Knivangrebet i Tsuchiura

Et billede af Masahiro Kanagawa og Arakawaoki station

 

Om formiddagen den 23. marts 2008 valgte den 24-årige Masahiro Kanagawa at gå amok på Arakawaoki station i byen Tsuchiura i Ibaraki-præfekturet, hvor han bevæbnet med to knive begyndte at stikke tilfældige mennesker ned, hvilket endte med at koste en 27-årig mand ved navn Takahiro Yamagami livet, mens syv andre blev såret. Masahiro indstillede dog sit angreb, da politiet blev tilkaldt, og selvom han ellers stak af fra gerningsstedet, så valgte han alligevel at melde sig selv, da han senere tog forbi et politikontor for at tilstå, at det der var ham, der havde stået bag det blodige knivangreb på Arakawaoki station.

Det skulle dog vise sig, at politiet i forvejen var på jagt efter den unge mand, eftersom dette ikke var hans første forbrydelse, der havde kostet et menneske livet. Den 19. marts havde han nemlig stået bag et andet knivdrab, da han stak en 72-årig mand ved navn Yoshikazu Miura ned på gaden i Tsuchiura, hvilket han var eftersøgt for, idet han havde efterladt sin cykel ved gerningsstedet. Masahiro Kanagawa blev derfor efterlyst, og i de kommende dage boede han på forskellige hoteller i Tokyo, men da han kom til at skrive sit rigtige navn under indtjekningen på et af disse, indså han, at politiet dermed ville komme på sporet af ham, og at han snart ville blive anholdt.

Af den grund begyndte Masahiro at planlægge endnu en forbrydelse, så han kunne nå at skabe overskrifter, før han blev pågrebet, så allerede den 22. marts havde han planer om at udføre en massakre men måtte droppe ideen, da der simpelthen ikke var nok mennesker på gaden, da han gik ud. Dagen efter tog han derfor tilbage til sin hjemby Tsuchiura, hvor han fik realiseret sine planer på Arakawaoki station. Oprindeligt havde han dog haft i sinde at begå en langt værre forbrydelse, for den 19. marts havde Masahiro nemlig erhvervet sig sine to mordvåben med henblik på først at dræbe sin søster og herefter begå en massakre på en skole, hvor børn kunne være nemme ofre. Da han vågnede op i familiens hjem, var hans søster dog taget hjemmefra, og da han forlod huset for at lede efter en skole, som han kunne angribe, fandt han ud af, at der var mange voksne til stede, fordi skoleåret lige var begyndt, så man derfor var i gang med indskrivningsceremonier. Det var derfor desperation, der i sidste ende fik Masahiro til at stikke en tilfældig mand ned på gaden på denne dag, mens han kørte fortvivlet rundt på sin cykel.

Masahiro Kanagawa var vred på samfundet, fordi at ikke havde fået noget ud af livet og derfor mente, at han heller ikke havde noget at leve for. Men i stedet for at begå selvmord agtede han at udvise sine personlige frustrationer ved at gøre andre mennesker til ofre for dem, for han var overbevist om, at hvis han begik en alvorlig forbrydelse, så ville han blive dømt til døden. Og dette blev han da også, for Masahiro erklærede sig nemlig skyldig i alle anklager og modtog således en dødsdom, mens han i 2013 fik sit ønske opfyldt, da han blev henrettet i en alder af 29 år.

Total Page Visits: 437 - Today Page Visits: 1