Handlingen i Ergo Proxy er inspireret af filosofiske teorier i en nærmest grænseløs grad, så symbolikken fuldkommen overtager og til dels ødelægger selve handlingen i op til flere episoder. Man skal åbenlyst være intellektuelt moden for i sandhed at kunne nyde Ergo Proxy, fordi den beskæftiger sig med meget dybe temaer. Men hvor er det egentlig fantastisk, at man tør kaste sig ud i sådan et projekt og anerkender et ældre publikum og tilmed leverer en så gennemarbejdet serie med komplekse temaer. Den dystopiske udgave af fremtiden er man efterhånden blevet vant til, så det er rart med et mix af sci-fi og fantasy, så det ikke bliver alt for kliché. Dog er fortællingen en anelse begrænset til ret få karakterer, så det ikke bliver universet, der er i fokus.
Ghost Hound er et godt eksempel på en anime-serie, hvor der tydeligvis har været samarbejde under produktionen lige fra casting og manuskript til lyd og animation. Trods karakterernes til dels stereotype personligheder, så spiller de godt sammen, og det er på ingen måde en stereotyp anime, for selvom karakterdesignet godt nok indikerer, at der er tale om en serie henvendt unge, så er selve plottet og budskabet så kompleks, at man skal være voksen for at forstå serien. Generelt vil mange aldersgrupper kunne nyde den, fordi den om ikke andet skaber et unikt univers med fokus på videnskab og overtro, hvilket er et modspil, der udgør selve historien.
Denne serie er et tiltrængt pust til anime-genren, idet den beskæftiger sig med noget så realistisk som en katastrofe – noget som japanerne ellers elsker, men som de ofte blæser op til vilde proportioner, som man ser det i både anime og i Godzilla-film. Tokyo Magnitude 8.0 holder sig derimod på et troværdigt plan og giver indblik i noget, som de fleste japanere har kendskab til og tilmed selv har oplevet. For udlændinge bliver det muligt at se, hvordan et jordskælv kan ødelægge en moderne storby, men på samme tid fortælles en historie om den effekt, det har på både samfund og borgere. Vi befinder os iblandt ofrene og får på den måde indsigt i en katastrofe fra et menneskeligt perspektiv.
Record of Lodoss War er klassisk fantasy med riddere, drager, elvere og magi. På det område er der intet nyt at komme efter, idet serien foregår i et univers, som man kender dem. Denne skiller sig dog ud i kvalitet, for selvom serien er fra begyndelsen af 1990’erne, så er animationen på et ekstremt højt niveau, hvilket skaber dynamiske kampscener i det kreative univers med de unikke væsner, hvor særligt dragerne skiller sig ud med deres detaljerede design. Historien er generelt fyldt med action, og selvom serien kun er på 13 afsnit, så når der at ske lidt af hvert, mens man bliver introduceret for universet i et behageligt og naturligt tempo, så man meget hurtigt forstår denne verden, hvilket mest af alt skyldes, at den tager udgangspunkt i den stereotype forestilling om det gode og det onde.
Shigurui er bestemt ikke for alle af to grunde. For det første så er den blodig som bare pokker, og nogle gange er animationen virkelig realistisk på det punkt, så nogle scener er en anelse modbydelige. For det andet, så er fortællingen meget japansk, så et fåtal af vesterlændinge vil rent faktisk kunne nyde denne serie, der er fortalt på en meget visuel og poetisk måde. Det passer egentlig også til den tid og det miljø, man befinder sig i, for det giver en meget anderledes stemning, end man er vant til fra anime. De grå toner er samtidig med til at fremkalde den dystre atmosfære, så selvom det er en noget deprimerende serie, så formår man virkelig at spille på alle tangenter for at få den til at skille sig ud, og det er kun positivt.
Kokkoku er en serie, der blander realisme med meget få fiktive virkemidler, hvilket skaber et unikt univers med en unik fortælling. Samtidig er det en af de få serier, der virker komplet og fuldendt efter kun 12 afsnit. Den kunne sagtens have været længere, for alting sker meget hurtigt, og det sidste afsnit kunne endda have været opdelt i mange flere, men alt i alt fungerer det. Det skyldes nok, at majoriteten af handlingen foregår kronologisk og udspiller sig dermed over kun få timer. Dette har man dog ingen fornemmelse af, fordi tiden er gået i stå for alle andre end de medvirkende. Dette er endnu et specielt aspekt ved serien, for det er ret fascinerende at se, hvordan baggrunden og alle andre mennesker står stille hele tiden i stort set alle afsnit.
Now and Then, Here and There er egentlig en underlig serie, fordi den ser ud til at være lavet til børn, selvom den er henvendt voksne. For selvom stilen giver indtryk af, at det var en tegnefilm rettet mod et yngre publikum, så er den ikke desto mindre spækket med både vold og drab, ligesom den både indeholder tortur og seksuelle overgreb. Selve historien og budskabet er da også for de mere modne seere, og det er derfor en serie, hvor man rent faktisk har investeret i at fortælle en historie med et budskab – endda i en anden virkelighed med kreative elementer, så man på den måde trækkes ind i et interessant og brutalt univers.
Planetes giver et meget realistisk bud på, hvordan fremtiden kommer til at se ud, og ikke mindst hvordan det ville være, hvis mennesker slog sig ned i rummet. Og hvor er det befriende med en fremtidsserie, der ikke drukner i robotter og laserkanoner. Der er derimod gennemtænkte elementer, hvor man har taget udgangspunkt i nuværende teknologi og opdateret denne, så den ikke virker uvirkelig. Samtidig er der gjort meget ud af detaljer – for eksempel kan folk gribe fat i håndtag med deres hænder, når de er i vægtløs tilstand. Netop den vægtløse tilstand betyder, at man har kunnet spare på animationen, der generelt set er flydende, og så er der nogle virkelig flotte og fordybende indslag fra det ydre rum, der leder tankerne hen til Rumrejsen år 2001.
Visuelt set er Moribito: Guardian of the spirit en af de smukkeste tegnefilmserie, der findes. Baggrundene er virkelig detaljerige, og der er gjort så meget ud af farver og effekter, at man nogle gange glemmer at fokusere på handlingen. Der er sjældent gjort brug af stillestående animation, og det er tydeligt, at man har lagt en masse arbejde i selv de mindste bevægelser. Særligt kampscenerne er virkelig flotte, og dette er i sandhed et klasse-eksempel på fantasy med world building som hovedingrediens, hvor fantasien har fået lov at dominere, hvorved man som seer trækkes ind i en helt anden verden, man skal og lærer at acceptere som en anden virkelighed.
Basilisk er smuk serie med en tragisk handling, som bæres af dens karakterer. 20 ninjaer bliver sat til at dræbe hinanden, og deres evner er virkelig fascinerende, men i samspil med hinanden opstår der både styrker og svagheder, og man ser dermed, hvor gennemtænkte de er, hvilket påvirker og skaber handlingen, som er gennemsyret tragisk. Ikke nok med at karakterer dør på stribe, så sker det også med et utal af følelser på kryds og tværs, som gør ninjaerne til mennesker. Man vil som seer gerne se karaktererne kæmpe, men på den anden side vil man også gerne have, at de bare slutter fred, for det er ikke muligt at vælge, hvem man holder med, og at se karaktererne dø bliver mere og mere trist, efterhånden som man lærer dem at kende.