Ryomo Hospital åbnede i byen Sano i Tochigi-præfekturet i 1948 og husede blandt andet en psykiatrisk afdeling, idet hospitalet blev opført på en grund, hvor der i forvejen befandt sig en lukket anstalt for psykisk syge personer. Disse blev dog fortsat indlagt og behandlet på en lukket afdeling, hvilket typisk foregik imod deres vilje, så man på den måde kunne holde folk væk fra samfundet, imens genopbygningen af dette fandt sted i efterkrigstiden, hvor der ikke skulle meget til, før man blev betragtet som psykisk syg.
På den psykiatriske afdeling på Ryomo Hospital var der eksempelvis stofmisbrugere og patienter, der led af fysiske forstyrrelser såsom epilepsi, og til dagligt befandt de sig i selskab med blandt andet retarderede og skizofrene. I 1970 opstod der dog et oprør på hospitalet, da seks mandlige patienter på den psykiatriske afdeling planlagde at flygte fra denne, hvilket blev gjort ved, at de startede en brand med brug af en tændstik, som den ene af patienterne havde stjålet fra en sygeplejerske. Patienterne måtte nemlig gerne ryge udenfor, så længe de lånte tændstikker af personalet, men der er trods alt så mange i en pakke, at det aldrig blev bemærket, at en enkelt af disse manglede, før der den 29. juni udbrød brand på den psykiatriske afdeling, da en 38-årig mand satte ild til nogle aviser i opholdsrummet.
Mental sundhed blev ikke prioriteret af sundhedsvæsnet, så den psykiatriske afdeling befandt sig i en gammel træbygning, hvorved ilden hurtigt fik fat og spredt sig. Der var på dette tidspunkt 47 indlagte patienter, og fordi at der var tale om en lukket afdeling, så var langt de fleste af disse låst inde på deres værelser, så de ikke havde mulighed for at flygte, da disse pludselig blev indtaget af røg. Der opstod således panik, da personalet forsøgte at redde de indelukkede patienter, hvilket var en del af planen, som seks af dem havde lagt. For de havde nemlig sørget for, at de alle befandt sig uden for deres værelser, så de dermed kunne flygte, imens personalet var beskæftiget. Men de havde dog ikke taget højde for, at en brand naturligvis ville tiltrække opmærksomhed, så både brandvæsnet og andre af hospitalets ansatte mødte hurtigt op for at hjælpe til - hvilket indebar, at man forhindrede patienterne i at stikke af, så flugtforsøget dermed viste sig at være forgæves.
Hele afdelingen brændte dog ned til grunden, og det lykkedes desværre ikke at redde alle patienter ud, idet 17 af disse omkom i branden. Patienterne var i alderen 11 til 51 år, og de mistede alle livet som følge af kulilteforgiftning. Men det skulle dog inden længe vise sig, at der ikke var tale om et uheld, for da man fandt ud af, at branden var påsat, fik man samtidig udpeget den skyldige i skikkelse af den 38-årige mand, der dog viste sig at være en del af en gruppe på seks patienter, hvor lederen af disse var en 21-årig mand, der både have foreslået og planlagt branden, som han derfor blev stillet til ansvar for. Han blev senere idømt 12 års fængsel for det, der faktisk var det hidtil værste massemord i efterkrigstidens Japan. Men fordi at psykiske sygdomme var et tabu i samfundet, så betragtede man det ikke som en tragedie, og denne forbrydelse har derfor kun fået begrænset opmærksomhed. Branden førte ikke desto mindre til øget sikkerhed på de psykiatriske afdelinger rundt omkring i Japan, hvor denne indtil da havde været misligholdt, så dette var langt fra den første dødsbrand på en psykiatrisk afdeling på et japansk hospital.