Kotaro Yoshizato var uddannet designer, men valgte i stedet at tjene penge på prostitution, idet han både arbejdede som gigolo ved at sælge sin egen krop til kvinder, ligesom han beskæftigede sig som alfons ved at hyre kvinder til prostitution. Dette førte med tiden til en dom for rufferi, hvilket var et område, som Kotaro fortsatte med at tjene penge på, selv efter han blev løsladt i forbindelse med sin prøveløsladelse. Kotaro Yoshizato tjente nemlig millioner af yen på prostitution, så han dermed kunne leve en luksuriøs tilværelse, hvilket blandt andet skyldtes, at han var beskæftiget med produktionen af børneporno og således henvendte sig til pædofile, som var villige til at betale mange penge for billeder og videoer eller sågar muligheden for at dyrke sex med børn, hvilket Kotaro sørgede for at arrangere.
Kotaro Yoshizato oprettede nemlig et hemmeligt netværk - en såkaldt klub kendt som Petit Angel, hvor pædofile kunne købe børnepornomateriale eller sex med mindreårige. Og børnene udså Kotaro sig blandt andet i Shibuya-distriktet i Tokyo, hvor mange børn og unge opholdt sig - enten fordi de hang ud eller fordi de var løbet hjemmefra. Med løftet om penge var mange børn derfor villige til at følge med Kotaro, der eksempelvis knyttede bånd til børn ved at give dem tusindvis af yen blot for at snakke med dem, så det dermed blev nemmere at lokke dem i pædofilifælder. Men børnene blev også hyret af andre børn, idet Kotaro betalte teenagepiger for at hverve yngre piger ved blandt andet at dele løbesedler ud på gaderne i Shibuya, hvor der stod, at de kunne tjene 10.000 yen på nøgenfotografering.
Den 29-årige Kotaro havde i 2003 etableret kontakt til en pige, som gik i 6. klasse, da han overtalte hende til at finde nogle veninder, som han ville betale 10.000 yen for at "gøre rent i hans nye lejlighed". Den 11. juli havde Kotaro nemlig solgt sine to ferrarier, så han kunne leje en lejlighed i Akasaka-bydelen i Tokyo, men da han den 13. juli bragte pigen og tre af hendes jævnaldrende veninder med til lejligheden, viste det sig dog, at han slet ikke havde brug for at få rengjort denne. I stedet gav Kotaro de tre piger bind for øjnene, mens han lænkede dem fast til håndvægte og en stor vandbeholder med brug af håndjern, som han havde købt dagen forinden.
De fire piger var nemlig blevet kidnappet og skulle efter alt at dømme indgå i Petit Angel-klubbens aktiviteter. Men at fire veninder forsvandt på samme tid, betød også, at dette vakte opmærksomhed, så allerede dagen efter blev de efterlyst med mistanken om, at de var blevet bortført af en pædofiliring, idet man vidste, at de havde opholdt sig i Shibuya, som netop var berygtet for at være Japans brændpunkt for pæfodile. Og det varede da heller ikke længe, før politiet udpegede Kotaro Yoshizato som hovedmistænkt, eftersom man udmærket var klar over, at han havde gang i noget skummelt. Man havde dog ikke nogen beviser, så politiet kunne ikke gøre andet end at kontakte Kotaro, som nægtede at have noget med de fire pigers forsvinding at gøre.
Da han indså, at politiet var på sporet af ham, tog Kotaro dog en drastisk beslutning, idet han den 16. juli valgte at begå selvmord i lejligheden i Akasaka, imens de fire piger endnu blev holdt fanget i denne, hvilket foregik ved, at han formede et telt ved at placere et plastikstykke over en stol, hvor han antændte briketter og således omkom af kulilteforgiftning. Først dagen efter fornemmede pigerne, at noget var galt, idet de ikke havde hørt noget til Kotaro i flere timer, og det lykkedes da for den ene af dem at vriste sig fri fra sine håndjern, så hun dermed kunne flygte fra lejligheden og slå alarm. Og således kom den opsigtsvækkende forbrydelse frem i lyset, da det under efterforskningen blev afsløret, at Kotaro Yoshizato lod til at være hjernen bag et pædofilinetværk, som man forsøgte at optrævle ved for det første at få kontrol over antallet af børn, som opholdt sig i Shibuya, hvor man identificerede over 1500 børn og unge, som enten var løbet hjemmefra eller levede en tilværelse som kriminelle.
