
Ushi-oni, der også er kendt som Gyuuki, er en yokai, der optræder i japansk mytologi, hvor den findes i forskellige afskygninger, men den mest almindelige udgave ligner mest af alt en kæmpe edderkop med seks ben og et muteret oksehoved. Ushi-oni kan nemlig oversættes til "oksedæmon", så det er grundlæggende set trækkene fra en okse, der dominerer i de forskellige skildringer af Ushi-oni. Men eftersom Oni er navnet på et andet mytisk væsen, er Ushi-oni nu og da også beskrevet som en blanding mellem en Oni og en okse - typisk i en slags Minotaur-form, altså med en Onis krop og hovedet fra en okse. Nu og da er Ushi-oni sågar portrætteret med insektvinger.
Fortællinger om Ushi-Oni findes primært i det vestlige Japan, hvor de er beskrevet som farlige væsner, der nyder at dræbe mennesker. En Ushi-oni kan eksempelvis sprøjte med gift, mens de kan flænse folk ihjel med deres skarpe tænder, kløer og horn, og så kan de endda finde på at rasere landsbyer, hvor de kan risikere at sprede sygdomme. De ses typisk foran templer, men holder generelt til overalt - både i åbne landskaber, i skovområder og endda i vand. Man skal derfor tage sig i agt over for Ushi-onier overalt, og rygter om dem har endda været så almindelige, at flere steder i den japanske natur er navngivet efter Ushi-oni, fordi man havde en forestilling om, at en sådan holdt til i visse områder, som man derfor undgik at nærme sig.
Det er uvist, hvad der har inspireret myten om Ushi-oni, men eftersom den lader til at være baseret på en okse, så er den muligvis også inspireret af en sådan. Kvæg er imidlertid ikke kendt for at være farlige, så det kan måske være, at man følte behov for at gøre dem skræmmende ved at opfinde en yokai, som kunne minde om dem. Det er dog uvist, om en Ushi-oni har en relation til kvæg, eller om den blot deler træk med dem.