Kropsbygning i Japan

Gennemsnitshøjden i Japan foretog en stor stigning i efterkrigstiden, så den for mændenes vedkommende i dag ligger på cirka 172 centimeter, mens den hos kvinderne befinder sig omkring 158 centimeter. Japanere er således omkring samme højde som kineserne, mens de er cirka 10 centimeter lavere end danskerne. Væksten hos japanske drenge og piger er nogenlunde identisk indtil tolvårs-alderen, hvor drengene overhaler pigerne, og når japanerne runder 75 år, vil de i gennemsnit være krympet omkring 8 centimeter, hvilket også er forklaringen på, at gennemsnitshøjden i Japan har været nogenlunde stabil de seneste par årtier, hvor Japan er blevet et ældresamfund.

I slutningen af 1800-tallet var japanerne omkring 15 centimeter lavere, end de er i dag, og dette skyldes primært ændringen i deres kost, der nu om dage er mere varieret og næringsrig. Dette har også haft indvirkning på japanernes kropsvægt, for i takt med at de er blevet højere, er de også blevet tungere. For mændenes vedkommende er gennemsnitsvægten for alle aldersgrupper dog stadig under 70 kilo, mens den hos kvinderne er under 55 kilo. Baseret på WHO's kriterier er Japan således det OECD-land med færrest overvægtige indbyggere, da under 5 % af befolkningen har et BMI-tal på over 30. I Japan har man dog sat sin egen standard for, hvornår man betegnes som overvægtig, idet man anvender et BMI-tal på 25 som grænse, hvilket vil sige, at over 20 % af japanerne faktisk har status som overvægtige i japansk optik.

Tøj i store størrelser er derfor ikke almindeligt i Japan, hvor man tilmed anvender en anden størrelsesmodel med brug af numre, men generelt kan man sige, at man i Japan skal en størrelse op i forhold til Europa - altså svarer et europæisk M til et japansk L. Grundet gennemsnitshøjden, så er store fødder heller ikke så udbredt i Japan, hvilket betyder, at skostørrelser som regel ender ved størrelse 44 hos mænd og 40 hos kvinder. Og lavere fedtmasse betyder desuden mindre bryster, så i Japan svarer den gennemsnitlige bryststørrelse til en europæisk A-skål, så de japanske kvinders bryster dermed er blandt de mindste i verden. Dog benytter man også andre BH-størrelser i Japan, hvor disse kan være op til to numre højere end i Vesten - altså kan en japansk C-skål svare til en dansk A-skål.

I Japan er der generelt et samfundsfokus på overvægt - både fordi en slank figur anses for at være sund og tilmed betragtes som et skønhedsideal. Dette har blandt andet bevirket, at diæter er meget populære i Japan - især blandt kvinder, hvilket er forklaringen på, at flere mænd har status som overvægtige. Der lader dog til at være flere helbredskonsekvenser forbundet med underernæring i Japan, hvor blodmangel er mere almindeligt end i Vesten. Selv gravide opfordres til at holde en slank figur, mens de venter barn, og dette har bevirket, at vægten blandt nyfødte er faldet i Japan, så næsten 10 % fødes som undervægtige. Ældre menneskers vægt bliver desuden nøje overvåget af deres læger, som opfordrer dem til at spise sundere eller motionere, hvis der skulle ske en pludselig vægtforøgelse, hvilket skyldes, at der i 2008 blev indført en lov, der grundlæggende set har til formål at forebygge overvægt i Japan.

Denne lov indebær blandt andet, at midaldrende og ældre menneskers livvidde måles, og hvis denne overskrider 90 cm. hos kvinder og 85 cm. hos mænd, så vil de blive tilbudt vægtkonsultation. Men offentlige virksomheder bliver imidlertid også bedt om at måle livvidden hos deres ansatte, og hvis for mange ansatte overskrider grænsen, så vil det få økonomiske konsekvenser for virksomheden. Generelt kan det altså siges, at japanerne både sørger for at holde sig slanke for deres egen og fællesskabets skyld, og derfor er fælles træningsøvelser også udbredt hos mange virksomheder, så det gøres til et kollektivt projekt at holde sig i form - noget man allerede lærer i skolen, hvor overvægt er en hyppig foranledning til mobning, idet man meget hurtigt skiller sig ud, hvis man vejer for meget. Det er dog ikke, fordi det er ulovligt at være overvægtig i Japan, for det er der trods alt nogen, der er - eksempelvis er det idealet blandt sumo-brydere.

Total Page Visits: 4179 - Today Page Visits: 1