

Morio Tanimoto arbejdede som smed men var også psykisk ustabil, hvilket førte til, at han i 2011 forsøgte at tage livet af sin søn ved at stikke ham i hovedet. For dette blev Morio idømt en fængselsdom, men hans mentale problemer fortsatte, så efter endt afsoning begyndte han at modtage behandling - blandt andet på en psykiatrisk klinik i Osaka, som var lokaliseret i den 8 etager høje Dojima Kita-bygning. Hér kom Morio Tanimoto for at modtage behandling og vejledning i årene før 2021, hvor han besluttede sig for at begå et brandattentat mod den psykiatriske klinik.
I 2019 mistede 36 mennesker livet, da Kyoto Animation blev udsat for et brandattentat, og det var muligvis dette, som inspirerede den 61-årige Morio Tanimoto til at begå sig eget, da han i november 2021 købte en dunk med 10 liter benzin, som han måneden efter bragte med sig til den psykiatriske klinik i Osaka i en taske. Den 17. december skulle der nemlig afholdes en workshop for patienterne tilknyttet klinikken, så de kunne få hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og der var derfor fyldt med mennesker på 3. sal, da Tanimoto mødte op lidt over klokken 10 og i al ubemærkethed begyndte at hælde benzin ud på gangene og sågar foran nødudgangen, så denne blev spærret af flammer, da han efterfølgende satte ild til benzinen, mens han selv befandt sig i bygningen.
Der opstod panik i bygningen, hvor dusinvis af mennesker blev fanget, mens ild og røg spredte sig på 3. sal, hvor patienter og personale begyndte at kollapse som følge af røgforgiftning. Dette inkluderede også Morio, der selv mistede bevidstheden, og han var derfor en af dem, der blev fundet af brandvæsnet, da dette mødte op og forsøgte at redde folk ud fra bygningen, idet man ikke kunne vide, at han i virkeligheden var personen, som havde påsat branden. Denne blev slukket efter at have raseret i en halv time, men ilden havde dog været begrænset til et lille område, hvor mange mennesker havde befundet sig, og 24 personer mistede derfor livet, mens endnu et offer blev føjet til listen, da en kvinde døde af sine kvæstelser den 21. december.
I alt omkom 14 mænd og 12 kvinder i branden, og med 25 ofre er der dermed tale om en af de værste enemandsmassakrer i Japans historie. Politiet kunne nemlig hurtigt konkludere, at ilden var blevet påsat, og ud fra overvågningsvideoer blev Morio Tanimoto udpeget som den mistænkte. Men han var fortsat indlagt og befandt sig i koma, hvilket han aldrig nåede at vågne fra, før han den 30. december døde på hospitalet, hvorved branden i sidste ende krævede 26 menneskeliv - heriblandt den skyldige, som altså ikke kunne blive stillet til ansvar for sin forbrydelse. Og hvad der helt nøjagtigt fik ham til at begå denne forblev dermed også et ubesvaret spørgsmål.
Eftersom Morio valgte at blive i bygningen efter at have sat den i brand, kunne det tyde på, at han agtede at begå selvmord, men det er uvist, hvorfor dette skulle foregå på den psykiatriske klinik, hvor man ellers havde forsøgt at yde ham hjælp og støtte. Det kunne derfor være, at Morio ikke var tilfreds med sin behandling, for hans tilværelse var præget af økonomiske problemer og social isolation på grund af hans mentale tilstand, så han bebrejdede muligvis klinikken og dens personale for, at de ikke tog ansvar for ham, så han dermed følte sig overladt til sig selv.