

Joji Obara blev født som Kim Sung-Jong i 1952, hvor hans koreanske forældre levede i fattigdom i Osaka. Det lykkedes dog for hans far at opbygge en blomstrende forretning, således at familien endte med at blive velhavende, hvilket var med til at sikre, at de tre sønner kunne få en høj uddannelse. Joji var dog kun 17 år, da hans far døde, og han og hans brødre arvede herefter millioner af yen, hvilket blev begyndelsen på den unge mands playboy-tilværelse, der var præget af forbrug såvel som misbrug. Joji tog først det japanske navn Seisho Hoshima som 15-årig, før han skiftede dette til Joji Obara som 21-årig, hvor han blev myndig og samtidig blev japansk statsborger. Han kappede herefter forbindelsen til sin familie og slog sig ned i hovedstadsområdet, hvor han levede af sin arv, som han desuden anvendte til at investere i ejendomshandel. I sine unge dage tjente Joji dermed millioner på investeringer, så han kunne leve uden at løfte en finger, men da den økonomiske boble bristede i 1990'erne, krakelerede hans lukrative tilværelse, da han endte ud i gæld.
Dette forhindrede dog ikke Joji i at leve det vilde liv, idet han både tog stoffer og gik på natklubber, hvor han scorede kvinder ved at udgive sig for at være en anden. Hans udseende, påklædning og forbrug indikerede da også, at han var en rigmand, hvilket blev bekræftet, når han havde held med at overtale kvinderne til at komme hjem til hans luksuslejlighed, hvor han dyrkede sex med dem. Men dette foregik dog ikke altid med kvindernes samtykke, for Joji var nemlig ikke på udkig efter en kæreste, idet han mente, at kvinder kun kunne bruges til sex - og det var derfor den eneste grund til, at han bragte dem med sig hjem. For at sikre sig, at han kunne få tilfredsstillet sine lyster, valgte Joji simpelthen at bedøve kvinderne ved at putte piller i deres drinks, mens han i et eller flere døgn sikrede sig, at de ikke ville vågne op, ved at blokere deres luftveje med klude dyppet i kloroform. Han voldtog kvinderne en eller flere gange, hvilket han typisk valgte at filme, således at han selv sørgede for at fremstille bevismateriale, der senere kunne bruges i mod ham, da det kom frem, at han muligvis nåede at voldtage op mod 400 kvinder.
Dette var der dog ingen, der vidste, da Jojis forbrydelser stod på i løbet af 1990'erne - heller ikke da det en dag gik galt, for i februar 1992 havde den 39-årige Joji lokket den 21-årige australier Carita Ridgway med sig hjem, hvor hun aldrig vågnede op efter at være blevet bedøvet, og da Joji bragte den livløse kvinde på hospitalet, hvor hun blev diagnosticeret med akut leversvigt, formåede han at overbevise alle om, at hun var blevet ramt af madforgiftning. Da Caritas forældre kom til Japan, takkede de sågar Joji for at have forsøgt at redde hende, selvom han altså i virkeligheden stod bag hendes død. For Carita Ridgway blev nemlig lagt i respirator og modtog livsbevarende behandling, indtil hendes forældre valgte at slukke for respiratoren, så deres datter dermed mistede livet, uden at hun på noget tidspunkt kom til sig selv.
Trods et liv på samvittigheden valgte Joji at fortsætte med at voldtage kvinder i de kommende 8 år, før det igen gik galt. Joji var nemlig fascineret af vestlige kvinder, så da han den 1. juli 2000 mødte den 21-årige brite Lucie Blackman, blev det sidste gang, nogen så den unge kvinde i live, da hun forlod den natklub, som hun arbejdede på, i selskab med Joji Obara, der som altid benyttede sig af et alias. I Japan var det ikke ualmindeligt, at kvinder, der arbejdede på natklubber, valgte at sige op ved ganske enkelt at fordufte, så ingen tog sig rigtig af Lucie Blackmans forsvinding. Hendes urolige forældre valgte derfor at flyve til Japan og starte deres egen efterforskning, og det fik først udenlandske medier til at tage sagen op, før de japanske besluttede sig for at følge efter. Men myndighederne begyndte først at handle, da Storbritanniens premierminister tog kontakt til den japanske premierminister, og herefter kom man på sporet af Joji, da nogle udenlandske kvinder stod frem og fortalte, at de mistænkte ham for at have voldtaget dem.
