Nijubashi-katastrofen

Nijubashi-katastrofenI Japan er det en tradition, at mange japanere tager forbi kejserpaladset i Tokyo for at ønske kejserfamilien godt nytår, når kejseren og hans nærmeste familie træder frem på en balkon for at hilse på folket i begyndelsen af året. I 1954 var dette et af de eneste tidspunkter, hvor folket havde mulighed for at se kejserfamilien og samtidig besøge paladset, der den dag i dag stadig er lukket af for offentligheden på normale dage, og det trak derfor mange mennesker til, da der blev åbnet op for besøgende klokken 9 om morgenen den 2. januar. Til stede var 221 politifolk, der skulle sørge for at dirigere folk ind på paladsgrunden, hvilket foregik ved, at man skulle passere broen Nijubashi. Men mere end 380.000 mennesker valgte at lægge turen forbi paladset, og omkring klokken 11 førte dette til en flaskehalseffekt ved den 20 meter brede Nijubashi-bro, og man valgte derfor at lukke porten på den anden side for at få kontrol over folk.

Tilstrømningen af mennesker fortsatte dog bagfra, således at mange blev fanget på broen, hvor de blev mast mod hinanden, hvilket resulterede i, at flere mistede balancen og kollapsede midt i folkemængden. Situationen var ude af kontrol for politiet, der med tiden fik opløst det menneskelige kaos, men sidst på dagen stod det klart, at 16 mennesker var blevet kvalt eller trampet ihjel, mens 65 andre var blevet såret, så nytårshilsnerne måtte afbrydes. Ulykken førte til fyringer inden for politiet, og de kommende år forbedrede man sikkerheden, ligesom man forstærkede den japanske køkultur. Dette var desuden første gang, der blev anvendt nyhedsdækning via helikopter i Japan, og billeder af ulykken blev derfor fanget på kamera fra luften.

 

Total Page Visits: 294 - Today Page Visits: 1