Zeniarai Benten Ugafuku er en shinto-helligdom beliggende i Kamakura, hvor folk kommer til for at vaske deres penge, idet det siges, at beløbet dermed vil blive fordoblet, og derfor er der tale om et af de mest populære steder i Kamakura, selvom helligdommen er forholdsvis lille og befinder sig på et meget kompakt område, eftersom den er omgivet af klippevægge. For at komme frem til helligdommen skal man derfor passere igennem en tunnel, der blev lavet i 1958, idet den egentlige indgang befinder sig bag helligdommen.
Ifølge sagnet blev helligdommen grundlagt i 1185 af den første Kamakura-shogun, efter han havde modtaget en åbenbaring om, at hvis man valgte at dyrke shintoismens og buddhismens guder i dette område, så ville det føre til fred i landet, men intet tyder på, at helligdommen skulle være så gammel, så man mener faktisk, at den er forholdsvis ny, idet den tilsyneladende blev grundlagt i 1800-tallet. Traditionen med at vaske penge i området opstod dog tilbage i 1257, og det var muligvis denne skik, der flere hundrede år senere førte til at man byggede helligdommen.
I slutningen af 1800-tallet blev buddhismen og shintoismen adskilt gennem lov, så det ikke længere var tilladt at dyrke de to religioner på samme sted. Mange helligdomme og templer i Kamakura skilte sig derfor af med effekter og bygninger fra henholdsvis buddhismen og shintoismen, men Zeniarai Benten Ugafuku er et af de få steder i Japan, hvor Buddhismen endnu udgør et tydeligt element, selvom der er tale om en shinto-helligdom.
Zeniarai Benten Ugafuku-helligdommen ligger nær vandreruterne i Kamakura cirka en halv times gang fra Kamakura station.