Stoffer i Japan

Stoffer i JapanJapan er kendt for sin strenge lovgivning og tilbageholdenhed, når der kommer til stoffer, og denne har faktisk været så hård, at man har haft problemer med at implementere særlige lægemidler på det japanske marked, fordi disse ikke efterlevede landets regler. Den oprindelige lov om salg af medicin fra 1960 forbød visse medikamenter, hvilket blandt andet betød, at landet kom “bagud” med behandlingen af visse sygdomme, fordi man simpelthen ikke kunne indføre bestemte former for stoffer og dermed nye typer medicin i det japanske sundhedssystem. Dette havde især indvirkning blandt psykisk syge, der i årtier ikke modtog medicinsk behandling – også fordi man i Japan har tradition for at gå naturens vej, før man vender sig mod videnskaben, så lidelser som depression, skizofreni og andre mentale sygdomme blev ikke taget seriøst, hvilket gradvist satte sit præg på samfundet, hvor selvmord, isolation og hårde forbrydelser blev et stigende problem. I begyndelsen af årtusindeskiftet valgte man så endelig at ændre på lovgivningen, så man kunne følge med den medicinske udvikling i Vesten og komme op på samme niveau som denne, når det gælder behandlingen af både fysiske og psykiske sygdomme. Det er nu nemmere for læger at udskrive recepter, ligesom man kan erhverve sig håndkøbsmedicin hos sin lokale købmand – noget der før kun var tilladt på apoteker. Loven er dog stadig så streng, at visse forholdsvis almindelige stoffer er forbudte i Japan, hvilket betyder, at man heller ikke må medbringe disse til landet. Man kan altså risikere at få konfiskeret bestemte former for medicin ved sin ankomst til landet, selvom disse er tilladte i ens hjemland. Det drejer sig blandt andet om viagrapiller og stort set alt indeholdende amfetamin. Ydermere risikerer man fængselsstraf, da det selvsagt også er ulovligt at tage, sælge og besidde forbudte stoffer i Japan.

I Japan håndhæves loven med hård hånd, så der er generelt set ikke et problem med stofmisbrug, for det første fordi det er svært at få fat i stoffer, men også fordi det kan have store konsekvenser, hvis man bliver fanget i at tage stoffer. Selv hvis man som udlænding tidligere er blevet dømt for at have taget stoffer, så kan man blive nægtet indrejse i Japan, fordi man er påpasselig med hvem og hvad, man lukker ind. Det gjorde sig for eksempel gældende for Paris Hilton, der i 2010 blev afvist af de japanske myndigheder, efter hun havde erklæret sig skyldig i at have taget kokain. Det er imidlertid ikke kokain, der er det største problem i Japan. Sammenlignet med andre lande er kokain faktisk ikke eksisterende i Japan, og det samme gør sig gældende med heroin. Hvert år bliver over 10.000 japanere anholdt grundet salg eller brug af stoffer, og majoriteten af disse har taget eller været i besiddelse af metamfetamin, som desuden blev opfundet i Japan, hvor det har været det mest udbredte rusmiddel siden 1950’erne, hvor det var et decideret samfundsproblem med misbrugere, som var afhængige af det dengang tilladte lægemiddel. Dette er forklaringen på landets nuværende forbehold over for lige netop amfetamin, og det gør samtidig Japan til et af de eneste lande i verden, hvor hash ikke er det mest udbredte rusmiddel, selvom Japan ellers har en lang tradition med dyrkning af hamp. Før i tiden blev hampplanter nemlig anvendt til produktionen af tøj og reb, men efter Anden Verdenskrig tog man den amerikanske nultolerance over for stoffer til sig, og siden dengang har det været forbudt at dyrke eller besidde hampplanter. Dog findes der stadig statsgodkendte plantager, hvor hamp dyrkes under overvågede forhold. Om man før i tiden har røget hash i Japan er uvist, men nu om dage hænder det at japanere bliver taget i at ryge eller eje hash, og i så fald er konsekvensen den samme som med alle andre stoffer: fængsel. Man går ikke så meget op i at hjælpe misbrugere, idet dette typisk er en opgave, der tillægges frivillige organisationer – i stedet går man efter at forebygge og bekæmpe stofmisbrug via en streng lovgivning med hårde straffe. Ikke desto mindre bliver omkring en fjerdedel af de dømte senere anholdt og sigtet for en lignende forbrydelse, så denne onde cirkel gør det samtidig svært at komme problemet til livs.

Selv ikke japanske kendisser går fri for lovgivningen, og hvis de fanges i at tage stoffer, bliver det en stor skandale i medierne, eftersom det anses for at være skammeligt, og derfor bliver man også tit bedt om at foretage en offentlig undskyldning, hvor man beklager for og angrer sine handlinger. Et enkelt fiks kan være med til at ødelægge ens karriere, og det samme gør sig gældende for almindelige borgere, der kan have svært ved at finde arbejde med en plettet straffeattest, hvor salg eller brug af stoffer står skrevet på. Typisk er stoffer forbundet med gademiljøer og undergrundskulturer, men herfra kan de distribueres videre til andre dele af samfundet, så det japanske politi slår ned på alle forseelser i forsøget på at bekæmpe udbredelsen af stoffer eller i bedste fald forhindre, at denne eskalerer og kommer ud af kontrol. Sammenlignet med andre lande er problemet med stofmisbrug i Japan meget begrænset, idet under 2 % af befolkningen menes at have prøvet det, der i Japan anses for at være forbudte stoffer. Der findes dog også måder at omgå loven, da man kan opnå euforisk stimulans af lovlige produkter, såsom malingfortynder og lightergas. hvilket især er udbredt blandt unge.

Stoffer i Japan1072total visits,1visits today