammen med et enormt reb. Disse klipper repræsenterer en mand og en kvinde, der er forenet, og er derfor kendt som "ægtepar-klipper" eller på japansk: Meoto Iwa. Det mest kendte klippepar går tilmed under navnet Meoto Iwa og befinder sig i byen Ise i Mie-præfekturet, hvor Japans vigtigste helligdom desuden også befinder sig.
Meoto Iwa repræsenterer ikke blot en mand og en kvinde - de symboliserer også de to guder, der skabte Japan, Izanagi og Izanami, mens det enorme reb, der binder dem sammen, symboliserer deres kærlighed. Meoto Iwa er derfor de mest poplære af alle ægtepar-klipper i Japan og de mest besøgte, idet kærestepar og ægtepar kommer og besøger klipperne for at bede for deres forhold. Officielt er klipperne dog tilknyttet den nærliggende Futamiokitama-helligdom, og så er det desuden ikke kun klippernes symbolik, der trækker folk til, for om sommeren kan man nemlig opleve solopgangen imellem dem, hvilket er et af de mest populære syn i Japan.
Den store klippe symboliserer manden, og på denne finder man en torii-port, mens den mindre klippe symboliserer kvinden. Denne var oprindeligt noget større, men er med tiden blevet eroderet mindre - senest i 1918, hvor en tyfon nærmest halverede klippen og fuldkommen ændrede dens form, så rebet siden har haft sværere ved at hænge fast. Dette vejer nemlig over et ton og kan nogle gange glide af i dårligt vejr. Det bliver dog jævnligt udskiftet under en ceremoni, der ligeledes trækker folk til.
Meoto Iwa ligger 1,5 kilometer fra Futamino-Ura station, hvorfra der er 20 minutter til fods.