Sumi-e er den japanske betegnelse for blækkunst, hvor man med pensel og blæk fremstiller et billedmotiv, og sumi-e kan derfor også anvendes som betegnelse for denne type værker. Sumi-e blev bragt til Japan fra Kina via zen-buddhismen, hvor man anvendte en minimalstisk tilgang til det at skabe kunst for at gøre processen såvel som værket så balanceret og dybsindig som mulig. Af den grund blev sumi-e udført med den sorte farve alene, men med denne var man imidlertid i stand til at fremkalde forskellige farvetoner ved at fortynde blækket med vand, så man kunne skabe dybde og skygger, mens det hvide papir kunne blive inddraget som effekter ved ikke at udfylde dele af dette, ligesom den hvide farve kunne udgøre selve motivet ved at benytte den sorte farve til udfyldning. Selvom det var mest almindeligt at tage udgangspunkt i naturen og særtligt optegne landskabsmotiver, så fandtes sumi-e i et utal af varianter lige fra abstrakte figurer til mytiske væsner.
Det var nemlig ikke altid, man benyttede sig af en reference, for sumi-e blev typisk til i en slags meditiv tilstand, hvor kunstneren lod sin fantasi komme til udtryk på papir i en ofte uafbrudt proces, så man kan sige, at penslen var drevet af spontanitet og intuition. I stedet for at have en forestilling af motivet, havde man altså en fornemmelse af dette, som man udformede uden den store præcision eller dybe overvejelser, og netop derfor var der tale om en kunstform, fordi blæk ikke kan viskes ud eller males over, så når man først havde lagt et penselsstrøg, var man nødsaget til at bygge videre på motivet, der således kunne ændre sig i en retning, der kom bag på kunstneren selv, så vedkommende blev lige så overrasket over det endelige resultat som alle andre.
Visse teknikker blev imidlertid standardiseret, så sumi-e kunne dyrkes af forskellige personer - såsom samuraier, der tog kunstformen til sig for at beherske sindet på samme måde som sværdet ved i stedet at anvende en pensel til at udtrykke de følelser, de normalt ikke viste. Der opstod dog også kunstnere, som specialiserede sig i sumi-e, og det blev tilmed en kunst at kunne udtrykke komplekse følelser så simpelt som muligt. Selvom det var mest normalt at male alene, så var der også nogen, der gjorde det foran andre, som kunne følge processen fra blankt papir til det endelige motiv - både på små stykker papir og enorme lærreder, hvor man anvendte moppeagtige pensler.
Selv den i dag findes der opvisninger med sumi-e, der ikke kun dyrkes professionelt, men også på hobbyplan, idet man blandt andet kan tage kurser i sumi-e i hele verden, hvor man både lærer teknikker og essensen af sumi-e, så man bliver i stand til at fremstille sine egne unikke værker baseret på de grundllæggende principper. Men sumi-e har imidlertid også udviklet sig med tiden, for hvor man traditionelt benytter en blæksten og pensel, så er der nu om dage folk, der benytter andre typer af redskaber og blæk - heriblandt farvet blæk. Moderne sumi-e kan derfor blot betegnes som et billedmotiv malet med blæk.