Den 7. marts 1927 blev Tango-halvøen i det nordlige Kyoto-præfektur ramt af et jordskælv, da rystelser med en styrke på 7,0 på momentmagnitudeskalaen brød ud lidt i klokken 18.30. Selvom jordskælvet kunne mærkes over 100 kilometer væk, så var skaderne efter dette dog begrænset til området omkring Tango-halvøen, men disse var imidlertid ekstremt voldsomme, idet hele landsbyer blev udslettet, da mere end 3/4 af alle private hjem i disse styrtede sammen. I byen Mineyama var 97 % af alle huse eksempelvis kollapset.
Over 8000 bygninger blev totalskadet, og fordi jordskælvet opstod, mens mange familier var ved at spise eller gøre klar til aftensmad, så blev tusindvis af mennesker fanget eller mast ihjel under murbrokker, mens ildebrande opstod, efter der gik hul på gasrør. 2925 personer endte med at miste livet, mens mere end dobbelt så mange blev såret, og langt de fleste ofre befandt sig i Kyoto-præfekturet. Utallige mennesker blev gjort hjemløse, hvilket førte til yderligere ofre, da mange var nødsaget til at tilbringe de kolde nætter udenfor, hvor de enten døde af nedkøling eller blev syge.
Kita-Tango-jordskælvet ramte Japan fire år efter Kanto-jordskælvet i 1923, der var og er stadig den værste naturkatastrofe i landets historie. Dette førte til en øget interesse i at lære at forstå og forudsige jordskælv, og Kita-Tango-jordskælvet trak derfor forskere til fra nær og fjern, eftersom der efter jordskælvet var opstået to forskydninger i jordskorpen, hvoraf en af disse i dag har status som nationalmonument.