Sanbutsuji er et tempel beliggende i Tottori-præfekturet, hvor det efter sigende blev grundlagt i begyndelsen af 700-tallet af En no Ozuno, der anses for at være grundlæggeren af religionen Shugendo, der kan betegnes som en blanding mellem buddhismen og shintoismen. I Shugendo gør man meget ud af at leve i harmoni med naturen, og derfor blev Sanbutsuji ikke blot opført på det 900 meter høje Mitoko-bjerg - templet blev ligeledes inkorporeret i dette ved at blive opført i en grotte. Denne befandt sig imidlertid et stykke over jordhøjde, så det blev nødvendigt at forsyne bygningen med stolper, hvorved Sanbutsuji er kendt for at være et af de mest karakteristiske templer i Japan. Af samme grund har det da også fået status som en nationalskat, hvilket også skyldes, at den nuværende bygning stammer fra 1100-tallet. Denne er kendt som Nagairedo, og udover denne består selve tempelgrunden af mange flere bygninger, da det er tale om et stort kompleks på Mitoko-bjerget.
For at komme frem til Sanbutsuji kan man vælge at bestige Mitoko-bjerget, hvilket er noget af en udfordring, men ellers ligger der en vej ved siden af templet, hvorfra man blandt andet kan komme til med bus fra Yurihama. Turen dertil tager 40 minutter.