Haritsuke var den japanske form for en korsfæstelse, der før i tiden blev anvendt som dødsstraf til kriminelle. Modsat den vestlige korsfæstelse, så blev man i Japan bundet til træpæle i stedet for at blive sømmet fast til dem, og så var det desuden kun kvinder, der blev hængt på et kors med samlede ben og udstrakte arme - mændenes ben blev nemlig spredt fra hinanden på en ekstra vandret bjælke, mens der under deres kønsorganer sad et bræt, som tyngdekraften tvang dem mod. Kvinder fik derimod blottet deres bryster, da der til ritualet hørte en særlig form for beklædning, som skulle blotte folks ribben, eftersom korset mest af alt havde til formål at sætte folk til offentlig skue i en forsvarsløs stilling.

Typisk ville den kriminelle først blive ført gennem byen på hesteryg under et optog kendt som hikimawashi, hvilket foregik fra fængslet og frem til henrettelsespladsen, hvor man ville blive bundet fast på korset under offentlighedens overværelse, og herefter ville henrettelsen så finde sted ved, at vedkommende ville få et spyd stukket i hver sin side af kroppen, hvilket altså var grunden til, at ribbenene skulle være blottet, så de to bødler kunne se, hvor de skulle ramme. Ofte ville spyddene blive stukket ind og ud flere gange for at sikre, at den dødsdømte rent faktisk døde, inden disse blev anvendt til at skære halsen over på vedkommende. Den døde krop samt det afhuggede hoved ville efterfølgende stå til skue i nogle dage, før liget til sidst ville blive ført væk.

I Japan har man traditionelt været en repræsentant for sin slægt, så det var ikke ualmindeligt, at man for eksempel straffede en hel familie, hvis et medlem havde begået en forbrydelse. Koner til mænd, der havde brudt loven, ville for det meste være forpligtet til at lide samme skæbne som deres ægtefæller, mens børn kunne gå fri, hvis de var unge nok. Det var derfor ikke ualmindeligt at se par eller hele husstande blive korsfæstet, og formålet med dette var først og fremmest at straffe folk, der havde brudt loven, men eftersom der var tale om en offentlig henrettelse, så ønskede man også at skræmme folk ved at statuere et eksempel og vise, hvad der ville ske, hvis man ikke holdt sig på dydens vej. 

Folk ville blive dømt til døden af de lokale myndigheder, der ville forholde sig til deres forbrydelse og beslutte, om denne skulle straffes med fængsel, tvangsarbejde, fysisk afstraffelse eller døden. Hvis man blev dømt til døden men omkom i fængslet før sin henrettelsen kunne finde sted, ville korsfæstelsen ofte blive udført med brug af den døde krop. Selvom korsfæstelse mest var en henrettelsesmetode, der blev anvendt fra 1500-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet, hvor denne praksis blev afskaffet, så er der også registreret hændelser fra første halvdel af det 20. århundrede, hvor der mest har været tale om sager med krigsfanger.

En anden udgave af haritsuke er kendt som mizuharitsuke, hvilket vil sige en vandkorsfæstelse. Denne henrettelsesmetode blev primært anvendt mod kristne, da det i Edo-perioden var forbudt at være kristen i Japan, hvilket derfor ville føre til en dødsdom. Med mizuharitsuke havde man nemlig mulighed for at frasige sig sin tro, inden man døde, eftersom man blev hængt på et kors, der var placeret ved kysten, hvor det stigende tidevand ville omslutte ens hoved, så man altså endte med at drukne, hvis ikke man nåede at frasige sig sin tro, hvilket man havde tid til at overveje, imens man hang og ventede på at dø. Der var derfor nogen, som trods alt valgte at frasige sig deres kristne tro af frygt for at dø, og de viste dermed, at deres vilje til at leve var stærkere end deres tro, som derfor ikke var så ren, som de måske selv havde troet.