I Japan findes der endnu mange internetcaféer, hvor man kan betale for at få adgang til en computer med internetforbindelse. Med i prisen følger ofte et privat værelse, så man derfor ikke skal bekymre sig om andre, imens man sidder og surfer på internettet, og nogle vælger derfor også at bruge internetcaféer til andre ting, der kræver privatliv, stilhed, varme eller blot tag over hovedet. Der er således opstået et begreb kaldet Net Café Nanim, der på japansk udtales Netto Kafe Nanmin, hvilket kan oversættes til en internetcafé-flygtning. Dette er i al sin enkelthed en person, der benytter internetcaféer som et sted at opholde sig og sove - typisk fordi man ikke har andre steder at gøre det, altså fordi man er hjemløs. En Net Café Nanmin er derfor også kendt som en Cyber Homeless.
I Japan er hjemløshed et udbredt problem, og selvom mange hjemløse lever på gaden, så er der andre, der slår sig ned på budgethoteller, fordi overnatninger er langt billigere end en husleje. Et privat værelse på en internetcafé koster dog langt mindre, idet man kun skal af med nogle hundrede yen i timen, så man kan få en overnatning for et par tusinde yen, og internetcaféer er dermed blevet et populært alternativ til hoteller blandt hjemløse, fordi de kan sikre sig acceptable forhold i anstændige rammer. Hjemløse sover dog ikke kun på internetcaféer, for eftersom man betaler for at kunne surfe på internettet, vælger folk naturligvis også at anvende computeren på værelset, hvor de også spiser og drikker, ligesom man naturligvis kan få opladt sin telefon. Der er dog hverken toilet eller bad, men en internetcafé har som regel et fællestoilet, som brugerne kan benytte, og i Japan er offentlige badeanstalter udbredt, så det derfor er muligt at leve en nogenlunde værdig tilværelse som hjemløs.
Eftersom internetcaféer trods alt tjener penge på hjemløse, så betragter man dem også som kunder, så for at tilgodese deres behov har mange valgt at udvide deres service til ligeledes at inkludere måltider, drikkevarer og sågar badefaciliteter og vaskerum, så man faktisk konkurrerer med hoteller, og forretningsfolk såvel som turister er derfor også begyndt at benytte sig af internetcaféer til overnatninger, netop fordi de er billigere end hoteller. Man er har således erkendt, at konceptet med internetcaféer har ændret sig i en sådan grad, at nogle steder henvender sig til og specialiserer sig i overnattende gæster, hvilket er en anerkendt forklaring på, at internetcaféer endnu er så udbredte og populære i Japan - fordi det ikke længere er internettet, der tiltrækker kunder, men derimod forholdene. På nogle internetcaféer skal man således "tjekke ind" ved at verificere sig med ID, mens man andre steder skal oprette sig som medlem. Dermed bliver man jo også knyttet som kunde, og det bliver nemmere at komme der fast. Mens nogle hjemløse nærmest anlægger base på en internetcafé og benytter en sådan dagligt, så er der andre, som kun opholder sig på disse i perioder. Det er nemlig ikke alle hjemløse, der er arbejdsløse, men folk på en lav indkomst har ikke altid råd til et sted at bo, så internetcaféer gør det muligt for dem at klare sig med det, de nu engang tjener, så der trods alt kan blive råd til andre ting såsom transport, tøj og medicin, fordi de ikke skal bekymre sig om boligudgifter. Nogle kan dermed få en dagligdag til at fungere som hjemløs, så der findes da også folk, som har valgt en sådan tilværelse for at kunne spare og dermed opspare penge. Ulempen er dog, at man ikke har nogen registeret adresse, så nogle folk anvender tilmed også internetcaféer til at få leveret personlig post.
Det er naturligvis ikke kun hjemløse, der gør brug af internetcaféer som et sted at opholde sig. Der er også mange, der benytter sig af dem som et trygt sted at søge tilflugt. Der kan eksempelvis være tale om ofre for vold i hjemmet, børn, der er løbet hjemmefra, og sågar kriminelle på flugt fra politiet. Internetcaféer benyttes dog også til at begå kriminalitet, for eftersom man har adgang til en computer, så kan man eksempelvis foretage hackerangreb, onlinesvindel, hæleri og salg af ulovlige produkter. På internetcaféer kan man desuden ikke låse døren indtil værelset, og nogle gange er denne blot et gardin, der gør det muligt for andre at kigge ind, fordi man typisk sidder med ryggen til, så hvis andre kan se eller høre, at man ligger og sover, er det nemt at blive udsat for et tyveri. Mange internetcaféer tilbyder derfor også et privat skab, hvor man kan opbevare sine ejendele.