Izumi Asakura var en 16-årig elitestuderende fra Tokyo, der i 1979 dræbte sin 67-årige mormor, hvorefter han tog livet af sig selv. Izumi havde nemlig fået nok af det pres, som især hans mormor udsatte ham for, idet han var blevet født ind i en familie af akademikere, og som den ældste søn var det således forventet, at han ville videreføre traditionen med at få en god uddannelse og et højt profileret job, der kunne være med til at bevare slægtens status.
Izumis morfar var en anerkendt universitetsprofessor med speciale i fransk litteratur, mens Izumis far var en af hans elever på Tokyo Universitet. Det var på den måde, han fandt sammen med Izumis mor, og efter at være blevet gift flyttede parret ind hos hendes forældre, som kun havde døtre og dermed ingen til at føre slægten videre. Da Izumi kom til verden i 1962, blev han derfor tillagt høje forventninger lige fra fødslen, og eftersom han kun fik en lillesøster, fortsatte opmærksomheden med at være rettet mod ham under hele hans opvækst. Således blev Izumi en intelligent dreng, der blev stimuleret til at gøre sit bedste i skolen, så han en dag kunne gøre sin familie stolt ved at blive til noget.
Men selvom Izumi lod til at efterleve forventningerne, så var han inderst inde ikke tilfreds med sin tilværelse, fordi han blev underlagt et pres, som gjorde ham ulykkelig, hvorved han følte sig fanget i hjemmet. I 1977 blev hans forældre så skilt, og da faderen i den forbindelse flyttede fra huset, var det primært hans mormor, der stod for hans opdragelse, hvilket blev gjort på overvågende og overbeskyttende vis, så han følte sig behandlet som et lille barn. Men Izumi var for længst blevet teenager og var ved at udvikle sin egen personlighed, og da hans privatliv, interesser og mentale udvikling ikke blev anerkendt eller respekteret af hans familie, blev Izumi gradvist mere indebrændt og deprimeret.
Af den grund begyndte den 16-årige dreng at planlægge at flygte fra tilværelsen ved simpelthen at slå hele sin familie ihjel, hvilket han forsøgte at retfærdiggøre i en over 40 siders lang tekstbog, som blev opdelt i syv kapitler. Men dette var i virkeligheden et detaljeret afskedsbrev, idet Izumi ikke blot havde tænkt sig at dræbe sin familie - han ville ligeledes tage livet af sig selv, og indholdet i tekstbogen var derfor en skriftlig gengivelse af hans tanker og dermed også det had, han følte mod sin familie såvel som samfundet - og især uddannelsessystemet. Der var tale om velstruktureret tekst bestående af hele 15.000 tegn, som var blevet skrevet med blæk, hvilket var det renskrevne resultat af en længe udarbejdet kladdeversion, der fyldte over 90 sider. Ydermere lavede Izumi en båndoptagelse, der fungerede som en fortsættelse på tekstbogen, som desuden var tiltænkt flere store aviser, der efter planen skulle modtage begge dele, efter at han havde slået sin familie ihjel.
Izumi gik altså rundt med fantasien om at begå selvmord og samtidig tage livet af sin familie i lang tid. Faktisk opstod denne i ham i sommeren 1978, hvor han begyndte at danne sig forskellige scenarier, men det var først den 14. januar 1979, han omsider valgte at realisere sine planer, da han efter aftensmaden begav sig ind på sin mormors værelse, hvor han udså sig hende som sit første offer, da han både stak hende med en kniv og tæskede hende med en hammer, så hun endte med at miste livet. Skrigene fik dog Izumis morfar til at løbe ind på værelset og indstille angrebet, så den 16-årige dreng flygtede fra huset og tog herefter til Kyodo station, hvor han sprang i døden fra den 14 etager høje stationsbygning.
Sagen vakte stor opmærksomhed i Japan - men omtalen steg efter fundet af Izumis afskedstekst. Og da dele af denne blev udgivet i medierne, præcis som han havde ønsket, blev der sat fokus på, hvordan pres og forventninger kan skade et barns trivsel, hvilket var et område, man ikke plejede at beskæftige sig med, fordi man i Japan endnu var så mærket af konfucianismens ideologier, at man var vant til, at børn naturligt fulgte deres forældres forventninger og ud fra disse forsøgte at blive til noget. Så det var opsigtsvækkende, at en dreng fra et elitemiljø udviste sin protest og samtidig et begær efter noget så tabubetalt som personlig lykke.
At sagen om Izumi Asakura førte til debat i samfundet, var sandsynligvis også det, han ønskede ved at skrive et så omfattende afskedsbrev, som trods alt var tiltænkt medierne, for han håbede nok, at det ville forhindre andre at ende i samme situation som ham. Men sådan gik det desværre ikke, for Izumi var blot et af de første ofre for en længerevarende tendens, idet bobleøkonomien havde ført til social lighed og materiel overflod, så man efterhånden kun kunne sammenligne sig med og overgå hinanden gennem studie og arbejde. Forældre investerede derfor i deres børns uddannelse frem for deres personlige behov, hvilket fik mange til at begå et slags eksistentielt oprør ved at droppe ud fra skolen, indgå i bander og begå kriminalitet, så de kunne føle sig frie og samtidig udvise deres utilfredshed over for det kapitalistiske samfund, som de mente var årsagen til deres problemer.