Uke Mochi, er guden for fødevarer inden for shintoismen. Hun er datter af Japans skabere Izanagi og Izanami, mens hendes forhold til andre guder varierer fra fortælling til fortælling. Fælles for disse er dog, at Uke Mochi er i stand til at producere forskellige fødevarer, som hun sætter til verden ved at udstøde dem fra sin krop. Dette resulterede imidlertid også i hendes død, for da solguden Amaterasu valgte at sende sin ægtefælle, månegåden Tsukuyomi, til middag hos Uke Mochi i den jordiske verden, så han, hvordan maden blev til, hvilket chokerede ham i en sådan grad, at han valgte at dræbe Uke Mochi af lutter væmmelse.
Hvordan Uke Mochi helt nøjagtigt fremstillede maden varierer også alt efter fortælling, for den mest udbredte version er, at hun spyttede fødevarer ud fra sin mund ved at vende sig mod landjorden, så der røg ris ud, hvorefter hun vendte sig mod havet, så der røg fisk ud, før hun til sidst vendte sig mod bjergene, så der røg dyr ud. I en anden version, hvor Uke Mochi er kendt som Ogetsu-hime, er det derimod havets gud Susanoo, der slår hende ihjel, og i denne version flød der også mad ud fra hendes andre kropsåbninger såsom næse og anus.
Da Amaterasu fandt ud af, at Tsukuyomi havde slået Uke Mochi ihjel, forargede det hende så meget, at hun valgte at lade sig skille fra Tsukuyomi, hvorved de to blev separeret, og dag og nat blev således skabt, så de kunne undgå at befinde sig på himlen på samme tid. Amaterasu sendte en gud ved navn Ame-no-kumahito til Uke Mochi, der dog var død, men fra hendes krop flød imidlertid diverse fødevarer - heriblandt landbrugsdyr, men også de fem elementer, der kom til at udgøre fundamentet for det japanske landbrug, nemlig ris, hvede, røde bønner, hirse og sojabønner. Ame-no-kumahito bragte disse tilbage til Amaterasu, der valgte at sprede dem ud over hele Japan, og således blev denne type fødevarer skabt. Eftersom det også var Uke Mochi, der skabte køer og heste, anses hun også for at være guden for disse.