Således blev man altså opmærksom på Jojis fascination for hvide kvinder, men fordi han altid brugte falske identiteter, så var det svært for politiet at knytte ham til de mange sager, der begyndte at hobe sig op. Da man mente, at man havde samlet beviser nok, valgte man dog at anholde den 48-årige Joji i oktober, hvor man samtidig konfiskerede hans samling af over 200 videobånd, der alle bestod af hjemmeoptagelser, hvor han dyrkede sex med bevidstløse kvinder - heriblandt Carita Rigdway. Så det dødsfald, der indtil da havde været betragtet som et uheld, viste sig altså at være et drab, og selvom liget af Lucie Blackman endnu ikke var dukket op, så mente politiet, at de trods alt havde nok til at kunne bevise, at Joji Obara i hvert fald stod bag Caritas død.
Undersøgelser af Jojis adfærd efter Lucie Blackmans forsvinding tydede dog på, at også hun var død. Den 2. juli havde han nemlig ringet til et hospital for at høre, hvad man skulle gøre, hvis nogen fik en overdosis, og dagen efter havde han købt en motorsav og cement. Denne dag blev politiet faktisk tilkaldt til Jojis lejlighed, fordi han larmede, og da han åbnede døren, var hans hænder fulde af cement, men selvom politiet besluttede sig for at gennemsøge lejligheden, så gav Joji dem ikke adgang til hans badeværelse, hvor de med al sandsynlighed ville have fundet liget af Lucie. Selve politiets håndtering af sagen har da også gjort denne notorisk uden for Japans grænser, idet den har udløst kritik rettet mod de japanske myndigheder, for Joji Obara var nemlig flere gange blevet anmeldt for voldtægt, men man havde muligvis ikke taget disse anklager seriøst, fordi ofrene var udenlandske kvinder, ligesom man heller ikke valgte at reagere, da det var en udenlandsk kvinde, der forsvandt.
Joji havde faktisk været i klammeri med loven flere gange, uden at det havde resulteret i fængselsdomme, selvom hans forseelser ellers inkluderede sexchikane. I politiets øjne var han altså en harmløs lovovertræder, men efterhånden som man begyndte at grave dybere, viste det sig, at Joji i stedet var en hårdnakket kriminel, der både havde yakuza-forbindelser og sit hjem fyldt med stoffer, ligesom han havde voldtaget flere hundrede kvinder og med garanti havde dræbt den ene af disse. Han var samtidig noget af et mysterium, for selvom han levede et liv i luksus, så var han ikke et kendt navn, og der eksisterede kun billeder af ham fra hans ungdom, hvilket altså gjorde det muligt for ham at påtage sig forskellige identiteter i mere end et årti, uden at nogen bemærkede det.
Først i februar 2001 lykkedes det for politiet at finde frem til Lucie Blackmans parterede lig, der lå nedgravet få hundrede meter fra Jojis lejlighed i Kanagawa-præfekturet. Det oversavede hoved var blevet dyppet i cement, hvilket bekræftede, at Joji sandsynligvis havde været i gang med parteringen, da politiet i sin tid dukkede op på hans adresse. Joji blev sigtet for at stå bag seks voldtægter samt drabene på både Carita og Lucie, og han blev senere idømt livsvarigt fængsel for voldtægterne og drabet på Carita, men han blev derimod ikke kendt skyldig i drabet på Lucie, fordi der ikke var beviser for dette, selvom han ellers blev dømt for at have bortført hende og parteret hendes lig - hvilket er en yderst besynderlig domsafsigelse, som også er blevet mødt af kritik fra både ind- og udland. Alligevel blev Lucies familie tilbudt erstatning af Jojis ven, hvilket kun hendes far valgte at tage imod. Joji Obara selv gik derimod konkurs.