Dazaifu Tenmangu er en helligdom beliggende i byen Dazaifu i Fukuoka-præfekturet. Sammen med Kitano Tenmangu i Kyoto er det den vigtigste af alle Tenmangu-helligdomme i Japan, der har det til fælles, at de er dedikeret til Sugawara no Michizane, der var en kendt vismand, som i dag er guden for lærdom inden for shintoismen, hvor han er kendt som Tenjin. Tenmangu-helligdomme er derfor populære blandt studerende, der kommer for at bede for deres præstationer i skolen og til eksamener.
Dazaifu Tenmangu blev grundlagt i 905 oven på det, der ifølge sagnet er Sugawara no Michizanes gravsted, og helligdommen er siden vokset, så der nu er tale om et stort kompleks med flere strukturer, som kan dateres helt tilbage til 1591, hvilket har gjort helligdommen til en kulturskat. Blandt bygningerne står blandt andet et blommetræ, der efter sigende skulle være kommet til, efter det fløj til Dazaifu fra Kyoto for at være sammen med Sugawara no Michizane, da det var ham, der i sin tid plantede det. Det er desuden kendt for at være det første blommetræ, som blomstrer i Japan, men ved helligdommen ligger skam også 6000 andre blommetræer, hvilket generelt gør den til et eftertragtet sted for japanerne at nyde blomstringen af disse. Med til helligdommen hører desuden to mindre museer.
Dazaifu Tenmangu ligger en halv kilometer fra Dazaifu station, hvorfra der er under ti minutter til fods.