De var dermed også nemme ofre for pædofile og producenter af børneporno såsom Kotaro Yoshizato, der viste sig af være i besiddelse af over 1000 videoklip med børnepornomateriale, der lod til at være produceret af ham. Disse videoer fungerede tilsyneladende som produkter, som han solgte til medlemmerne af Petit Angel-klubben, og da politiet fandt frem til medlemslisten blandt Kotaros ejendele, var der over 2000 navne på denne. De fleste viste sig dog at være falske, så politiet besluttede sig hurtigt at lukke sagen uden at efterforske denne yderligere, samtidig med at medierne indstillede dækningen af historien. Der opstod således rygter om, at listen over medlemmer i virkeligheden inkluderede prominente personer såsom advokater, dommere, direktører, politikere, rigmænd og tilmed medlemmer af kejserslægten, og at sagen derfor blev lukket, fordi politiet var blevet påvirket eller beordret til det.
Det blev i sidste ende konkluderet, at Kotaro Yoshizato handlede alene, og at hans enorme rigdom skyldtes, at han både var producent og distributør af børnepornomateriale. Men det ændrede ikke på, at han dermed havde kunder, som politiet ikke forsøgte at opspore, fordi det i Japan var tilladt at besidde børneporno frem til 2014. Sagen satte ikke desto mindre fokus på problemet med børneporno i Japan, som først i 1999 var blevet gjort ulovligt at producere og sælge, og Japan var derfor kendt som en sikker havn for pædofile, fordi man havde svært ved at kontrollere udbredelsen af børneporno.
Med Kotaro Yoshizatos død havde man i det mindste én person mindre at bekymre sig om, men hans selvmord var imidlertid mistænkeligt af flere grunde. For det første var det en speciel måde, han havde taget livet af sig selv, så der blev derfor spekuleret i, at der i virkeligheden var tale om et drab, der var kamufleret som et selvmord. Dog havde Kotaro købt briketterne, som han anvendte til at tage livet af sig selv, samtidig med at han havde købt de håndvægte og den vandtank, som blev benyttet til at holde pigerne fanget, hvilket tydede på, at han havde haft selvmord i tankerne, mens han planlagde kidnapningen. Det er dog uklart, hvorfor han så valgte at tage livet af sig selv, men det var muligvis udsigten til en lang fængselsdom eller erkendelsen af at blive kendt som bagmanden bag et pædofilinetværk, der fik ham til at træffe beslutningen. Dog havde Kotaros far og bror begået selvmord i henholdsvis i 1996 og 1999, mens hans mor havde forsøgt selvmord i 2001, så det lå altså i familien.
Det er aldrig blevet klarlagt, om de fire piger blev udnyttet seksuelt eller om de blev benyttet til produktionen af børneporno under deres ophold i lejligheden. Dette lod ikke desto mindre til at være Kotaros formål med at kidnappe dem, selvom han normalt havde held med at overtale børn til den slags ved at betale dem. Der er derfor den mulighed, at de fire piger skulle benyttes til et helt andet foretagende - eksempelvis holdes og sælges som sexslaver. Der var nemlig den lille detalje, at lejligheden i Akasaka var blevet lejet to dage før kidnapningen, og at denne derfor også måtte spille en rolle. Og at den befandt sig i en eksklusiv bydel indikerede tilmed, at Kotaros mulige kunder sandsyndligvis tilhørte den sociale elite, præcis som rygterne påstod. Var de fire piger i så fald bestillinger, som pædofile havde betalt Kotaro for at skaffe, eller var han derimod ved at etablere et børnebordel midt i den japanske hovedstad? Sandheden kommer nok aldrig frem i lyset, fordi gerningsmanden valgte at tage den med sig i døden, og derfor er Petit Angel-sagen omgærdet af mystik, hvilket har ført til et utal af konspirationsteorier omrking dem, der var, og dem, der kunne have været involveret i den.